Digte, samlet i ni grupper med syv i hver. Hver gruppe bærer en overskrift der henviser til vandet og dets egenskaber, og det samlede tema er en søgen efter en særlig kvindeindgang til verden.
Pia Tafdrup is a Danish writer; primarily a poet, she has also written a novel and two plays, as well as works for radio. Pia Tafdrup's work has been translated into more than twenty-five languages, and her poetry collections "Spring Tide" (1989) and "Queen's Gate" (2001) have been translated into English. She was elected as a member of the Danish Literary Academy in 1989; she was awarded the Nordic Council's Literary Prize in 1999, and the Swedish Academy's Nordic Prize in 2006. In 2001, she was appointed a Knight of the Order of the Dannebrog.
Det er en kraft og modkraft, det er en smerte vakt til live, en indre intifada, en sindets nye stenalder, hvor jeg er taget til fange af mig selv, for jeg tænker ikke bag skudsikkert glas, når jeg går den vej enhver kun selv kan gå, når jeg vækker et sprog, et dronningerige.
Jeg finder et stisystem, bevæger mig over broer eller ud ad porte, jeg rejser mod en yderste grænse, går gennem drømmeagtige passager, giver min stemme – resten mister jeg som blodet fra en violet åbnet vene; jorden trækker alt til sig og drikker, lugter bagefter fugtigt af regn.
Ufatteligt smukt! Tafdrup kan bare noget med ord. Jeg gjorde dog den fejltagelse at høre bogen som lydbog. For selvom at Tafdrup stemme er fortryllende, så er dette værk et som bør læses, så man virkelig kan fornemme hvert enkelt ord. Jeg var særligt betaget af teksten om Josef i cisternen, men originalen er nu også en af mine absolut yndlingstekster.
“En vældig kilde skal vande bevidsthedens akaciedal”
Dronningeporten bygger på tanken om kvindens indgang ind i verden, og er på sine 9 dele, sammenstykket omkring vand. Digtene spænder vidt omkring, og trækker mange referencer fra historiske folk og steder. Sproget er legende, eksperimenterende, smukt, udførligt præcist og samtidigt tungt for uerfarne læsere. Min yndlingstekst i samlingen er Passage og især følgende afsnit:
"Vores liv hænger ikke sammen som sten og mørtel i husene langs floden, men som rum i sindet, som én lang hukommelse, en gentaget addition, uden at intet nu er, som det engang var, ligesom floden vi lytter til op på tværs af tid er fælles om."
Der lægges megen vægt på kvindesynet i bogen, hvordan verden hænger sammen, hvordan moderskabet opstår, kærligheden, tabet, sorgen, den daglige samhørighed og ikke mindst drømme. Samligen syntes komplet, dog kan hvert afsnit til tider nå en anelse udvanding af samme ord. Men det bruges dog med styrke, på trods.