Anholt angribes af en flok zombier, og det lille øsamfund må kæmpe for at overleve. Og det er sådan set det. Det er som en lille sidehistorie til Kadavermarch, bortset fra, at den virker uigennemtænkt og ufuldstændig. Alt vi får er nogle ekstra kampscener mod zombier og nogle flere karakterer, der prøver at overleve.
Når det er sagt skal det siges, at man er underholdt hele vejen igennem (det er jo en zombie-bog) og jeg grinede højt et par gange (det er jo Dennis Jürgensen). Men det er en tynd kop te. Velskænket, men tynd.
Forresten, den politisk korrekte betegnelse for en zombie er “alternativt diætudfodrende samfundsborgere”. Så ved du det ☺
Man kan altid diskutere, om det er fair, at sammenligne en forfatters bøger. Men når man som Dennis Jürgensen genbesøger zombiegenren med Kadaverjagt, femten år efter Kadavermarch, er det ikke alene fair, men også logisk. Og Kadaverjagt er på alle måder en haltende og vaklende opfølger til Kadavermarch. Den udspiller sig på øen Anholt, synkront med handlingen i Kadavermarch, men er ellers ikke meget andet end en omgang slåen på tæven i den klassiske zombiestil. Hvor persongalleriet i Kadavermarch er nuanceret og mangfoldigt, fyldt med både gode og slemme, er det i Kadaverjagt mere sparsomt og alene på grund af bogens tykkelse, bliver det aldrig rigtig spændende, desværre. Kadaverjagt står for mig som en sær og meget unødvendig add-on til Kadavermarch, og selv om jeg kvitterer med to stjerner (for Jürgensen er aldrig helt i bund), er det ikke en bog, jeg mener er et must at læse.
God lille "shortstory" skrevet i et simpelt let læseligt sprog og med Dennis Jürgensens genkendelige træk til sine hovedpersoner. Go underholding den eftermidag det tager at læse bogen, hvis man altså er til Fantasy/horror genren?
Denne sidehistorie til Kadavermarch er ikke blot en meningsløs tilføjelse til plottet, men faktisk en modsigelse dertil; den drivende del af plottet i Kadavermarch er hemmeligheden om zombiernes oprindelse, men for beboerne på Anholt er denne åbenbart almen viden. Det bliver dog ikke brugt til noget i bogen, så der var ingen grund til at have det med. Kadaverjagt koger ned til to kedelige karakterer mod nogle zombier, og hvor Kadavermarch i det mindste bød på lidt mystik og spænding, har denne bog intet godt at byde på. I det mindste er den hurtigt overstået.
Jürgensen skriver jo fantastisk, men for mig er Kadaverjagt et glimrende eksempel på det, Kirkman skrev i sit forord til den første Walking dead tegneserie, nemlig at megen zombielitteratur ender netop der, hvor det begynder at blive interessant.
Bogen var acceptabel og kunne måske have fået en ekstra stjerne, men på et par punkter var jeg virkelig utilfreds med den. Den skal åbenlyst foregå samtidig med, at begivenhederne i Kadavermarch udfolder sig. Denne bog er selvfølgelig skrevet en del år senere, men det pissede mig helt vildt meget af, at mobiltelefonerne skulle spille så gevaldig en rolle. Der er ingen mobiltelefoner nævnt i Kadavermarch, så jeg føler det som en stor skam, at Jürgensen har opdateret handlingen til 2005. Han burde have holdt handlingen indenfor universet i den første bog. Dog vil jeg tilføje, at jeg alligevel håber på, at der en dag kommer en opfølger, hvor Sid og Fedesens eventyr fortsætter.
I seem to have more or less outgrown Jürgensen who have written some of my childhood favorites. Because it's been ages since I read 'Kadavermarch' (which I loved back in the day) I can't really compare the two.
Kadaverjagt er en selvstændig fortsættelse til Kadavermarch, som jeg var rigtig glad for. Den smager lidt af slettede scener fra en film, som er klippet sammen til en kortfilm.
Bogen følger Lorens, en eneboer fra Anholt - altså, det sted som nogle af hovedpersonerne fra Kadavermarch forsøgte at komme til. De to historier foregår parallelt med hinanden - med enkelte inkonsistenser de to bøger imellem.
Jeg kunne ikke særligt godt lide Lorens; men jeg var ret glad for måden, Dennis Jürgensen bruger Lorens' indre monolog.
En forglemmelig (er det et ord) historie, som jeg ikke elsker, men heller ikke hader.