Fra middelalderen og frem til i dag har danske kvinders forhold og livsbetingelser ændret sig markant. I denne bog præsenterer Pernille Helena Larsen læseren for hundrede kvinder fra alle samfundslag, lige fra troldkællinger og vaskekoner til kunstmalere, karrierepiger og dronninger, og giver via blandt andet breve, erindringer, notater og forhørsprotokoller et spændende indblik i tusind års kvindeliv i Danmark. Bogen er inddelt i fem hovedafsnit, der hver især indledes med en introduktion til periodens samfundsmæssige, økonomiske og sociale situation.
Pernille Helena Larsen er cand.mag. i Nordisk Filologi, Teatervidenskab og Dansk som andetsprog. Hun har mange års erfaring som leder, lærings- og sprogkonsulent, og hun underviser i både private og offentlige virksomheder.
Vi får små indblik i kvinders liv fra forskellige perioder og forskellige sociale lag. Da det er over en lang periode, er der ikke plads til fordybelse, og så tager bogen lidt karakter af opremsning. Det vil altid være et valg, man kan ikke tage alle med. Jeg savner dog Erna Juel-Hansen som indførte kvindegymnastik, forsørgede sin familie og tog aktiv del i Sædelighedsdebatten, hvor hun insisterede på kvinders ret til seksualitet, men også så udfordringen i hvilke konsekvenser fri seksualitet ville have for kvinderne.