Wauw for en debut! Worldbuilding er vellykket og original; Her tages klimaudfordringerne alvorligt med kun 21 beboelige amerikanske stater - resten er oversvømmet eller ubeboelige ørkenstater. De forsvindende få ressourcer gør hverdagen til en kamp for overlevelse, og man er som læser ikke i tvivl om verdens tilstand. En intens, medrivende og nervepirrende historie om magtbalance, undertrykkelse, klimapolitik, venskaber, found family, oprør og store følelser - og jeg har faktisk svært ved at lægge bogen fra mig. Plottet er originalt og historien helt sin egen, der er flere plottwists, det er ikke alle jeg bryder mig om eller forventer. Historien udspiller sig ikke i den retning jeg havde forventet, men det gør ikke noget, jeg er komplet opslugt.
Reef som hovedperson er likeable, han er ansvarsbevidst og pålidelig og helt igennem en god dreng, der forsørger og beskytter sin lille familie. Han gennemgår en vanvittig udvikling igennem bogen, og jeg holder mere og mere af ham. Han er helstøbt og troværdig, man bliver irriteret på ham, man græder med ham og man hepper på ham.
Jeg var ikke helt sikker på, hvad jeg gik ind til, da jeg startede på denne science-fiction fortælling fra en dystopisk fremtid, men forfatterens skrivestil og historie drager mig og fanger mig ind - jeg glæder mig til at læse mere.