Søren Ulrik Thomsen was born in 1956 in Kalundborg. He grew up in Store Heddinge, Stevns, south of Copenhagen, where he went to school together with another Danish poet, Jens Fink-Jensen from 1968 to 1972. During his childhood he often heard readings of literature and sang evening songs. This early exposure to the rhythm and poetry of language influenced his later writing. In school he became familiar with the songs of B.S.Ingemann, a poet who has had significant influence on Thomsen's poetry.
He moved with his family to Copenhagen at sixteen and enrolled in secondary school at Rysensteen and, after being expelled, at Det Frie Gymnasium, where he completed his upper secondary education, making him eligible for university studies. His encounter with Copenhagen had an impact on his early poetry, and was reflected in themes such as the strangeness and loneliness of the big city.
Søren Ulrik Thomsen studied comparative literature at the University of Copenhagen, but prioritized writing poetry rather than completing his degree. His debut was in the review Hvedekorn (Wheatgrain) in 1977.
His first collection of poetry was City Slang (1981). It is poetry about human alienation in a city. In 1984, the Danish singer Lars H.U.G. scored these poems on an album of the same title, expanding Thomsen's audience.
Thomsen's collections of poetry City Slang, Ukendt under den samme måne ("Unknown Under the Same Moon"; 1982) and New poems (1987) belonged to the group of 80s poets who were reacting against the political poets of the seventies. The 80s poets, which included Michael Strunge, was focused on the body, sensations, and existential subjects in a tight, minimalistic language.
Later Thomsen published Hjemfalden (1991), Det skabtes vaklen ("The Shaking of Creation", 1996) and Det værste og det bedste, illustrated by Ib Spang Olsen, (2002). With these collections he moved away from the school 80s poets and establishes himself as a poet with a truly individual expression.
Søren Ulrik Thomsen is interested in great existential human conditions such as death and loneliness, creation and destruction. His poems in Hjemfalden are rhythmic arabesques, which comes through strongly in his public readings.
He has also published two poetics, where he tries to define the essence of poetry and what happens in the process of creating a poem, Mit lys brænder. Omrids af en ny poetik ("In My Candle Burns: Outline of a New Poetics", (1985) and En dans på gloser, essays ("Dancing Attendance on the Word,"(1996).
As a writer Søren Ulrik Thomsen also participates in public debate and has published a book of essays with Frederik Stjernfeldt, Kritik af den negative opbyggelighed. His books have always enjoyed a great deal of attention as the subject of numerous books and essays, and he is seen as one of the more significant Danish contemporary poets. He was the focus of the only conference (as of 2009) ever devoted to a living Danish writer.
Søren Ulrik Thomsen's poetry has been translated in the book Selected Poetry, based on poems from Hjemfalden and Det skabtes vaklen.
Her skulle egentlig have stået et digt som jeg nu har kasseret selvom det indeholdt en rammende bemærkning om mine fjender plus et par rigtig flotte linjer som er typiske for min poesi men hvad skal det til for nu hvor syrenerne blomstrer og jeg underligt nok er ældre end min morfar nåede at blive så iført hans koksgrå jakkesæt går jeg en tur i den moderne verden hvis uforståelighed er banal sammenlignet med at krydse grænsen fra det selvfølgelige ved at være til til det mærkelige i ikke at være død.
Havde helt glemt at tilføje denne her, selvom jeg efterhånden har læst den flere gange. Det er nok fordi jeg har den liggende som "coffee table book", så jeg jævnligt griber fat i den og læser et digt eller to, og ikke har stillet den ind i reolen.
Jeg læser stort set ALDRIG digte, men de par digte, han selv læste op i Smagsdommerne og som jeg læste aftrykt i anmeldelserne fik mig til at købe den sporenstrengs. Han kan altså noget med det danske sprog, som det er ganske få forundt.
Jeg overvejer stadig hvilket af digtene, der skal læses ved min kiste...
Kender I det, når man bliver ristet i 5 minutter, fordi man bliver opdaget i at høre digtsamlinger på ens cykelture ("hvad hører du så, sådan noget "jeg skriger indvendigt" eller hvad?")? Nej? Okay - det er måske bare mig så. Ikke desto mindre gjorde SUT's indspilning at Rystet spejl min tur liiiidt sjovere. Det bedste var, at ruten var lang nok til at jeg kunne høre den 2 gange. Inklusive oplæsning af alle digtenes numre og titler samt forfatternoten. Score.
Jeg ved ikke meget om poesi, men jeg ved, at jeg er konservativ, hvad det angår; det skal rime og helst være på en form for rytme.
Men nuvel, når det ikke kan være sådan, er dette noget af det bedste, jeg har læst. Thomsen er en fantastisk iagttager, og hans betragtninger i 'Rystet spejl' gør, at jeg nu glæder mig endnu mere til at komme i gang med hans 'En hårnål klemt inde bag panelet'.
En yderst velformuleret samling, der uden tvivl viser hvilken eminent dygtig ordsmed Søren er. Tematikken i det Rystet spejl, henviser til det at være rystet i sit indre, særligt i selskab med tabt kærlighed, død, venskaber og drømme. Det bliver serveret med en sublim overlevering, hvor det ikke er megen overflødighed i valg af ord.
Der hvor jeg taber den sidste stjerne, er i forbindelse med at digtene desværre bliver meget de samme, og at jeg finder 2 stykker direkte overflødige for helheden i samlingen.
Men tag ikke fejl, det er bestemt en bog der værd at læse, også igen.
SUT skriver - som sædvanligt - glimrende med ord og sætninger, der ligger godt på tungen. Men det er (for mig) en kende trættende, at det som altid igen er erindring og døden, der trækker gennem hvert eneste digt. Søren Ulrik Thomsen er 55 år, og mange omkring ham er (øjensynligt) døde; men det forekommer mig gammelmandsagtigt, deprimerende og depraverende KUN at bruge sine talenter på at mindes, erindre, savne osv.
Thomsen er en fantastisk digter! Denne samling rummer mange smukke tekster. Grunden til at den ikke får alle fem stjerne, er at jeg bed mærke i flere digte, om digte. Det er som om de ikke stod så stærkt som resten. Mit yndlingsdigt heri er uden tvivl digtet der starter: "ingen bliver halvtreds"
Beroliget af altings almindelighed gråvejret, brillerne på natbordet og den tilfældige skramlen af stemmer og trin og en bruser der tændes håber jeg på at dagen måske helt til i aften vil gå som om intet var hændt mens alt det alt for store som for eksempel 'jeg' og 'du' og dengang og nu og alt hvad vi ved og ikke ved så længe det varer må bo i digtenes små skæve skure.
En af de mest hjerteskærende smukke digtsamlinger jeg har læst. Har efterhånden været igennem den mange gange, og bliver lige fascineret hver gang. Stærkt anbefalelsesværdig for alle med hang til sug i maven.
Jeg blev lidt bange da jeg læste den. men man kan mærke søren's liv har været langt. og nu er det godt han ser tilbage og frem. aldrig har jeg læst noget så skræmmende godt
"Radioen har fanget en fjern station Hvor et kor af børn På et sprog som må være russisk Læser af noget som må være poesi Og kunne lyde som en oversættelse Af digtet jeg altid har drømt om at skrive" En smuk og legende digtsamling, der tager udgangspunkt i tematikker som død, sorg og savn, og som leger med diverse postmoderne tendenser som intertextualitet, bogstavsrim og brud med den 4.væg
Korte og letlæste digte med stort indhold. Søren Ulrik Thomsen er eminent til at indkapsle sansninger, erindringer, levet liv, så det store spejles i det små og omvendt. Så barndom, ungdom, voksenliv og alderdom, ja, selv de døde, eksisterer side om side i teksterne, som de gør i vores bevidsthed. Kan stærkt anbefales.
Fine, fine tekster og smukt læst højt af forfatteren. Om at blive ældre, miste forældre og om alt det andet. Og respekt for en digter der i slutnoterne lister sine referencer.
Jeg har altid haft et lidt specielt forhold til digte. I store dele af mit liv har jeg fundet dem kedelige og utilgængelige. De virkede altid højtsvævende og uforståelige.
Da jeg blev ældre – og især tak til universitetet – begyndte jeg at prissætte sproget mere. Ligeledes lærte jeg, at det ofte er galskab at finde logik i en digtsamling. Nogle gange skal man blot opleve de følelser digtene vække i én fremfor at analysere sig frem. Det gjorde, at jeg for første gang i mit liv begyndte at elske digte.
Trods det har jeg stadig en forkærlighed for de lidt mere jordnære og tematiske digte. Dem, der er lidt mere beskrivende, og dem, der er lidt mere nede på jorden.
Det er præcist den slags digte Rystet Spejl indeholder. Af den grund er det ingen overraskelse, at jeg absolut elskede digtsamlingen.
Sorgens tomrum
I starten af Rystet Spejl beskrives en vinternat på et tomt kontor. Jeg har allerede glemt ordene, men billedet står endnu klart for mit indre blik. Ordenes følelser runger stadig i mig, og jeg kan mærke tomheden, ekkoet, der fylder den imaginære arbejdsplads.
Denne tomhed, ekkoet af det forgange, er gennemgribende for alle digtene i samlingen. Uden direkte at sige det, omhandler de tabet af en elsket, sorgen og det tomme liv efter. Igennem utallige beskrivelser får Thomsen malet jeg’ets gribende sorg frem, indtil den er allestedsnærværende for læseren. Det gjorde det umuligt for mig at lægge digtsamlingen fra mig, idet jeg var overvældet af følelser.
Smukke og meningsfulde symboler
Ud over at have en stærk tematik, er digtene smukke. De er fyldt med sigende, elegante beskrivelser, der maler stemninger og følelser frem gennem hver linje. Så det er nok intet under, at jeg så hurtigt blev forgabt i denne digtsamling.
Gentagelser og symbolik anvendes også meningsfuldt og blive aldrig bare pynt. Nej, i stedet for at fremvise sit smukke sprog for sprogets skyld, anvender Thomasen sprogets magt til at fremtrylle andre steder. Det forstærker digtsamlingens fortælling om sorg og tab, samtidig med, at det gør dens bitre tema lettere at sluge. Snertet af humor i digtene skader heller ikke
Overordnet set er Rystet Spejl en velgennemført digtsamling med et jordnært, beskrivende sprog og en stærk, gennemgående tematik, der går lige i følelsernes vold.