I En befrielse afslutter Knud Sørensen den historie, han begyndte at fortælle i En tid.
Anden Verdenskrig nærmer sig sin afslutning, og i takt med at englænderne og amerikanerne vinder frem mod tyskerne, svinger sognets sympati over mod de allierede.
Jakob har fået værelse hos skoleforstanderen, og hjemme hos hans forældre er alt ved det gamle. Naboerne hvisker om ham og hans forældre, man han forsøger efter bedste evne at lukke øjne og ører for det, de snakker om; efterhånden er Jakob godt klar over, hvordan tingene hænger sammen.
En dag kommer en ny lærer til skolen, som tilsyneladende ingen særlige forudsætninger har for at undervise. Han bliver straks genstand for Har han mon noget at gøre med modstandsbevægelsen? Er han i virkeligheden en anden end den, han giver sig ud for at være? Og hvad kan Jakob gøre for at leve op til ham?
Knud Sørensen (født 10. marts 1928) er en dansk forfatter. Han er født i 1928 i Hjørring som søn af en jernbanedirektør. Selv har Knud Sørensen fungeret som landinspektør på Mors fra 1958-84, hvilket gav ham et godt kendskab til Nordjylland. Han har boet på Mors siden 1958 og bor der stadig i dag.
Forfatterskabet omfatter både lyrik, prosa, biografier og hørespil. Temaet er den danske provins efter 2. verdenskrig. Han skildrer omlægninger i landbruget, nedlæggelsen af gårde og de vanskelige forhold for de tilbageværende. Oftest er beretningerne stilfærdige og begivenhederne taler for sig selv. For romanen En tid modtog Knud Sørensen kritikerprisen og Weekendavisens litteraturpris i 1997.
This book tells the story of a village and its people in Denmark in the final months of the Second World War. It is so well written that I often actually forgot that I was reading it in Danish—something that rarely happens. Now I’m already looking forward to reading the book “En tid”, that Sørensen wrote before this one.
Emne: besættelsestiden ; den 2. verdenskrig ; landsbyer ; drenge ; incest ; Nordjylland ; Danmark ; 1940-1949
Livet går sin gang under besættelsen i det nordjyske sogn, hvor den nu 13-14 årige Jakob langsomt og besværligt får åbnet øjnene for de realiteter der omgiver ham
Knud Sørensen giver med ”En tid” og ”En befrielse” en stilfærdig skildring af et nordjysk landsbysogn under besættelsesårene.
I centrum for historien er drengen Jakob, der er resultatet af søskendeparrets Oline og Thomas incestuøse forhold. Det er en offentligt kendt hemmelighed i det lille samfund, og et stigma, der kommer til at præge hele hans opvækst.
Historien fortælles af et anonymt ”vi”, der repræsenterer landsbyfællesskabet, og det er denne bedrevidende fortællerstemme, der udlægger teksten for læseren.
Det sker med en god portion hykleri, glimrende eksemplificeret ved skildringen af læreren der er modstandsmand. Først beskrives han som en uansvarlig provokatør, men i takt med at står klart, at tyskerne vil tabe krigen, stiger han også i landsbyens agtelse.
På den måde kunne ”En tid” og ”En befrielse” nemt gå hen og blive en ensidig historie om småborgerlighed, sladder og dobbeltmoral.
Det sker heldigvis ikke, for Knud Sørensen har også et godt blik for landsbylivets mere positive sider. Når det kommer til stykket stikker forargelsen ikke så dybt, og der ligger en uudtalt solidaritet mellem byens beboere, hjulpet på vej af, at de fleste selv har en ”øm tå” eller to. Der tegnes et billede af danskerne som et pragmatisk folkefærd, der indretter sig efter hvilken vej vinden blæser.
Er du i humør til en sindig fortalt historie, hvor der ikke desto mindre bliver sagt en masse mellem linjerne, kan jeg klart anbefale ”En tid” og ”En befrielse”, men jeg havde dog et par forbehold.
For det første undrer jeg mig over beslutningen om at dele historien op. Der er ikke noget tidsmæssigt eller tematisk spring mellem de to bøger, og med en samlet længde på lige over 300 sider, burde de bare have været udgivet som et samlet bind. Fortællingen bliver først forløst i ”En befrielse”, og jeg synes det en skam, hvis nogen nøjes med læse en af bøgerne i den tro, at de kan læses enkeltstående.
Derudover har jeg lidt blandede følelser i forhold til hvordan Knud Sørensen har valgt at fortælle historien. Det er drengen Jakob, der er hovedpersonen, men det mest påfaldende ved Jakob er groft sagt, hvor helt igennem almindelig og normal, han er. Som romanpersoner er forældrene bare langt mere interessante.
Det tror jeg egentlig også Knud Sørensen synes, romanen slutter og starter i hvert fald med fokus på Oline og Thomas, men ved at fortælle historien igennem Jakob får han en armslængdes afstand til et svært emne (incest mellem søskende). Det harmonerer fint med romanens indirekte, antydende fortællestil, men gør desværre også at Thomas og Oline aldrig bliver fuldt udviklet som personer.