For barnets skyld foregår i besættelsestidens sidste år og handler om et skilsmissebarn – den 12-årige Birgit – hvis forældre gør nøjagtigt, hvad der passer dem, mens de bilder sig selv og hinanden ind, at deres egoistisk styrede handlinger er til barnets bedste.
Merete vil indgå et nyt ægteskab med den retsindige kommunelærer Karsten. Men Birgits uvilje mod at lade en ny far trænge sig ind mellem hende og moderen gør, at hun slutter sig nærmere til sin egen far, den frisindede og egocentriske arkitekt Robert, som moderen stadig er forelsket i.
Birgit bliver uden selv at vide det centrum for disse tre voksnes tanker, og – ligeledes uden at vide det – den »skæbne«, der driver sit spil med de tre mennesker.
Tove Ditlevsen var en dansk forfatter, som hentede inspiration i sit eget liv som kvinde. I sin digtning og som yndet brevkasseredaktør i Familie Journalen udfoldede hun en dyb psykologisk indsigt i moderne kvinders splittede liv. Hendes evne til at udtrykke sammensatte følelser i et enkelt og smukt sprog fik betydning for flere generationer af læsere.
Tove Ditlevsen er melankoliens mester - med lavmælte, underspillede virkemidler lader hun historien om Merete og Birgit udfolde sig i København med besættelsestiden som kulisse og indimellem medspiller i historien. "For barnets skyld" stiller sig på den 12-årige Birgits side, mens hendes forældre har travlt med at leve sig selv ud, mens de prøver at retfærdiggøre sig selv som forældre, der vil barnets bedste. Personerne driver rundt i en trummerum, hvor de fastholdes af deres egne behov, fordomme og forestillinger om det gode liv. Birgit "dør" for dem - næsten for øjnene af dem, men de formår ikke at række hen over den kløft, der er opstået mellem dem. Bogen er trist, men så velskrevet, at man indimellem glemmer det af bare fryd over sproget, den bidende og dog blide tone, og de gennemførte personportrætter.
En annan man och mor (For Barnets Skyld) följer en mamma och dotter efter det att pappan lämnat dem och mamman träffar en annan. Det fina med Ditlevsens sätt att skriva fram karaktärerna är att vi kan sympatisera med alla tre perspektiv - mamman som är ensam och osäker, den nya mannen som är klumpig men godhjärtad, och barnet som försöker göra rätt men mest gör fel. Ditlevsens mening med boken är nog ändå främst barnets - att det en förälder gör (eller inte gör) formar barnet, särskilt i form av försummelse. Barnet upplever sig inte passa in i den förändrade levnadssituationen - ett vi blir ett dem (mamman och mannen) och jag (barnet). Mamman har gått vidare och börjar kännas avlägsen från barnet. Samtidigt är mamman så ytterst mänsklig - ja, hon gör tveksamma beslut, hon är impulsiv, godtrogen och naiv men man kan samtidigt förstå hennes sits som ensam vårdnadshavare med en tonåring som kräver fullständig uppmärksamhet utan kompromisser. Samtidigt har hon sina egna behov och drömmar. Även om romanen kanske blir lite väl melodramatisk mot slutet tyckte jag om Ditlevsens fiktiva karaktärer minst lika mycket som hennes autobiografiska skildringar.