What do you think?
Rate this book
Skeletter i Skabet #3
Ildfugl
Nicole Boyle Rødtnes skriver på sin
"Jeg vil ikke afsløre handlingen endnu, men jeg kan sige så meget, at bogen kommer til at hedde Ildfugl, og den bliver anderledes end de to foregående bøger, for denne gang kommer en stor del af handlingen til at foregå udenfor Zantora. Og hvad der så sker der, det må I gætte jer til."
"Jeg vil ikke afsløre handlingen endnu, men jeg kan sige så meget, at bogen kommer til at hedde Ildfugl, og den bliver anderledes end de to foregående bøger, for denne gang kommer en stor del af handlingen til at foregå udenfor Zantora. Og hvad der så sker der, det må I gætte jer til."
420 pages, Paperback
First published March 28, 2012
About the author
Nicole Boyle Rødtnes
177 books126 followersMin hemmelighed
Jeg er født i 1985 og startede med at skrive som 13-årig. En dag satte jeg mig bare ned ved computeren og begyndte at skrive på den historie, der havde vokset i mine tanker den sidste lange tid. Jeg skrev hver dag efter skole og bogen blev længere og længere.
Jeg fortalte ikke nogen, at jeg skrev. Det var en hemmelighed det første lange stykke tid. Nok især fordi jeg på det tidspunkt ikke var særlig god i skolen. Jeg var en af dem, der havde mindst 10 fejl i diktat og tit også 20 eller 30 fejl. Men jo mere jeg skrev, jo bedre blev jeg også i skolen, og da jeg startede i 9. klasse var jeg blandt de dygtige elever og havde også en færdig bog på computeren.
Min allerførste bog
Bogen blev liggende på computeren. Kun min bedste veninde fik lov at læse den og give lidt respons, da jeg startede i gymnasiet overtalte en studievejleder mig dog til at sende bogen ind til et forlag. Det gjorde jeg så, og forlaget sagde nej tak, hvilket jeg egentlig er ret glad for i dag, for det var ikke en særlig god bog. Den gang blev jeg dog meget ked af det, men heldigvis blev jeg ved med at skrive.
HUF
Som tiden gik fik mere og mere lyst til at finde andre unge, der skrev. Derfor stiftede jeg i 2003 foreningen HUF – Håbefulde Unge Forfattere - sammen med tre andre unge. Foreningen er i dag vokset sig stor og har over 100 medlemmer.
I HUF fik jeg min første skrivegruppe. Vi har mødtes fast to gange om måneden de sidste syv år, hvor vi har læst hinandens tekster og givet kritik. I denne skrivegruppe er også forfatterne Camilla Wandahl og Marie W. Oscilowski.
På Forfatterskolen
Skriveklubben blev en afgørende støtte for mig. Jeg begyndte for alvor at drømme om at blive forfatter. Jeg tog et hav af skrivekurser og blev i 2008 også optaget på Forfatterskolen for Børnelitteratur.
Min første roman
I 2010 fik jeg så antaget min første roman Dødsbørn, der var første bind ud af fire i fantasy-serien Skeletter i skabet.
Jeg er en aktiv forfatter, der skriver hver dag. Det betyder, at jeg hele tiden har bøger på vej, og altid er i gang med at skrive endnu flere. Ud over dette holder jeg foredrag om mine bøger på skoler og biblioteker.
Jeg er født i 1985 og startede med at skrive som 13-årig. En dag satte jeg mig bare ned ved computeren og begyndte at skrive på den historie, der havde vokset i mine tanker den sidste lange tid. Jeg skrev hver dag efter skole og bogen blev længere og længere.
Jeg fortalte ikke nogen, at jeg skrev. Det var en hemmelighed det første lange stykke tid. Nok især fordi jeg på det tidspunkt ikke var særlig god i skolen. Jeg var en af dem, der havde mindst 10 fejl i diktat og tit også 20 eller 30 fejl. Men jo mere jeg skrev, jo bedre blev jeg også i skolen, og da jeg startede i 9. klasse var jeg blandt de dygtige elever og havde også en færdig bog på computeren.
Min allerførste bog
Bogen blev liggende på computeren. Kun min bedste veninde fik lov at læse den og give lidt respons, da jeg startede i gymnasiet overtalte en studievejleder mig dog til at sende bogen ind til et forlag. Det gjorde jeg så, og forlaget sagde nej tak, hvilket jeg egentlig er ret glad for i dag, for det var ikke en særlig god bog. Den gang blev jeg dog meget ked af det, men heldigvis blev jeg ved med at skrive.
HUF
Som tiden gik fik mere og mere lyst til at finde andre unge, der skrev. Derfor stiftede jeg i 2003 foreningen HUF – Håbefulde Unge Forfattere - sammen med tre andre unge. Foreningen er i dag vokset sig stor og har over 100 medlemmer.
I HUF fik jeg min første skrivegruppe. Vi har mødtes fast to gange om måneden de sidste syv år, hvor vi har læst hinandens tekster og givet kritik. I denne skrivegruppe er også forfatterne Camilla Wandahl og Marie W. Oscilowski.
På Forfatterskolen
Skriveklubben blev en afgørende støtte for mig. Jeg begyndte for alvor at drømme om at blive forfatter. Jeg tog et hav af skrivekurser og blev i 2008 også optaget på Forfatterskolen for Børnelitteratur.
Min første roman
I 2010 fik jeg så antaget min første roman Dødsbørn, der var første bind ud af fire i fantasy-serien Skeletter i skabet.
Jeg er en aktiv forfatter, der skriver hver dag. Det betyder, at jeg hele tiden har bøger på vej, og altid er i gang med at skrive endnu flere. Ud over dette holder jeg foredrag om mine bøger på skoler og biblioteker.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 8 of 8 reviews
March 28, 2012
http://kulturforunge.dk/2012/03/28/il...
(SPOILER! Bøgerne i serien ‘Skeletter i skabet’ udgør en sammenhængende historie. Hvis du ikke har læst de første bøger, spolerer du handlingen, hvis du læser videre!)
Davies første læremester er blevet arresteret for at have gemt et dødsbarn i kælderen, derfor fik Davie en ny læreplads som skeletinspektør, men nu er denne læremester, Edward, blevet dræbt af et kopieret familieskelet. Davie skal altså i gang med at finde sin tredje læreplads, og politikeren Adamo har lovet at stå for den del. Det er Davie dog ikke begejstret for, idet han er overbevist om, at netop Adamo var impliceret i den voldsomme blodtåge, der omgav Zantora, og skyld i at både skeletinspektøren Edward og Gawins bror Samuel begge er blevet dræbt.
Blodtågen er lettet, og Gawin synes, der har været nok ulykke til, at de skal fortsætte efterforskningen, men Davie kan simpelthen ikke slippe alle uretfærdighederne. Han er nødt til at opklare sagen. Imidlertid får han en tvungen praktikplads hos flammetæmmeren Nila Misalin. Davie er næsten sikker på, at Adamo i lærepladsen også har flettet en lille ulykke ind, som skal koste Davie livet.
‘Dødsbørn’
Første bind, ‘Dødsbørn’, tegnede et nyt, unikt fantasy-univers op. Nogle steder haltede det lidt, og det virkede også ret usikkert om bogen skulle handle om blåslanger eller dødsbørn. Michia har hele tiden været forfærdeligt sød, så i første bind var jeg skuffet over, at der ikke kunne blive bare en lille smule romantik mellem hende og Davie, men det kunne der ikke. Alt i alt en middelmådig oplevelse, men alligevel så unik og hyggelig en by med de familieskeletter, at jeg måtte læse videre i ‘Blodtåge’.
‘Blodtåge’
Andet bind havde en meget bedre læserytme. Bogen havde en dejlig ro, for der blev ikke skiftet fokus hele tiden. Dialogerne blev i den grad meget mere flydende og realistiske. Det hele smeltede sammen, og jeg glædede mig virkelig over at Nicole Boyle Rødtnes havde fået så godt styr på læserytmen og historien. Nu flød det bare derud af, og der kom virkelig også spænding og uhygge, når Davie skulle ud som skeletinspektør. Ikke blot byen Zantora, men hele bogen fik en dejlig gusten blodtåge over sig.
Majasol fra ‘Kultur For Unge’ gav dengang ‘Blodtåge’ 5 stjerner, og jeg er meget enig i hendes anmeldelse. Noget, som jeg dog ikke brød mig om, var selve afslutningen med ‘fortsættes’ som sidste ord. På samme facon slutter Nicole Boyle Rødtnes første bind, ‘Dødsbørn’, og frustrationen ligger i, at vi ikke får nogle forløsninger i bøgernes slutninger, men hele tiden skal holdes hen.
Den manglende forløsning
Tager man for eksempel blot ‘Harry Potter’- eller ‘Vildheks’-bøgerne, for at sammenligne med både udenlandsk og dansk fantasy, ja, så bliver hovedplottet forløst i hvert bind, så de næsten kan læses individuelt. Selvfølgelig er det sjovest at lære hovedpersonerne at kende fra første bind, og der er jo også en tyk rød tråd, som følger alle bøgerne. I ‘Harry Potter’ er det jo Lord Voldemort, men tager vi bind 1, ‘De vises sten’, finder de tre Hogwarts-elever jo også deres skurk til sidst, så selve første binds plot bliver forløst — også selv om vi godt ved, der kommer meget mere med Lord Voldemort.
Men i ‘Skeletter i skabet’-serien får man ikke nogen forløsning. Bøgerne har ikke deres egne plots, men er én lang historie, der på sidste side bliver hakket over med et ‘fortsættes’. Det lille ‘fortsættes’ som vi kender så godt fra Anders And-bladene og som giver en konstant irritation, fordi man er tvunget til at købe næste nummer af Anders And, for at få slutningen. Men en ting er et ugeblad, noget andet er en bog-serie med halve og hele år imellem udgivelserne.
‘Ildfugl’ gentog desværre tricket. Det, jeg troede var en trilogi, viser sig at være en tetralogi, og efter at læst tredje binds 420 sider af seriens indtil videre 935 sider, afsluttes ‘Ildfugl’ gudhjælpemig også med et ‘fortsættes’!
Havde der, undervejs i disse 935 sider, været nogle ting, der endte godt, nogle skurke, der kom i fængsel, noget romantik, der gik den rigtige vej, eller et fag Davie syntes rigtig godt om, så han havde lyst til at blive i det, så havde det måske også været til at holde ud. Men min tålmodighed var i den grad opbrugt, da det hele nærmest begyndte forfra i ‘Ildfugl’.
Davie bliver flammetæmmer, og de første 200 sider har slet ikke fokus på hovedkonflikten vi slap i ‘Blodtåge’. Vi skal nemlig have lært Davie op i hans tredje fag (what a dropout). Det blev uden tvivl gjort hyggeligt, for Nicole Boyle Rødtnes skriver rigtig hyggelig fantasy, men denne gang blev det simpelthen for frustrerende at begynde på noget nyt uden at have fået svar på blot nogle af spørgsmålene fra bind 1 og 2. Først tre fjerdedele inde i bogen samles de fire venner og gør rigtig status over hvad der skete i ‘Blodtåge’ og begynder at arbejde ud fra det, men dér havde jeg for længst tabt læselysten.
Synd at hovedpersonerne ikke bliver brugt mere
‘Skeletter i skabet’ har nogle super søde hovedpersoner: Davies bedste ven Gawin og de dejlige piger Micha og Majana, der begge virker lune på Davie. Alligevel skal vi til at lære nogle helt andre hovedpersoner at kende i ildtæmmer-temaets over 200 sider, og vi forlader alt det kendte.
Det er efterhånden for underligt, at Davie slet ikke har nogen vilje eller personlighed til at gøre noget aktivt, men hele tiden lader sig smide rundt i fantasy-universet af alle andre. Mens Majana og Michia ved hvad de vil, agerer Davie kun, når han bliver sat i dilemmaer, hvor han bliver tvunget til at vælge.
Romantikken, som Nicole Boyle Rødtnes næsten lovede læserne efter anmeldelserne af bind 1, er også gået i vasken. Når der efter tre bind og 935 sider hverken har været en berøring eller et kys til Michia eller Majana, der ellers er meget interesserede, ja, så er det bare ikke en fantasy-roman med kærlighed. Det ville virke direkte underligt, hvis Davie pludselig skiftede personlighed i fjerde og sidste bind og blev interesseret i piger — så løbet virker helt kørt på den romantiske front.
Konklusion
Med ‘Ildfugl’ er ‘Skeletter i skabet’ nu blevet en serie, der kan forlænges i det uendelige. Der bliver hele tiden opfundet nye begreber eller forklaringer på hvordan tingene hænger sammen, så vi får flere og flere brikker til et puslespil, der bare bliver større og større. Havde vi fra første bind og igennem bindene fået spor på hvordan de mystiske ting hang sammen, havde vi også selv haft en chance for at regne ud hvordan det enorme plot kunne ende. Men med den her skrivestil kan alt ske eller forklares hen ad vejen. Davie kan i og for sig få en fjerde læreplads, vågne forvirret op på hospitalet for fjerde gang og starte forfra med ny læremester, nye hovedpersoner og nye skurke.
‘Skeletter i skabet’ var rigtig hyggelig og spændende i bind 1 og 2, men der skulle den efter min mening også være afsluttet. Fantasy-universet er hyggeligt og virker unikt, men det er en forholdsvis spinkel historie for preteens og yngre teens, plottet virker stadig ikke fastsat, og hovedpersonerne er ikke særlig dybe; det kan simpelthen ikke bære at blive fortalt på de 1200 sider som bind 4 vil få det op over. Ikke engang Josefine Ottesen – der ellers er mester i ultra-detaljerede fantasi-universer, dybe personer og et utrolig gennemtænkt plot – har trukket sin fantasy-serie ‘Det døde land’ så langt.
(SPOILER! Bøgerne i serien ‘Skeletter i skabet’ udgør en sammenhængende historie. Hvis du ikke har læst de første bøger, spolerer du handlingen, hvis du læser videre!)
Davies første læremester er blevet arresteret for at have gemt et dødsbarn i kælderen, derfor fik Davie en ny læreplads som skeletinspektør, men nu er denne læremester, Edward, blevet dræbt af et kopieret familieskelet. Davie skal altså i gang med at finde sin tredje læreplads, og politikeren Adamo har lovet at stå for den del. Det er Davie dog ikke begejstret for, idet han er overbevist om, at netop Adamo var impliceret i den voldsomme blodtåge, der omgav Zantora, og skyld i at både skeletinspektøren Edward og Gawins bror Samuel begge er blevet dræbt.
Blodtågen er lettet, og Gawin synes, der har været nok ulykke til, at de skal fortsætte efterforskningen, men Davie kan simpelthen ikke slippe alle uretfærdighederne. Han er nødt til at opklare sagen. Imidlertid får han en tvungen praktikplads hos flammetæmmeren Nila Misalin. Davie er næsten sikker på, at Adamo i lærepladsen også har flettet en lille ulykke ind, som skal koste Davie livet.
‘Dødsbørn’
Første bind, ‘Dødsbørn’, tegnede et nyt, unikt fantasy-univers op. Nogle steder haltede det lidt, og det virkede også ret usikkert om bogen skulle handle om blåslanger eller dødsbørn. Michia har hele tiden været forfærdeligt sød, så i første bind var jeg skuffet over, at der ikke kunne blive bare en lille smule romantik mellem hende og Davie, men det kunne der ikke. Alt i alt en middelmådig oplevelse, men alligevel så unik og hyggelig en by med de familieskeletter, at jeg måtte læse videre i ‘Blodtåge’.
‘Blodtåge’
Andet bind havde en meget bedre læserytme. Bogen havde en dejlig ro, for der blev ikke skiftet fokus hele tiden. Dialogerne blev i den grad meget mere flydende og realistiske. Det hele smeltede sammen, og jeg glædede mig virkelig over at Nicole Boyle Rødtnes havde fået så godt styr på læserytmen og historien. Nu flød det bare derud af, og der kom virkelig også spænding og uhygge, når Davie skulle ud som skeletinspektør. Ikke blot byen Zantora, men hele bogen fik en dejlig gusten blodtåge over sig.
Majasol fra ‘Kultur For Unge’ gav dengang ‘Blodtåge’ 5 stjerner, og jeg er meget enig i hendes anmeldelse. Noget, som jeg dog ikke brød mig om, var selve afslutningen med ‘fortsættes’ som sidste ord. På samme facon slutter Nicole Boyle Rødtnes første bind, ‘Dødsbørn’, og frustrationen ligger i, at vi ikke får nogle forløsninger i bøgernes slutninger, men hele tiden skal holdes hen.
Den manglende forløsning
Tager man for eksempel blot ‘Harry Potter’- eller ‘Vildheks’-bøgerne, for at sammenligne med både udenlandsk og dansk fantasy, ja, så bliver hovedplottet forløst i hvert bind, så de næsten kan læses individuelt. Selvfølgelig er det sjovest at lære hovedpersonerne at kende fra første bind, og der er jo også en tyk rød tråd, som følger alle bøgerne. I ‘Harry Potter’ er det jo Lord Voldemort, men tager vi bind 1, ‘De vises sten’, finder de tre Hogwarts-elever jo også deres skurk til sidst, så selve første binds plot bliver forløst — også selv om vi godt ved, der kommer meget mere med Lord Voldemort.
Men i ‘Skeletter i skabet’-serien får man ikke nogen forløsning. Bøgerne har ikke deres egne plots, men er én lang historie, der på sidste side bliver hakket over med et ‘fortsættes’. Det lille ‘fortsættes’ som vi kender så godt fra Anders And-bladene og som giver en konstant irritation, fordi man er tvunget til at købe næste nummer af Anders And, for at få slutningen. Men en ting er et ugeblad, noget andet er en bog-serie med halve og hele år imellem udgivelserne.
‘Ildfugl’ gentog desværre tricket. Det, jeg troede var en trilogi, viser sig at være en tetralogi, og efter at læst tredje binds 420 sider af seriens indtil videre 935 sider, afsluttes ‘Ildfugl’ gudhjælpemig også med et ‘fortsættes’!
Havde der, undervejs i disse 935 sider, været nogle ting, der endte godt, nogle skurke, der kom i fængsel, noget romantik, der gik den rigtige vej, eller et fag Davie syntes rigtig godt om, så han havde lyst til at blive i det, så havde det måske også været til at holde ud. Men min tålmodighed var i den grad opbrugt, da det hele nærmest begyndte forfra i ‘Ildfugl’.
Davie bliver flammetæmmer, og de første 200 sider har slet ikke fokus på hovedkonflikten vi slap i ‘Blodtåge’. Vi skal nemlig have lært Davie op i hans tredje fag (what a dropout). Det blev uden tvivl gjort hyggeligt, for Nicole Boyle Rødtnes skriver rigtig hyggelig fantasy, men denne gang blev det simpelthen for frustrerende at begynde på noget nyt uden at have fået svar på blot nogle af spørgsmålene fra bind 1 og 2. Først tre fjerdedele inde i bogen samles de fire venner og gør rigtig status over hvad der skete i ‘Blodtåge’ og begynder at arbejde ud fra det, men dér havde jeg for længst tabt læselysten.
Synd at hovedpersonerne ikke bliver brugt mere
‘Skeletter i skabet’ har nogle super søde hovedpersoner: Davies bedste ven Gawin og de dejlige piger Micha og Majana, der begge virker lune på Davie. Alligevel skal vi til at lære nogle helt andre hovedpersoner at kende i ildtæmmer-temaets over 200 sider, og vi forlader alt det kendte.
Det er efterhånden for underligt, at Davie slet ikke har nogen vilje eller personlighed til at gøre noget aktivt, men hele tiden lader sig smide rundt i fantasy-universet af alle andre. Mens Majana og Michia ved hvad de vil, agerer Davie kun, når han bliver sat i dilemmaer, hvor han bliver tvunget til at vælge.
Romantikken, som Nicole Boyle Rødtnes næsten lovede læserne efter anmeldelserne af bind 1, er også gået i vasken. Når der efter tre bind og 935 sider hverken har været en berøring eller et kys til Michia eller Majana, der ellers er meget interesserede, ja, så er det bare ikke en fantasy-roman med kærlighed. Det ville virke direkte underligt, hvis Davie pludselig skiftede personlighed i fjerde og sidste bind og blev interesseret i piger — så løbet virker helt kørt på den romantiske front.
Konklusion
Med ‘Ildfugl’ er ‘Skeletter i skabet’ nu blevet en serie, der kan forlænges i det uendelige. Der bliver hele tiden opfundet nye begreber eller forklaringer på hvordan tingene hænger sammen, så vi får flere og flere brikker til et puslespil, der bare bliver større og større. Havde vi fra første bind og igennem bindene fået spor på hvordan de mystiske ting hang sammen, havde vi også selv haft en chance for at regne ud hvordan det enorme plot kunne ende. Men med den her skrivestil kan alt ske eller forklares hen ad vejen. Davie kan i og for sig få en fjerde læreplads, vågne forvirret op på hospitalet for fjerde gang og starte forfra med ny læremester, nye hovedpersoner og nye skurke.
‘Skeletter i skabet’ var rigtig hyggelig og spændende i bind 1 og 2, men der skulle den efter min mening også være afsluttet. Fantasy-universet er hyggeligt og virker unikt, men det er en forholdsvis spinkel historie for preteens og yngre teens, plottet virker stadig ikke fastsat, og hovedpersonerne er ikke særlig dybe; det kan simpelthen ikke bære at blive fortalt på de 1200 sider som bind 4 vil få det op over. Ikke engang Josefine Ottesen – der ellers er mester i ultra-detaljerede fantasi-universer, dybe personer og et utrolig gennemtænkt plot – har trukket sin fantasy-serie ‘Det døde land’ så langt.
September 30, 2022
3,5 stjerner
November 4, 2022
3,5 stjerne
God
God
October 2, 2012
Ildfugl er lidt som en god krimi der tager læseren hele vejen rundt uden at der egentlig er nogen kæmpe forløsning. Jeg mangler lidt spændingen fra bog nr. 2. Altså det er jo super godt at Davie har fået endnu en ny læreplads, denne gang som ildtæmmer (som kan være et meget farligt job, hvis der er nogen som vil en til livs), men hvor det går langsomt frem med træningen på trods af at man er videbegærlig. Vi få en lille bitte smule mere ny information om hvad de bruger flammerne til, de 2 andre byer: Portuena og Qvy, men ikke så meget som vi måske gerne ville have. Vi ser skumle typer, møder nye skurke i det komplot som Davie og hans venner prøver at komme til livs og kærligheden viser også sit ansigt hos de 15 årige unge mennesker.
Davie er nok den mest uheldige unge mand i Zantora og så har han ret mange hemmeligheder på samvittigheden, men det virker som om det med hemmeligheder ikke slutter her og jeg sidder med en følelse af at hvor lang tid kan der gå før han bukker under for al det hemmelighedskræmmeri som han har gang i.
Det er stadig en god bog til unge mennesker, men de vil have sværere ved at komme igennem den hurtigt da den som sagt minder om en god krimi uden en ordentlig afslutning.
Glæder mig til at læse bind 4 når det kommer og så håber jeg der er mere fart over feltet igen og vi får knyttet alle de løse ender fast til en solid knude.
Davie er nok den mest uheldige unge mand i Zantora og så har han ret mange hemmeligheder på samvittigheden, men det virker som om det med hemmeligheder ikke slutter her og jeg sidder med en følelse af at hvor lang tid kan der gå før han bukker under for al det hemmelighedskræmmeri som han har gang i.
Det er stadig en god bog til unge mennesker, men de vil have sværere ved at komme igennem den hurtigt da den som sagt minder om en god krimi uden en ordentlig afslutning.
Glæder mig til at læse bind 4 når det kommer og så håber jeg der er mere fart over feltet igen og vi får knyttet alle de løse ender fast til en solid knude.
October 2, 2014
At læse Ildfugl var fornøjeligt, men ikke ideelt som en tilføjelse til serien.
Bogen som seriebind bærer meget præg af at starte ved den forrige bog startpunkt, og fik mig til at himle med øjnene, men Rødtnes skaber nye landskaber og flere puslespilsbrikker undervejs, og giver mig en smule tillid til en hæsblæsende serieafslutning.
Heraf en lettere ambivalent læseoplevelse, men dog en ganske udmærket ungdomsbog.
Bogen som seriebind bærer meget præg af at starte ved den forrige bog startpunkt, og fik mig til at himle med øjnene, men Rødtnes skaber nye landskaber og flere puslespilsbrikker undervejs, og giver mig en smule tillid til en hæsblæsende serieafslutning.
Heraf en lettere ambivalent læseoplevelse, men dog en ganske udmærket ungdomsbog.
March 25, 2013
3. fortælling i serien mister på ingen måde grebet og lever helt op til de foregående med fantastiske beskrivelser og klare billeder af universet. Jeg ser tydeligt ildfuglen Goya for mig i hele dens pragt.
Der er stadig fare på færde og vores helt skal passe på, hvem der er ven og hvem der der fjende. Bogen ligger hårdt op til en spændende afslutningen på serien. Kan ikke vente
Der er stadig fare på færde og vores helt skal passe på, hvem der er ven og hvem der der fjende. Bogen ligger hårdt op til en spændende afslutningen på serien. Kan ikke vente
February 2, 2014
I really love this book, and I think it's the best one in the series.
Displaying 1 - 8 of 8 reviews