Snestormen raser, og kulden bider som isnåle i huden, mens Raija og hendes følge kæmper sig frem over ødemarken - mod nord - mod Havlandet. De er ved at miste modet, da de pludselig støder på den forladte gård, Huldrepladsen.
Raija aner ikke, at Huldrepladsen med sin mystik, besættende fortid og mørke ondskab vil komme til at mærke hende for livet. Og heller ikke, at den lyshårede kæmpe vil blive hendes skæbne...
Jeg havde aldrig troet jeg selv skulle sige det, men det er næsten synd med den overtro der er ved at blive blandet ind i fortællingen - jeg vil umiddelbart næsten sige at det var bedre uden! Spådommen i den første var én ting, og troldmanden kunne til nøds accepteres, men dette... suk.
Ellers så fortsætter grusommelighederne stadigvæk for fuld udblæsning. Jeg må beundre forfatteren hendes mod og kreativitet. At man kan nænne sådan noget imod sin karater.
(SIDENOTE): At jeg finder det så mærkeligt er at jeg selv engang har skrevet på en kærligheds historie, hvor det overnaturlige sneg sig ind lidt efter lidt, hvorefter mine ivrige læsere på skituren efterhånden fik udtrykt meningen at det var synd. Nu har jeg selv prøvet det xD