Sømanden Roar kender havets kræfter, sent i livet forstår han også kærlighedens. I november 1872 blev Syddanmark ramt af en flodbølge. Øer forsvandt, diger blev brudt, mennesker og husdyr omkom.
Ved mundingen af Rødby Fjord overlever den gamle sømand Roar. Han har forudset naturkatastrofen, og det hus, han har bygget på den yderste pynt, er bygget til at klare selv den værste storm. Da vandet trækker sig tilbage, finder han en navnløs, levende pige, der driver omkring i en kasse. Han tager hende til sig, og finder hurtigt ud af, at den eneste måde han kan få barnet til at holde op med at græde er at fortælle historier.
Men det affolkede landskab fyldes langsomt igen. Ikke mindst med lykkejægere og entreprenører, der drømmer om endelig at realisere den store landvinding, men sømandens ø ligger i vejen, og han har hverken i sinde af flytte sig, sælge eller råbe højt om, at han gemmer på et navnløst barn, en pige ingen kender, og som ikke kender nogen. Pludselig er der et menneske, der betyder noget for ham, og med den følelse af kærlighed og mening, bliver han svær at flytte.
Peder Frederik Jensen er født 1978 og bor i København. Han har gået på Forfatterskolen og er tillige uddannet bådebygger. Han debuterede med romanen Her står du (2007). I 2012 udkom romanen Læretid, og i 2014 den anmelderroste novellesamling Banedanmark . Peder Frederik Jensen modtog Albert Dams Mindelegat 2012.
En meget barsk historie om en gammel sømand der, da han finder en baby der flyder rundt efter en stormflod, også genfinder en stump af den menneskelighed og ømhed som eller virker umulig i hans verden af forarmede og hårdhjertede folk.
Det er også en meget velskrevet historisk roman der spiller glimrende på forholdet imellem naturens vildskab og fremskridtet, i en tid hvor "Hvad udad tabes, skal indad vindes" satte gang i arbejdet med at tæmme og undertvinge den danske natur.
Slutningen er en anelse brat, efterlader et par ting åbne og en anelse vage. Ellers en glimrende roman.
Der er også en hund, den klarer sig igennem til enden. Bare rolig.
This entire review has been hidden because of spoilers.
Svælger lidt for meget i død, vold og perversioner efter min smag. Ellers en meget rørende og interessant skildring af sømanden og hans indre og ydre liv samt af persongalleriet omkring ham. Slutningen er dog noget rodet og lidt uklar. Men bestemt en bog, der gør indtryk.
Rørende fortælling om en sømand og eneboer, der slår sig ned ved Rødby Fjord. Efter en flodbølge i 1872 finder han en lille forældreløs pige, som han tager til sig. Hun tør langsomt den gamle sømands hjerte op.
Peter Frederik Jensen, som tidligere har skrevet bl.a. “Det Danmark du kender”, bevæger sig med “Rans vilje” længere tilbage i historien, men vi er stadig på Lolland, hvor han er vokset op. En gammel sømand, der har sejlet over hele verden, beslutter sig for at gå i land. Han går fra borde i Rotterdam og ender med at købe en lille båd og sejle tværs over Østersøen til Lolland, hvor han slår sig ned på en lille øde og forblæst ø i et lavvandsområde med sivskove. Der er et lille samfund omkring en landingsplads, hvor der er en købmandshandel, hvor folk samles. Vi er i begyndelsen af 1870’erne. Alle ser skævt til den fremmede, både fordi han er gådefuld, men også fordi han gør ting anderledes end alle andre. Fx giver han sig til at bygge et hus af træ og kampesten, hvor han bl.a. laver mørtel med brug af aske, så huset kan blive solidt og upåvirkeligt af vand. For alle ved, at her kommer der stormfloder, og sømanden ved, at efter en vestlig storm kommer vandet endnu kraftigere tilbage, efter at have været presset op i Den Botniske Bugt. Da stormfloden kommer, står sømandens hus uskadt. Selv ligger han på en hems, og alle hans ting såvel som dyrene er hejset op. Af alle andre huse (med undtagelse af købmandens) er stort set kun bindingsværket tilbage. Da sømanden kommer ud af huset, vugger en trækasse i nærheden - og der ligger et spædbarn deri, en pige. Sømanden vælger at tage hende til sig, selv om han intet ved om at passe et barn, men han skjuler hende og benægter at have fundet et barn, da der spørges efter det. Langsomt lærer han, hvordan han skal passe hende, made hende, vaske og lege med hende. Nu, hvor han har ansvar for mere end bare sig selv, står der pludselig også meget mere på spil. Han har meget at miste! Samtidig starter en indsamling af strandvaskere og strandingsgods. En kvinde ligger i nærheden, og sømanden fantaserer om, at hun måske var pigens mor. En del ubehagelige typer dukker op efter stormfloden, mænd som vil tjene penge på andres ulykke. De bliver ansat af øvrigheden til at bjerge ligene, bære dem væk og begrave dem. Men alle ved, at de også bedriver omgang med de døde kvinder. Fra København kommer også øvrighedsfolk, som nu vil sætte gang i et omfattende digebyggeri, så man kan udnytte jorden til landbrug. Dette betyder, at de også vil have fat i sømandens ø. Men han har ærligt og redeligt købt øen af baronen for en kostbar ring, og han har sørget for at få skrevet skøde på øen - i 2 eksemplarer, så han nægter at sælge. Det er en barsk og fantastisk verden, vi kommer ind i i denne bog. Der er vold og overgreb, der er rigtig meget håndværk (forfatteren selv er uddannet bådebygger), og der er magiske, drømmeagtige passager, hvor man ikke helt ved, om det er drøm, delirium eller myter og fantasi. Rans vilje hentyder til havguden Ægirs kone, Ran. Deres 8 døtre er i øvrigt allesammen forskellige bølger. En fantastisk roman, som jeg tror, jeg vil læse igen, før jeg går i gang med fortsættelsen - for det er planen at skrive en trilogi. Den lille pige i kassen er angiveligt forfatterens oldemor!
This entire review has been hidden because of spoilers.
Slugte den på et par dage. Fantastisk velskrevet med sætninger man lige måtte læse et par gange og nyde smagen af. Vi er 150 år tilbage i tiden og på Lolland og øerne.
Stille roman der maler landskabet så man er med den ensomme sømand ude på sin ø, og med ham da han får nogle at elske.
Den minder mig om norsk litteratur med sin råhed og tempoet. Alligevel gik det for stærkt i slutningen og jeg forstod den ikke, eller ville ikke forstå. Eller skulle have større viden om de gamle guder? Den er barsk men også fin og sårbar. En virkelig god læseoplevelse, selvom den havde nydt godt af en korrekturlæsning, især i sidste halvdel.
Medrivende, eventyrlig sørøverhistorie. En vanvittigt godt skrevet bog. Smukt sprog, fabulerende og medrivende handling. Det lyser langt væk, at forfatteren også er bådebygger, at han kender håndværket og havet og lader sin hovedperson, Sømanden, tage nogle gevaldige rutsjeture i elementerne.
I øvrigt også et omslag, der rammer lige i øjet. Vækker interessen og nærer fantasien. Manden bag er Andreas Kjærgaard.
Bogen sætter tid og liv i perspektiv. En fin påmindelse om naturens store kræfter, at mennesket kan ses som et sandskorn i universet - og Danmark en grusbunke mellem Nordsøen og Østersøen. Noget i den stil hedder det i forordet ;-)
Fortællingen anslår mange vedkommende temaer: Integritet, kan og må et menneske (Sømanden) leve som en isoleret ø? Folkevid og sladder, flertallet mod den enkelte. Kampen om magten, økonomisk, korporligt osv., om alliancer og mangel på samme.
At leve, overleve, at ville leve og om nødvendigheden af at udtrykke sig. Vi må fortælle os selv for at leve med perspektiv. Så sømanden ridser sine træsnit, købmandsfruen, med drømmen om at skabe en højskole, fortæller. Mange af de andre graver, fisker, lever fra hånden i munden, og slides op. Eller skænder lig og holder med de magtfulde ...
Mange smukke formuleringer, der danner billeder og nærer fantasien.
Og et øv: Der er ikke mange stave- og andre fejl, men de er der, og de skæmmer. Jeg er en pedant på det punkt, og hvorfor må vi læsere ikke få den fulde kvalitet uden fejl? Er alle korrekturlæsere sparet væk på forlagene? Indfald: Jeg vil maile forfatteren med eksempler i stedet for at opliste dem her.
I et forsøg på at læse bredt, faldt jeg over Rans vilje fra Peder Frederik Jensen. Historiske romaner er ellers ikke noget, jeg læser så meget. Bogen finder sted i slutningen af 1800-tallet med en sømand ved navn Roar på Lolland som hovedperson. Han har længe levet på havet og er klar til at finde sig til rette på land. En stormflod sender en lille pige hans vej og han tager sig af hende.
Perioden for bogen giver også Jensen muligheden i at beskrive omvæltningen ved fremskridtet i provinsbyen, hvor Roar bor. Han må også finde sin vej i sin rolle som faderfigur for pigen efter et liv i ensomhed på havet. Der er masser af følelser på spil. Og det virker, men det er også en hård bog at læse. De voldsomme naturkræfter, ensomhed, kærlighed og flere beskrivelser af bådbyggeri gør at bogen føles ægte. Jensen krydret også historien med nordisk mytologi og det giver bogen et særligt dansk tilsnit. Rans vilje er engagerende læsning, er ambitiøs og går i dybde med sit persongalleri. Jeg er glad for at have læst bogen.
Rans Vilje er en virkelig barsk roman. Den er skrevet i et levende og poetisk sprog med meget smukt billedsprog. Jeg er generelt vild med historiske romaner og denne var også virkelig god. Selvom den var barsk rummede den også en vis humor omend den nok er noget sort. Især beskrivelserne af menneskene der bor på landingen fandt jeg humoristisk. Bogen har temaer som nordisk mytologi, søfart og klima.
Bogen tegner et godt billede på hvordan vi mennesker til alle tider har forsøgt at tæmme naturen på.
Jeg kan virkelig anbefale denne bog til læsere der kan lide historiske romaner, men også til læsere der værdsætter et smukt poetisk billedsprog.
Det er en helt fantastisk historie, Peder Frederik Jensen har skrevet her. Jeg læste den med min læseklub og der var masser at tale om, masser at diskutere og også spørgsmål, der rejste sig, der kan give anledning til en genlæsning, men måske også nogle, man skulle sende videre til forfatteren. Sikke en viden, Jensen, besidder, det er imponerende! Nogle gange LIDT for imponerende, der var mange ord, jeg måtte google undervejs. Ærgerligt, at korrekturlæsningen er gået lige hurtigt nok, det kunne have været et mesterværk, hvis alle de små dumme fejl ikke havde været der.
Sømanden har rejst i verden og oplevet, og harn har håndelag for meget. Efter stormfloden er han endnu en gang tæt på døden, men nærheden til og ansvaret for et barn gør hans liv bedre. Det er smukt beskrevet. Romanen skal læses ind i vor tids klimaspørgsmål, og de forkerte og magtfuldkomne beslutninger der tages. Den er gribende, men dog rigelig lang.
Det var væsentligt mere interessant at høre forfatteren fortælle om bogen og tankerne bag, skredet fra håndens til åndens arbejde og den ubalance mellem menneske og natur, det afstedkommer, end det var at læse dem indpakket i rå vold og ondskab.
Rans Vilje er brutal. Romanen tager udgangspunkt i et næsten lovløst udkantssamfund præget af misbrug, vold og sladder. Fattigmandsdanmark anno slutningen af 1800-tallet er ikke en tid, du har lyst til at leve i.
Rans Vilje er også rørende. Den landgangne sømand Roar, der for alt i verden vil holde fast i sit hjem, adopterer på hemmelig vis en lille pige, hvis mor er omkommet i den altødelæggende flodbølge i 1872.
Mødet med pigen åbner for en ømhed i Roar, der overrasker ham selv. Men lokalsamfundet på Lolland er sladdervornt og giftigt, og det skal vise sig tæt på umuligt at holde den lille pludrende pige skjult i sømandens vig.
Mest ondt gør Rans Vilje, når Roar tænker tilbage på sit eget hårde liv. Ydmygelserne og volden han selv har oplevet på fattiggården, eller som ung skibsdreng, står i skrap kontrast til det liv, han ønsker at give til pigen. Truslen om livet der kan vente pigen på fattiggården, giver bogen nerve, og selv åd jeg de sidste 80 sider i glubende tempo, for jeg måtte bare vide, hvordan det løste sig.
Peder Frederik Jensen skriver fremragende, og det dystopiske plot, der skabes ud fra flodbølgen, er eminent tænkt. Samtidig kan man ikke andet end fascineres af Roars talent for håndens arbejde. Her er en mand, der havde fået deltagerne i Alene I Vildmarken til at ligne lallende amatører.
Når det så alligevel ikke er en bog, jeg vil anbefale til alle er det, fordi den er så barsk.
Voldtægter, nekrofili og almindelig sadisme får fuld gas. Ikke på sådan en kvalmende måde, men nøgternt og afmålt.
Kan du leve med den del, så er Rans Vilje dog en af de mest uafrystelige danske romaner i flere år. Ikke mindst hvis du selv har prøvet at have små børn, og kan genkende den ømhed, som Roar så uventet gennemlever.