"I skyggen af Rusland" er Østeuropahistoriker Vibe Termansens indlevende og oplysende fortælling om Østeuropas historie fra Molotov-Ribbentrop-pagten mellem Rusland og Tyskland i august 1939 til Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022.
D. 24. februar 2022 holder Ruslands præsident Putin en tale til sit russiske folk kort før, hans tropper invaderede den historiske brodernation Ukraine. Ruslands dybt indgroede overbevisning om at være et imperium med ret til at forsvare sin interessesfære lyste ud af ham. I "I skyggen af Rusland" tager Vibe Termansen os dybt ind i Østeuropas sjæl og selvforståelse, og ind i hjertet af de millioner af mennesker, som lever et truet liv under imperiernes mørke skygger. Bogen tager afsæt i Molotov-Ribbentrop-pagten mellem Rusland og Tyskland i august 1939 og følger regionernes historie frem til i dag.
Vibe Termansen (født 1977) er Østeuropahistoriker fra Københavns Universitet, og har fulgt regionen i over 20 år som journalist, EU-analytiker og fra Den Danske Ambassade i Warszawa.
I dagens avis siger den russiske udenrigsminister Lavrov, at Europa har erklæret åben krig mod Rusland. Set fra mit danske synspunkt er det et af mange helt groteske, historieforvaskede, urimelige udsagn.
Denne bog er god til at forklare, hvorfor man i Rusland har så fundamentalt anderledes et syn på sagerne end i Vesteuropa. Ikke at det russiske standpunkt dermed bliver mindre grotesk, historieforvasket og urimeligt.
Alt i alt en ganske glimrende bog.
Oplæsningen af lydbogen er ikke nogen fornøjelse. Den bliver læst som om det er en børnebog for en børnehaveklasse. Det passer overhovedet ikke til indholdet.
Meget oplysende og interessant beretning om Rislands rolle og position i Europa i særdeleshed under 2. Verdenskrig og årene frem til Ukrainekrigen. Meget - til tider for meget - personorienteret - og til tider meget detaljeret
Super veloplagt forfatter med gnistrende sprog, underfundig og humoristisk sarkasme og for mig at bedømme dyb, dyb indsigt!
Udover at bogen er velskrevet og ret beset umanerligt trist på mange måder, så bidrager den i stor stil til lidt bedre at kunne forstå den meget underlige tid og verden, som vi eksisterer i. Med overblik og overskud serveres sammenhænge, historisk horisont og analyser godt krydret med anekdoter og betragtninger så det aldrig bliver en vanskelig eller kedelig bog - den er skrevet så de fleste kan blive fanget og så alle kan få udbytte.
Absolut en anbefalelsesværdig bog, som både ser bagud og kigger frem på en reflekteret og nuanceret måde.