Akhnatons forsøg på at indføre Aton som den eneste sande gud i Egypten har kastet landet ud i en krig mellem Aton-tilhængere og tilhængere af Egyptens gamle guder. Under ledelse af Amons ypperstepræst Khaemwese gør indbyggerne i byen Memphis – Egyptens gamle hovedstad – oprør, og Akhnaton belejrer byen i håb om at knuse opstanden. Med sig har han sin hustru Nefertiti og den lille kronprins Tutankhaton, men familieidyllen er brudt efter Akhnatons forsøg på at skaffe sig af med sin magtfulde svigerfar Eje.
Da denne vender tilbage, begynder tingene at gå skævt for Egyptens kætterkonge, og en desperat plan må sættes i værk for at skaffe den unge kronprins Tutankhaton i sikkerhed, inden Eje og Nefertiti får fat i ham. Nofret får betroet opgaven med at bringe sin nevø i sikkerhed, men det udvikler sig hurtigt til en hektisk flugt ned gennem Nildalen med Nofret og Tut er de jagede, og Eje og hans trofaste soldater som jægerne
SUSSI BECH (Susanne Ilsted Bech) er født 1958 i Birkerød og uddannet på Danmarks Designskole i København.
Sussis første tegneseriealbum var “Zainab”, inspireret af Tusind og en Nats eventyr men krydret med Sussis egne ideer og indsigt i 800-tallets Bagdad. “Zainab” blev først bragt som føljeton i Berlingske Tidende og udkom i 1985 som album på forlaget Interpresse. Første oplag på 10.000 blev udsolgt på under tre uger, og yderligere 5.000 eksemplarer blev straks bestilt fra trykkeriet. Albummet udkom også i norsk oversættelse.
Sussis hovedværk er serien om “Nofret”, en pige der rejser rundt i oldtidens middelhavslande som vidne til datidens politiske og religiøse intriger. Serien er udgivet i Frankrig, Belgien, Holland, Sverige og Indonesien og har været bragt i en række danske dagblade, heriblandt Berlingske Tidende, de tre Stiftstidender og Ekstra Bladet. Foreløbig er udkommet 12 bind i serien, der har solgt over 75.000 eksemplarer alene i Danmark. Sussi arbejder lige nu på nye bind i serien.
Herudover har Sussi lavet en række andre tegneserier, bl.a. “Aida Nur”, “Dahlila den Drevne”, “De vilde svaner” og “Egtved Pigen”. Desuden har Sussi Bech illustreret bøger for en lang række danske forlag, herunder over 60 titler med “Kaj og Andrea” for DR og senest “Snus Mus” for Forlaget Bolden. Hun modtog de danske børnebibliotekarers kulturpris (BØ-FA) i 1991 og tegneseriebranchens orden, Ping-prisen, i 1994, ligesom Nofret flere gange er valgt som bedste tegneserie og bedste tegneseriefigur af kollegaerne på de danske tegneserieskaberes årlige konvent. I 2006 blev hun udnævnt til Årets Kunstner i sin hjemby Birkerød. I 2010 tegnede Sussi årets Julemærke.
Sussi sidder i bestyrelsen for brancheforeningen Danske Tegneserieskabere, for hvilken hun i en årrække var formand. Hun har også repræsenteret foreningen i COPY-DAN.
I september 2009 skabte Sussi på opfordring serien Eks Libris til Weekendavisens BØGER-tillæg, i første omgang med Mette Finderup som medforfatter. Siden november 2010 har hendes mand Frank Madsen leveret ideer og tekster.