Hvad jeg tænker mens du taler ramte et eller andet helt rigtigt hos mig. Hovedpersonen er ganske vist en midaldrende kvinde i overgangsalderen, men det føltes alligevel ægte og en anelse bekendt, eller i hvert fald knap så fjernt, som man ellers kunne tro – det indre liv, der står i vejen for det virkelige liv, den manglende tålmodighed med andre, sorg og melankoli og identitetskrise. Pio er ikke nødvendigvis nem at holde af, men der er alligevel en sårbarhed og usikkerhed gemt væk bag det affejende og uinteresserede ydre, som gør, at man undervejs hepper lidt på den tillid, hun gradvist viser til (de næsten barnligt ihærdige) bekendtskaber omkring hende. Jeg er ikke selv mor, så det dybe tilhørsforhold til sit barn er svært at sætte sig ind i, men jeg kan se og forstå, hvordan det kan føles – og jeg tænker, at det kan være en god bog at læse for mødre, der har det svært med, at børnene er flyttet hjemmefra. Eller i det hele taget mødre, hvis identitet er bundet op på det at være mor. Bogen viser på en nænsom og næsten kærlig måde, at livet også er og kan være mere, at mor-rollen og eget liv kan eksistere side om side og, måske, hvis man giver det lov, føre til mere lykke og ro. Men den er også god for os andre, der elsker godt skrevne bøger med fokus på det indre liv.