"Hvad jeg tænker mens du taler" er Alberte Windings sårbare og stærke roman om en kvindes vej midt i livet.
Pio står midt i livet, og har lige mistet sin mor, som aldrig formåede at få Pio til at føle sig set og elsket. Hun emmer af vrede til sin mor og verden. Pio lever af at synge, og sammen med musikeren Martha drager hun på turné. Imens former sig en dyb forståelse og venskab mellem de to. Anatole, Pios søn, læser i Paris, og Pio må trods smerten forlige sig med, at han ikke længere har brug for hende som før. Pludselig mister Pio sin stemme, og i sin pause fra musikken møder hun skuespilleren Aksel, som tålmodigt dulmer hendes vrede og bliver en del af Pios liv.
Alberte Winding er sanger, sangskriver og forfatter til bl.a. Alberte synger med de små og Barbara Tristan Møllers hemmelige dagbog, der modtog boghandlernes pris BMF, da den udkom i 2006.
Jeg er så vild med Albertes sprog. Det er så præcist og stadig så drømmende på en måde. Denne bog handler om en kvinde på 55, der prøver at forholde sig til sin alder med overgangsalderen og alle dens “herligheder”. Da jeg er præcist samme sted i livet var det så dejligt med en bog, der tilbød en masse spejlbilleder.
Hvad jeg tænker mens du taler ramte et eller andet helt rigtigt hos mig. Hovedpersonen er ganske vist en midaldrende kvinde i overgangsalderen, men det føltes alligevel ægte og en anelse bekendt, eller i hvert fald knap så fjernt, som man ellers kunne tro – det indre liv, der står i vejen for det virkelige liv, den manglende tålmodighed med andre, sorg og melankoli og identitetskrise. Pio er ikke nødvendigvis nem at holde af, men der er alligevel en sårbarhed og usikkerhed gemt væk bag det affejende og uinteresserede ydre, som gør, at man undervejs hepper lidt på den tillid, hun gradvist viser til (de næsten barnligt ihærdige) bekendtskaber omkring hende. Jeg er ikke selv mor, så det dybe tilhørsforhold til sit barn er svært at sætte sig ind i, men jeg kan se og forstå, hvordan det kan føles – og jeg tænker, at det kan være en god bog at læse for mødre, der har det svært med, at børnene er flyttet hjemmefra. Eller i det hele taget mødre, hvis identitet er bundet op på det at være mor. Bogen viser på en nænsom og næsten kærlig måde, at livet også er og kan være mere, at mor-rollen og eget liv kan eksistere side om side og, måske, hvis man giver det lov, føre til mere lykke og ro. Men den er også god for os andre, der elsker godt skrevne bøger med fokus på det indre liv.
Tusind tak til @gutkind_forlag og @albertewinding for anmeldereksemplaret!
I dag udkommer “Hvad jeg tænker mens du taler” af Alberte Winding. Det er en roman for at blive klogere på sig selv. Noget man kan gøre hele livet.
Pio er i halvtredserne og er i en livskrise. Hun har mistet sin mor. En mor hun er vred på. Pio er sanger og musiker, så da hun mister stemmen, bryder hendes verden sammen. Samtidig er hendes søn, Anatoie, flyttet til Paris, hvilket også udfordrer Pio.
Karaktererne er utroligt godt beskrevet i bogen. Det er umuligt ikke at føle som Pio gennem mange af scenerne i bogen. Pio er en karakter med mange følelser, og netop disse beskrives på en levende måde, der gør fortællingen både spændende og inddrager læserens egne følelser.
Jeg tror, at mange vil kunne genkende sig selv i Pio. Det er netop det, der gør Pio til en fantastisk hovedkarakter. På trods af hendes vrede, har man som læser alligevel lyst til at sympatisere med hende.
Tempoet i bogen er højt. Korte sætninger. Korte kapitler. Og et meget ligefremt sprog. Det fungerer rigtig godt i denne roman.
Derudover også et utroligt smukt omslag. Det er den altid dygtige @alettebertelsen der har været på spil endnu en gang med omslaget. Illustrationerne er af forfatteren selv.
“Hvad jeg tænker mens du taler” af Alberte Winding er en smuk bog om de udfordringer, vi som mennesker rammes af.
Så fint beskrevet i den indre monolog hos den nogle-og-halvtredsårige kvinde, der skal finde sin vej i sin nye “position” med en voksen søn, der ikke længere har så hårdt brug for hende og med mange tilbageblik og tanker om hendes forhold til sin mor. Samtidigt banker overgangsalderen på. Hovedpersonen mister for en tid sin stemme, som hun ellers er afhængig af i sit udkomme som sanger, ækvivalent med den eksistentielle indre krise, hun befinder sig i. Forfatteren rammer plet i sit poetiske, lavmælte og sanselige sprog.
En meget, meget blå bog; Ensomhed, usikkerhed, sorg og tab i rå mængder løber som en flod gennem de beskrevne hverdagstableauer. Dette krydret med ambivalens, sårbarhed, selvpåførte afsavn og dyb melankoli. På mange måder smertelig læsning, men for denne læser krydret med en god sjat irritation over hovedpersonens nærmest endeløse ruminationer og tilbagetrukne overtænkning. Heldigvis er der undervejs tegn på en forsigtig opklaring og glimt af accept og håb for fremtiden. En stemme, som langsomt kommer igen, og et menneske, som atter rækker ud til sine omgivelser.
Denne bog er jeg ikke så vild med. Alt for mange ord. Overtænkning der bliver vendt indad, og til sidst sætter sig som fysiske symtomer. #Pendlerlydbog
Istedet vil jeg anbefale "Bjørnen" af Guldager om samme tema. En midalderende kvinde, hvis barn flytter hjemmefra, og som samtidigt må gøre sig nogle tanker om karrieren. Fælles er de overvejelser der bliver affødt af, at livet ikke stopper ved de 50 længere.
Hørt og læst. Den er efter min mening meget langtrukken og meget hverdagsagtig. Det er som om en kollega fortæller om sit liv, men fuldstændig glædesløs. Der er ikke nogen steder hvor jeg tænkte: “gad vide hvad der nu sker?”
En smuk fortælling af Alberte Winding om det indre liv, og hvordan det kan fylde og stå i vejen for det faktiske liv. Smukt skrevet og dejlig overskuelig på 230 sider.
Meget fin bog om empty nest syndrom og hvordan man finder nyt mod og nye veje. Hovedpersonen skal helt ned på bunden før hun kan se, hvilken vej hun skal op igen. Jeg var meget berørt.