Christian Bennike – født i 1986 – er barn af en optimistisk og tryg tid med en naiv tro på fremskridtet og på fornuftens uovervindelige kraft.
I bogen bevidner han det skift, som har fundet sted i Vesten og i Danmark: fra optimismen fra midten af 1990’erne over forceret exces i 00’erne og eskalerende utryghed og politisk opbrud i 10’erne til nu 20’ernes radikale fortløbende kriser: klima-, finans- og energikrise, Brexit og Trump, pandemi og krig i Europa.
Kriserne har ændret vores blik på politik, etik og økonomi – og på os selv. Vi mærker nederlaget for det system af ideer, som har formet verden i den første halvdel af forfatterens liv: frihandel, fri bevægelighed, åbenhed og autonomi, globalisering og tro på fremtiden. Vi troede på ”Wandel durch Handel”, på nedrustning og på, at klassekampen var slut. Vi mente, at resten af verden snart ville blive som os. I stedet har vi skabt et kontinent, som ikke kan forsvare sig selv, ikke kan forsyne sig selv, og hvor en stor del af borgerne er ulykkelige.
Vi rejser med Christian Bennike rundt i Europa: til valgmøde hos Marine Le Pen, til debatter med tidens store tænkere, hjem til barndommens Fyn – og ind i film og musik, der afspejler forfatterens tid. Det hele er samlet i en jeg-fortalt beretning, som også er en fortællingen om en generation.
”Fuck 2016”. Jeg bor i en lille by, så vi har ikke så meget graffiti, men det, vi har, holder ved. Under jernbanetunnelen i Børkop er første halvdel af Engang troede vi på fremtiden opsummeret.
Christian Bennike analyserer sig nemlig frem til, at det var her afføringen for alvor ramte ventilationen. For det går ikke frygtelig godt. Klimamæssigt, Corona-wise og Krig-i-Europa-agtigt. Det sætter sig i sindene og kryber ind under huden, hvor det bider sig fast som negativitet.
Tidsånden har ændret sig. Den har rykket sig fra de kronisk ironiske 90’ere med opsving, boybands og Mandrilaftaler. Nu er der mere dommedagsstemning og gravalvor på det kollektivt ubevidstes menukort.
Det er faktisk ret interessant læsning, når man skubber den nagende fornemmelse af, at tidsånden virkelig er et diffust begreb til side. Bennike skriver fint, når han ikke går reportage-journalist på den og skal fortælle hvilket bilmærke, der fragtede ham fra A til B. Argumenterne er relaterbare og lødige, selvom samtidsanalyse let bliver en tur i kirsebærplantagen med dertil hørerende cherrypicking.
Måske giver bogen mere forståelse for vores tid, for de udfordringer vi står over for, og en lille smule håb her på kanten af de sidste tider. Jeg er ikke sikker.
Et af dansk journalistiks største talenter leverer en spændstig og lækkerlæst overflyvning af de paradigmeskift, der er sket både geopolitisk og makroøkonomisk siden Murens fald. Komplekse sammenhænge bliver udredt med relevante og tankevækkende digressioner. Det er godt og væsentligt stof.
Bennike er journalist, og det er på godt og ondt markant synligt i denne bog.
Frem for alt demonstrerer han journalistens sans for at vælge et tema af stor interesse i den aktuelle samfundsmæssige debat. Bogen indskriver sig konkret i diskussionen om, hvorvidt der er grund til optimisme eller pessimisme med tanke på verdens fremtid. Og markerer - tilsyneladende - et alternativ til den dogmatisk optimistiske position, som især Kristian Leth inkarnerer i en dansk kontekst (se Håb - Et forsvar for fremtiden og Fremtiden er der også i morgen). Han skriver samtidig flydende og energisk. Og kan trække på et tilsyneladende uudtømmeligt forråd af prægnante citater fra revl og krat af store og små lys (det bliver ærlig talt ret trættende hen ad vejen...).
Ved nærmere eftersyn mener jeg dog, at afstanden mellem Bennikes og Leths respektive positioner er ganske beskeden. Og det hænger sammen med en klassisk svaghed ved netop journalistiske bøger om emner, der ikke kan behandles seriøst uden solid beherskelse af den substans, som er på spil: Det hele bliver i sidste ende for tyndbenet, overfladisk og paroleagtigt.
Bennike indledende påstand er, at den offentlige debat i Danmark såvel som i Vesten bredt betragtet er præget af pessimisme og bekymring. Og det er egentlig en god ting, siger han. Pessimismen er udtryk for, at vi langt om længe tager problemerne alvorligt. Det være sig stigende ulighed, politisk fremmedgørelse, klimaforandringer osv. Den tabte optimisme tegner frem for alt til at blive et afsæt for reel handling; for at problemerne faktisk adresseres. Fx siger han at den globalt grasserende højrepopulisme reelt er et gode (som et symptom, der vil drive en progressiv modbevægelse fra det bedre borgerskab, som ikke kan udholde lugten). Det er en kolossalt naiv betragtning.
Er vi, som Bennike håbefuldt siger, "endelig ved at løse de problemer, som voksede sig uoverskueligt store i optimismens tid"?
Bennike påstår, at uligheden i verden som helhed er faldet siden 1990'erne, men det er i høj grad diskutabelt. Det er muligt at nå til den konklusion, hvis man kun måler på afstanden mellem gennemsnitsindkomsterne i verdens ca. 200 lande, men faktum er, at langt de fleste lande gennem årtier internt har oplevet stigende både indkomst- og formueulighed. Ser man nøgternt på alle relevante parametre, kan man ikke finde belæg for Bennikes udlægning (se https://wir2022.wid.world/). Hvad værre er: Thomas Piketty og andre har vist, der ingen grund er til at tro, at tendensen vil ændre sig fremover uden fx markant mere progressive skattesystemer (herunder i form af selskabsskat, beskatning af kapitalafkast, formueskat osv.). Og det er en ulighed med meget kontante og skadelige konsekvenser for samfundenes sammenhængskraft og de politiske systemers legitimitet (jf. bl.a. Rige børn leger bedst: et portræt af det danske klassesamfund). Bennike nævner faktisk dette flere steder i bogen, men det er som om, hans analyse ikke rigtig kan stille noget op med det, hvorfor han i sidste ende nøjes med et skuldertræk.
Står vi virkelig ved afslutningen af den "nyliberale orden", som Bennike hævder? Vakler troen på kapitalismen?
Han har ret i, at især den dimension af liberalismen, som handler om en afvikling af grænser for individers og varers bevægelighed, til dels er under afvikling. Det betyder dog på ingen måde, at globaliseringen som fri bevægelighed for kapital er i krise - herunder når verdens stadig flere superrige ønsker at gemme deres obskøne formuer fra impotente nationale skattemyndigheder.
Han påstår et sted, at Boris Johnson trak de konservative "mod venstre" hvad angår den økonomiske politik (og at dette er udtryk for kapitalismekritikkens potens), men den påstand holder ikke vand. Bevares, under Bojo oplevede briterne ikke den dramatiske ulighedsstigning, som Margaret Thatcher instigerede i 1980’erne, men uligheden faldt ikke fra dens stabilt høje niveau, og at kalde Johnsons økonomiske politik for venstreorienteret eller bare centristisk ville være en karikatur.
Mange lamenterer over kapitalismen, men er sangen ikke primært afmægtig? Er det ikke fortsat korrekt at sige (som Frederic Jameson), at det i dag er lettere at forestille sig verdens undergang end kapitalismens ditto? Donald Trumps nativistiske protektionisme er da en slags globaliseringskritik, men ingen ved deres fulde fem kan opfatte hans position som den mindste smule kapitalismekritisk. Bennikes forandringer er overfladekrusninger. Den globale, ekstraktivistiske kapitalisme, som er drivende kraft bag alle de problemer, han diskuterer, står fortsat reelt uanfægtet.
Og så er der bæredygtigheden. Bennike snakker om byhaver og hygge-rewilding, Ganni-røjsere og Ørntofts klimadigte. Ligeledes fylder det tilsyneladende Bennike med optimisme, at han kunne antræffe John Kerry i egen høje person ved COP26 i Glasgow, og at verdens regeringer kappes om at erklære, hvad de vil udrette – næste år (eller snarere årti). Disse ting opfatter han som tegn på, at problemerne nu er gået op for os og tages alvorligt. Det er svært at tage alvorligt.
Udledningerne sætter stadig rekorder, atmosfærens indhold af drivhusgasser gør det samme. Og 2024 efterlader ikke mange rekorder uskadte – det være sig i forhold til den globale overfladetemperatur, verdenshavenes energiindhold, den globale havis’ udstrækning, klimasystemets energiubalance osv. Der skal i dag nærmest et lodret fald i udledningerne til at redde drømmen om at holde den globale opvarmning under 1.5° C sammenholdt med førindustrielt niveau. Selv 2° C-målet bliver det yderst vanskeligt at opfylde. Og dermed bevæger vi os med sikkerhed ind i et terræn fyldt med risici i form af uforudsigelige tipping point-mekanismer (smeltende permafrost, regnskovs- og iskappekollaps osv.). Bennikes tiltro til COP-mekanismen og kendispolitikernes deltagelse i samme må forudsætte, at han ikke kender til fx historien om COP15 i København, hvor revl og krat af Vestens topledere deltog i topmødets slutspurt – uden at opnå noget som helst. Den globale klimapolitiske mekanisme har reelt intet udrettet siden dens etablering i 1990.
Ifølge Bennike er svaret på bæredygtighedsproblemerne mere vækst, mere velstand, mere fart på den globale kapitalisme (s. 134). Nu skal der bare også turbofart på produktionen af vind- og solenergi. Det system, der skabte problemerne, kan løse dem, hvis bare det accelereres. Denne hovedrystende naive betragtning savner belæg i solid forskning (se fx https://www.nature.com/articles/s4146... og https://iopscience.iop.org/article/10...).
I slutningen af bogen toner Bennike da også rent flag: Han er faktisk optimist, problemernes omfang bliver overdrevet af de reelt bekymrede, og vi er også på vej til at løse dem (s. 146-147). Men derfor man kan jo godt forsøge at fremstå dyb og tænksom ved at kokettere med lidt faux pessimisme.
Fra ca. murens fald indtil Brexit og Trump i 2016 har en optimistisk tidsånd bedøvet os, og vi er nu vågnet op midt i en klynge af sammenvævede kriser. Den bovlamme optimisme er faktisk årsagen til vores problemer. Det er Bennikes tese, som strukturerer hele bogen. Nyliberalismens grænseløse vækstår er erstattet med en søgen mod nationalstatens mere afgrænsede fællesskaber og aktive indgriben i vores tids komplekse problemer.
Bennike bruger meget samme greb som Rune Lykkeberg, når sidstnævnte udforsker, hvordan Vestens fremskridtstro risikerer at spille fallit og vende sig mod sig selv, og hvordan dens formodede universelle liberalisme ikke er så omfavnende endda. Det er begge hegelianske analyser, der inddrager referencer til tidsåndens populærkultur og politiske tænkere. Dog analyserer Bennike en mere tidsafgrænset periode, og det kan ikke helt måle sig med Lykkeberg. Dertil bliver det hele lidt gentagende, men det er spændende og god læsning; helt ligesom Bennikes journalistik!
Lille essayistisk mesterværk. Rent guf for kultur- og politiknørder. Bogen læser næsten sig selv. Sad flere gange og fysisk nikkede og rystede på, tral på smilebåndet og fniste gennem næseborene af bar underholdning. Kæmpe anbefaling
Velskrevet og veloplagt. Lydbogen er indtalt til perfektion. Pointen er god, men desværre svækkes hovedargumentet af at de mange populærkulturelle referencer forekommer meget håndplukkede. Det samme gælder de ekstremt mange citater, der er lagt ind overalt. Bennike kan sagtens formulere sig, så det er ærgerligt at han låner så mange vendinger i øst og vest i stedet for at skrive derudaf og så have en kildeliste til sidst.
Tror aldrig jeg har læst noget med så mange henkastede referencer til andre værker, personer etc. Til tider næste hver anden linje - nogle gange er det okay at sige tingene selv.
Spændende passager, når Bennike bliver personlig i sin fortælling og spiller på egne erfaringer omkring sin tid som korrespondent. Modsat er mange af analyserne meget, meget deterministiske - nøje kurateret.
Ville virkelig gerne have et kapitel mere … skrevet nu efter Trump igen er blevet valgt ind. Gad vide om bogen stadig ville have samme konklusion ? Interessant læsning.
Hvad er der lige sket fra 90'erne og 00'ernes nærmest hedonistiske optimisme, hvor de liberale frihedsidealer virkede urokkelige, til i dag, hvor politikerne og meningsdannere kappes om at bruge ordet "krise", og hvor der er en stadig stigende vrede i mange befolkningsgrupper, som resulterer i demokratiske opbrud? Ja, det er egentlig det, som Christian Bennike kaster sig ind i med denne bog om tidsånden i dag kontra tidsånden for et par årtier siden. Det er en vanskelig opgave at analysere en tidsånd og dets implikationer, men Bennike gør et rigtig godt forsøg, som er meget spændende at læse.
Han er journalist, og han skriver som en journalist. Det synes jeg både har sine klare fordele ifht mangfoldighed, men også enkelte mangler, da analyserne ikke når i dybden, men beror på lidt overfladiske kulturelle betragtninger til tider. Dermed ikke sagt at han ikke har gjort et grundigt forarbejde. Bogen flyder nærmest over med referencer fra kulturen, politik, musik, mode, filosofien osv., hvilket giver bogen en stærk platform.
Jeg vil anbefale den til alle, som er interesseret i at forstå "tidsånden" bedre.
“Pessimismen er blevet en dominerende fortælling om vores verden. Den har vækket os, og det er godt. Men jeg deler den ikke. Selvom fornemmelsen af krise er forståelig i en verden med eskalerende klimaforandringer, erobringskrig og ulighed, mener jeg, at den evindelige snak om krise er overdreven. I stedet for en fortælling om undergang kunne historien om de senere år lige så godt være en fortælling om samfund, der håndterer chokerende begivenheder relativt godt.”
Bennike er en stærk formidler, og bogens tanker var spændende at følge med i hele vejen igennem. Læseren er med hele vejen, og det bliver nemt at leve sig ind i hans fortællinger og tanker. Stærkt bygget op af både personlige anekdoter, samfundsmæssige betragtninger og iskolde fakta formår Bennike at skabe en fortælling om “pessimismens tidsalder”, som han finder et tydeligt lys i, der brænder stærkere og mere optimistisk, end det gjorde i “optimismens tidsalder.”
3,5 Den var god til at give et politisk og kulturelt overblik over hvorfor man i 90erne sov i timen pga. Blind positiv tro på fremtiden, som nok kom af sig selv og at 2016 var vende punktet for en ny bevidsthed, hvor man vågnede op med Trump og fandt ud af vi har en masse problemer vi ikke har løst og som nu med klima, krig i Europa m.m. ånder os i nakken og gør troen på fremtiden dyster, usikker og angst. Men også at fordi 90erne var en sikker tid, handlede man ikke, det gode ved usikkerhed og krise er at man handler på den og aktivt søger at kontrollere fremtidens udfordringer. Så på den måde bliver pessimisme en positiv kræft. For vi må jo gøre noget!
Udmærket og let læst analyse af de seneste årtiers blinde optimisme, selvom hans tilgang til klima- og biodiversitetskrisen er en kende enfoldig. Om det er et bevidst fravalg eller blindhed over for især kønsaspektet i historien og til dels etnicitet er lidt uklart. I hvert fald er de aspekter påfaldende begrænsede eller fraværende. Han antyder dog i slutningen af bogen, at der er vigtigere ting at forholde sig til end #metoo etc. hvilket giver bogen er et uheldigt skær af mandlig privilegieblindhed, hvor man kun forholder sig til klassekamp og overser resten.
Det er en sjov bog, der dog ikke indeholder så mange nye perspektiver. Efter min smag er der alt for mange og unødvendige småcitater. Det er fint at forfatteren er belæst, men det bidrager ikke til fortællingen, at der drysses så mange navne ud på siderne. Alt i alt dog en bog jeg kan anbefale andre, der har interesse i vores samtid.
På den ene beskriver den nogle super interessante og, tror jeg, vigtige betragtninger. De falder fantastisk ind i tiden den er udgivet, og giver nogle ikke-åbentlyse perspektiver sammen med en skarp kritik af laissez fair-politik. Jeg er enig i meget af hvad bogen postulerer, og Bennike formår at levere gode og underbyggede argumenter for dem.
På den anden side er bogen skrevet som, undskyld mig, journalister tit skriver. Nogle steder i et reportagesprog, som ikke passer til bogformatet og så med gennemgående brug af smart-i-en-fart referencer til tænkere, uden at give en ordentlig kontekst til det.
Den store brug af popkulturreferencer er på visse punkter noget der giver bogen styrke – da det bruges til at beskrive zeitgeisten – men det bliver brugt i overflod. Referencerne til bl.a. reality-tv, popmusik og Marvel fylder utroligt meget i bogen og går i alle retninger, og virker bare til at udvande kvaliteten af de egentlige argumenter.
Jeg tror, en fagperson kunne formidle meget af de samme argumenter på halvt sidetal. Det vil samtidigt gøre det til en mere sammenhængende og givende læseoplevelse med gennemgående brug af de samme referencer og tænkere.
Det ville dog gøre det mindre underholdende læsning.
Fuldstændig forrygende bog. Den mest begavede og mest optimistiske bog, jeg har læst i mange år. Rigtig mange gode vinkler på udviklingen. Både fra forskningen og fra populærkulturen. Virkelig anbefalelsesværdigt.
At bedyre en bogs manglende originalitet er at bruge sin fortid som skyts. Bogen er sikkert rigtig godt, men personligt har jeg læst det hele før, andetsteds, og dertil læst det bedre. Det er dog ikke bogens skyld.
Fantastisk bog, sådan en jeg ville ønske jeg kunne skrive. Med velvalgte referencer til både popkultur, nyheder, filosoffer og økonomer præsenterer bogen en klog, skarp og læseværdig analyse af verdens tilstand på et niveau, man sjældent ser på dansk. Læs den!
Christian skriver særligt engagerende, men om 20 år, når klimakrisen står krystalklar for alle og en milliard flygtninge sulter ihjel udenfor vores grænser, vil han skriver en bog der åbner med sætningen “Fuck, hvor var jeg dog en naiv optimist.”
Vanvittigt velskrevet som fanger tidsånden helt perfekt og forståeligt for enhver. En bog jeg klart kan anbefale til alle som interesser sig for politik
Christian Bennike er optaget af tidsånden. For der er noget i tiden som er i opbrud, kriserne hober sig op og den kollektive bevidsthed forandrer sig. Lyset på diskoteket er gået i udu, festen så småt gået i stå og Bennike har sat sig for at observere hvad det egentligt er der foregår. Hvordan i alverden tidsånden kunne bevæge sig fra hans bekymringsløse og optimistiske opvækst i 90'erne og 00'erne til den alvorsfulde og pessimistiske tid vi nu er vidne til. Det er et ambitiøst projekt på knap 160 sider. Ikke desto mindre mener jeg, at Christian Bennike lykkes rigtig godt med denne opgave. Det gør han af flere forskellige årsager:
1. Bennike har et imponerende overblik over hvad der rører sig i tiden, både politisk og kulturelt, og er et overflødighedshorn af gode eksempler og referencer. Dette gør, at bogen på intet tidspunkt føles som en kedelig læseoplevelse.
2. Bogen er bygget op omkring personlige erindringer, men også brudstykker af tidligere artikler samt interviews med samfundsforskere, historikere og forfattere. Denne blanding fungerer godt i forhold til at forstå forfatterens egen fornemmelse af et skifte i tidsånden mens den underbygges fagligt af eksperter.
3. Der forekommer muligvis enkelte forenklinger undervejs, men grundlæggende formår bogen hverken at forcere eller forenkle sit centrale budskab som i stedet står meget nuanceret.
4. Bennike har en enormt god evne til at spotte de kulturelle skift i tidsånden. Hvad enten det gælder en sang af Thomas Helmig, et vendepunkt i dokumentaren "Miss Americana" om Taylor Swift eller at blive emotionelt påvirket af Kim Larsen formår Bennike at analysere, drage det store ud af det små og få det til at passe perfekt ind i bogens fortælling.
Fremragende analyse af den kollektivt ubevidste tidsånd før og nu. Greb til at forstå de politiske og sociokulturelle forestillinger, der får os til at overse katastroferne omkring os, og den nødvendige bevidsthed der får os til at tænke og handle anderledes og lægge kursen om.