SPONSORERET ANMELDELSE
Jeg havde i første omgang lidt svært ved at blive fanget af historien, men da det så skete, læste jeg bogen i løbet af samme dag. Den er let at læse og har korte kapitler, så man flyver igennem siderne.
Det er en rigtig sød og underholdende historie, som man får fortalt fra Rebeccas perspektiv. Ofte får man begge hovedpersoners synsvinkel i en romance, men jeg blev positivt overrasket over kun at følge Rebecca. Hun går ofte igennem mange følelser på ganske kort tid, når hun er i selskab med Victor. Hun bliver glad, ked af det, i tvivl, usikker, håbefuld. Så det føles som lidt af en rutsjebanetur igennem følelsesregisteret nærmest hver gang, og jeg elsker det.
Næsten alle drømmer om den store og altopslugende kærlighed, men den er bare ikke så let at finde. Skal man nøjes med det, som man har/finder? Eller skal man vente med risiko for at vente forgæves? Det valg står Rebeccas veninde Mia og skal træffe. Det gør Rebecca på sin vis også, bortset fra hun har fundet den store kærlighed, men hun ved ikke, om den er gengældt. Tør hun satse på Victor med risiko for et knust hjerte? Eller skal hun gå med det sikre valg, Hugh?
Det er en bog, der holder én hen. Hovedpersonerne Rebecca og Victor har et langt forspil, før de finder sammen. Det er en slow burn romance med streg under slow. Hvis jeg ikke vidste, at det var en romance (der altid har en lykkelig slutning), ville jeg være meget i tvivl, om de overhovedet fandt sammen.
Jeg glæder mig til næste bog, der handler om Rebeccas veninde Mia.