What do you think?
Rate this book
Une histoire du conflit politique: Elections et inégalités sociales en France, 1789-2022
Qui vote pour qui et pourquoi ? Comment la structure sociale des électorats des différents courants politiques en France a-t-elle évolué de 1789 à 2022 ? En s’appuyant sur un travail inédit de numérisation des données électorales et socio-économiques des 36 000 communes de France couvrant plus de deux siècles, cet ouvrage propose une histoire du vote et des inégalités à partir du laboratoire français.
Au-delà de son intérêt historique, ce livre apporte un regard neuf sur les crises du présent et leur possible dénouement. La tripartition de la vie politique issue des élections de 2022, avec d’une part un bloc central regroupant un électorat socialement beaucoup plus favorisé que la moyenne – et réunissant d’après les sources ici rassemblées le vote le plus bourgeois de toute l’histoire de France –, et de l’autre des classes populaires urbaines et rurales divisées entre les deux autres blocs, ne peut être correctement analysée qu’en prenant le recul historique nécessaire. En particulier, ce n’est qu’en remontant à la fin du 19e siècle et au début du 20e siècle, à une époque où l’on observait des formes similaires de tripartition avant que la bipolarisation ne l’emporte pendant la majeure partie du siècle dernier, que l’on peut comprendre les tensions à l’oeuvre aujourd’hui. La tripartition a toujours été instable alors que c’est la bipartition qui a permis le progrès économique et social. Comparer de façon minutieuse les différentes configurations permet de mieux envisager plusieurs trajectoires d’évolutions possibles pour les décennies à venir.
Une entreprise d’une ambition unique qui ouvre des perspectives nouvelles pour sortir de la crise actuelle. Toutes les données collectées au niveau des quelques 36 000 communes de France sont disponibles en ligne en accès libre sur le site unehistoireduconflitpolitique.fr, qui comprend des centaines de cartes, graphiques et tableaux interactifs auxquels le lecteur pourra se reporter afin d’approfondir ses propres analyses et hypothèses.
Julia Cagé est professeure à Sciences Po Paris et lauréate du Prix du meilleur jeune économiste (2023).
Thomas Piketty est directeur d’études à l’École des hautes études en sciences sociales et professeur à l’École d’économie de Paris.
Ils signent ici leur premier livre en commun.
Au-delà de son intérêt historique, ce livre apporte un regard neuf sur les crises du présent et leur possible dénouement. La tripartition de la vie politique issue des élections de 2022, avec d’une part un bloc central regroupant un électorat socialement beaucoup plus favorisé que la moyenne – et réunissant d’après les sources ici rassemblées le vote le plus bourgeois de toute l’histoire de France –, et de l’autre des classes populaires urbaines et rurales divisées entre les deux autres blocs, ne peut être correctement analysée qu’en prenant le recul historique nécessaire. En particulier, ce n’est qu’en remontant à la fin du 19e siècle et au début du 20e siècle, à une époque où l’on observait des formes similaires de tripartition avant que la bipolarisation ne l’emporte pendant la majeure partie du siècle dernier, que l’on peut comprendre les tensions à l’oeuvre aujourd’hui. La tripartition a toujours été instable alors que c’est la bipartition qui a permis le progrès économique et social. Comparer de façon minutieuse les différentes configurations permet de mieux envisager plusieurs trajectoires d’évolutions possibles pour les décennies à venir.
Une entreprise d’une ambition unique qui ouvre des perspectives nouvelles pour sortir de la crise actuelle. Toutes les données collectées au niveau des quelques 36 000 communes de France sont disponibles en ligne en accès libre sur le site unehistoireduconflitpolitique.fr, qui comprend des centaines de cartes, graphiques et tableaux interactifs auxquels le lecteur pourra se reporter afin d’approfondir ses propres analyses et hypothèses.
Julia Cagé est professeure à Sciences Po Paris et lauréate du Prix du meilleur jeune économiste (2023).
Thomas Piketty est directeur d’études à l’École des hautes études en sciences sociales et professeur à l’École d’économie de Paris.
Ils signent ici leur premier livre en commun.
864 pages, Paperback
Published September 8, 2023
41 people are currently reading
392 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 6 of 6 reviews
September 16, 2025
De politiske strukturer, som vi har været vant til i Vesteuropa, er under opbrud. Fra at have én klar politisk akse, nemlig den fordelingspolitiske, og dertilhørende stærke, sociale klasser, som har bakket bestemte partier op, så står vi i dag med et noget mere mudret billede. Foruden venstrefløjen, så en ny, nationalistisk højrefløj og flere steder en centrumblok, der i eks. Frankrig og Danmark har regeringsmagten. Handler politik i dag bare om identitetspolitik og indvandring? Nej, vil Piketty og Cage sige, men det politiske system og konflikt har ændret sig markant, hvor særligt samfundets mindst privilegerede har tabt indflydelse.
Cagé og Piketty har fået digitaliseret omfangsrigt data om den franske politiske historie, hvilket har fået dem til at kaste sig ud i den "beskedne" opgave, at ville fremvise "Den politiske konflikts historie". I hvert fald i Frankrigs tilfælde, hvilket er en væsentlig bemærkning, da bogen alene kredser om fransk vælgeradfærdshistorie. Det synes jeg har været særdeles spændende, men man skal være mere eller mindre frankofil for ikke at gå i stå i denne fransk-politiske analyse. Grundlæggende betyder deres digitalisering, at de kan undersøge kommuners (og der er 36.000 af disse) sociodemografiske karakteristika, samt vælgeradfærd, fra Revolutionen og frem til i dag, hvilket giver grobund for tidsmæssigt enorm omfattende analyse. Det positive ved dette er, at analysen får et stærkere historisk grundlag og territorialt fokus end de individuelle valgundersøgelser fra 1960'erne, men det negative er dog også, at denne metode kan overbetone sociodemografien og ende i en lettere deterministisk jargon.
Første del af bogen kortlægger de sociale uligheder i Frankrig med et historisk sigte, hvor der konkluderes, at den økonomiske og territoriale ulighed har været markant stigende siden 1980'erne. Den overraskende konklusion i denne del er, at de ikke finder store uligheder mellem etniciteter eller at immigrationspolitik er specielt vigtigt for vælgeradfærden. Her vil jeg dog være en smule kritisk, da hans metodiske tilgang gør, at han ikke kan fastsætte vælgernes dagsorden individuelt, hvor immigration ofte er et væsentligt emne.
Anden del af bogen kortlægger valgdeltagelsen i Frankrig, hvor den væsentligste konklusion er, at der er sket et enormt fald i valgdeltagelse de seneste 30 år, og at dette fald hovedsageligt er forbundet med underklassens manglende valgdeltagelse. Der er altså tegn på store demokratiske problemer, hvor underklassen har fået det ringere (del 1) og også føler sig håbløst ladt i stikken uden et politisk program, der kæmper for dem (del 2)
Del 3 og 4 kigger så på selve vælgeradfærden i både parlaments-, præsident- og EU-valg, samt folkeafstemninger. De finder grundlæggende, at det politiske system var tredelt op til 1910, hvorefter det var todelt mellem en fordelingspolitisk højre- og venstreblok, for igen at blive tredelt fra 1992 og frem. Den grundlæggende logik er, at hvis den primære politiske konflikt går på formueskellet, så stemmer de mindst velstillede på både landet og i byerne sammen på venstrefløjen, hvilket leder til en todeling, mens hvis den primære politiske konflikt går på land/by-skellet, så vil det give rum for en tredje "centrumblok" af de "vellykkede", mens højre- og venstreblokken er underklassen på hhv. landet og i byerne. En sådan centrumblok er Macrons regeringsmidte, som forfatterne konkluderer har de mest borgerlige vælgere i historien (rigeste og højest uddannede). Der er altså forekommet et skarpt skel mellem land og by, hvor underklassen på landet har nydt godt af ejerskabsudbredelsen, mens underklassen i byerne har nydt godt af uddannelsesekspansionen. Problemet er dog, i følge forfatterne, at disse to underklasser ikke finder sammen i én blok overfor overklasse-blokken i centrum, fordi en mangel på en sådan fordelingspolitisk todeling bidrager til mindre vækst og lighed. Netop dette argument er meget klassisk fra Piketty, som bygger på den korrelation der var mellem økonomisk lighed, vækst og et todelt politisk system i perioden fra 1945-1980. Han underbygger dog sjældent denne korrelation med et kausalt argument, hvilket i høj grad er en svækkelse for hans antagelser om, at todelingen per se er mere frugtbar. EU-spørgsmålets stigende saliens (samt miljøbevægelsens fremgang) har yderligere pustet til konflikten mellem globaliseringens "vindere" og "tabere", hvor "taberne" har svært ved at finde sammen, fordi der hersker en stor territorial konflikt mellem land og by.
Helt grundlæggende bliver bogens konklusioner altså til en stærk appel til venstrefløjen om, at "basse" lidt ned på identitets- og værdipolitik, for i stedet for at lave progressive, socioøkonomiske programmer, som også kommer landbefolkningen til gavn. Dette vil, hvis det lykkes i følge forfatterne, kunne skabe en egentlig socialøkologisk blok overfor en nationalliberal blok. Venstrefløjen skal altså ud og vinde landet, hvor den nationalistiske højrefløj har vundet frem med en stærk kritik af storbyeliternes hykleri og foragt for den almindelige franskmand. Det er derfor også en appel, som bygger meget ensidigt på en social-strukturel tilgang til vælgeradfærd, som nogle gange næsten tenderer til at være marxistisk-materialistisk. Jeg er enig langt hen ad vejen, særligt at venstrefløjen bør appellerer markant mere til den almindelige, provinsborger, men jeg vurderer dog også, at den analytiske tilgang bliver en kende deterministisk til tider. Jeg tror også, at der er klare gruppeidentitetsmæssige årsager til, at landbefolkningen generelt stemmer til højre, selvom de måske er dårligt stillede økonomisk.
Udover de nævnte kritikpunkter og tiltrods for deres gode intentioner, så er en ret ærgerlig tendens i bogen, at sproget nogle gange bliver "biased" til fordel for venstrefløjen. De fremhæver oftere højrefløjshistoriske unoder end venstrefløjshistoriske og "framer" også et valgresultat skævt til fordel for venstrefløjen (se side 616). Det er ikke overvældende, men de små tendenser gør dog stadig, at bogen generelt får et ret ladet udtryk.
Selvom "Den politiske konflikts historie" ikke er perfekt, er meget isoleret til Frankrig, samt at jeg ikke er enig i alle konklusioner, så har det været en meget berigende og spændende læsning. Jeg er blevet klogere på fransk-politisk historie og fået beskrevet nogle ret fundamentale forandringer af den politiske struktur, som giver anledning til mange refleksioner om fremtidens politik og demokrati. Og så synes jeg faktisk, at de analyserede tendenser, i et vist omfang, kan generaliseres ud på Vestens tilstand i dag, og der bliver det virkeligt spændende!
Cagé og Piketty har fået digitaliseret omfangsrigt data om den franske politiske historie, hvilket har fået dem til at kaste sig ud i den "beskedne" opgave, at ville fremvise "Den politiske konflikts historie". I hvert fald i Frankrigs tilfælde, hvilket er en væsentlig bemærkning, da bogen alene kredser om fransk vælgeradfærdshistorie. Det synes jeg har været særdeles spændende, men man skal være mere eller mindre frankofil for ikke at gå i stå i denne fransk-politiske analyse. Grundlæggende betyder deres digitalisering, at de kan undersøge kommuners (og der er 36.000 af disse) sociodemografiske karakteristika, samt vælgeradfærd, fra Revolutionen og frem til i dag, hvilket giver grobund for tidsmæssigt enorm omfattende analyse. Det positive ved dette er, at analysen får et stærkere historisk grundlag og territorialt fokus end de individuelle valgundersøgelser fra 1960'erne, men det negative er dog også, at denne metode kan overbetone sociodemografien og ende i en lettere deterministisk jargon.
Første del af bogen kortlægger de sociale uligheder i Frankrig med et historisk sigte, hvor der konkluderes, at den økonomiske og territoriale ulighed har været markant stigende siden 1980'erne. Den overraskende konklusion i denne del er, at de ikke finder store uligheder mellem etniciteter eller at immigrationspolitik er specielt vigtigt for vælgeradfærden. Her vil jeg dog være en smule kritisk, da hans metodiske tilgang gør, at han ikke kan fastsætte vælgernes dagsorden individuelt, hvor immigration ofte er et væsentligt emne.
Anden del af bogen kortlægger valgdeltagelsen i Frankrig, hvor den væsentligste konklusion er, at der er sket et enormt fald i valgdeltagelse de seneste 30 år, og at dette fald hovedsageligt er forbundet med underklassens manglende valgdeltagelse. Der er altså tegn på store demokratiske problemer, hvor underklassen har fået det ringere (del 1) og også føler sig håbløst ladt i stikken uden et politisk program, der kæmper for dem (del 2)
Del 3 og 4 kigger så på selve vælgeradfærden i både parlaments-, præsident- og EU-valg, samt folkeafstemninger. De finder grundlæggende, at det politiske system var tredelt op til 1910, hvorefter det var todelt mellem en fordelingspolitisk højre- og venstreblok, for igen at blive tredelt fra 1992 og frem. Den grundlæggende logik er, at hvis den primære politiske konflikt går på formueskellet, så stemmer de mindst velstillede på både landet og i byerne sammen på venstrefløjen, hvilket leder til en todeling, mens hvis den primære politiske konflikt går på land/by-skellet, så vil det give rum for en tredje "centrumblok" af de "vellykkede", mens højre- og venstreblokken er underklassen på hhv. landet og i byerne. En sådan centrumblok er Macrons regeringsmidte, som forfatterne konkluderer har de mest borgerlige vælgere i historien (rigeste og højest uddannede). Der er altså forekommet et skarpt skel mellem land og by, hvor underklassen på landet har nydt godt af ejerskabsudbredelsen, mens underklassen i byerne har nydt godt af uddannelsesekspansionen. Problemet er dog, i følge forfatterne, at disse to underklasser ikke finder sammen i én blok overfor overklasse-blokken i centrum, fordi en mangel på en sådan fordelingspolitisk todeling bidrager til mindre vækst og lighed. Netop dette argument er meget klassisk fra Piketty, som bygger på den korrelation der var mellem økonomisk lighed, vækst og et todelt politisk system i perioden fra 1945-1980. Han underbygger dog sjældent denne korrelation med et kausalt argument, hvilket i høj grad er en svækkelse for hans antagelser om, at todelingen per se er mere frugtbar. EU-spørgsmålets stigende saliens (samt miljøbevægelsens fremgang) har yderligere pustet til konflikten mellem globaliseringens "vindere" og "tabere", hvor "taberne" har svært ved at finde sammen, fordi der hersker en stor territorial konflikt mellem land og by.
Helt grundlæggende bliver bogens konklusioner altså til en stærk appel til venstrefløjen om, at "basse" lidt ned på identitets- og værdipolitik, for i stedet for at lave progressive, socioøkonomiske programmer, som også kommer landbefolkningen til gavn. Dette vil, hvis det lykkes i følge forfatterne, kunne skabe en egentlig socialøkologisk blok overfor en nationalliberal blok. Venstrefløjen skal altså ud og vinde landet, hvor den nationalistiske højrefløj har vundet frem med en stærk kritik af storbyeliternes hykleri og foragt for den almindelige franskmand. Det er derfor også en appel, som bygger meget ensidigt på en social-strukturel tilgang til vælgeradfærd, som nogle gange næsten tenderer til at være marxistisk-materialistisk. Jeg er enig langt hen ad vejen, særligt at venstrefløjen bør appellerer markant mere til den almindelige, provinsborger, men jeg vurderer dog også, at den analytiske tilgang bliver en kende deterministisk til tider. Jeg tror også, at der er klare gruppeidentitetsmæssige årsager til, at landbefolkningen generelt stemmer til højre, selvom de måske er dårligt stillede økonomisk.
Udover de nævnte kritikpunkter og tiltrods for deres gode intentioner, så er en ret ærgerlig tendens i bogen, at sproget nogle gange bliver "biased" til fordel for venstrefløjen. De fremhæver oftere højrefløjshistoriske unoder end venstrefløjshistoriske og "framer" også et valgresultat skævt til fordel for venstrefløjen (se side 616). Det er ikke overvældende, men de små tendenser gør dog stadig, at bogen generelt får et ret ladet udtryk.
Selvom "Den politiske konflikts historie" ikke er perfekt, er meget isoleret til Frankrig, samt at jeg ikke er enig i alle konklusioner, så har det været en meget berigende og spændende læsning. Jeg er blevet klogere på fransk-politisk historie og fået beskrevet nogle ret fundamentale forandringer af den politiske struktur, som giver anledning til mange refleksioner om fremtidens politik og demokrati. Og så synes jeg faktisk, at de analyserede tendenser, i et vist omfang, kan generaliseres ud på Vestens tilstand i dag, og der bliver det virkeligt spændende!
February 17, 2024
Passionnant. Malgré le fait que le livre approche les 900 pages, il se lit très bien et confronte à merveille les éléments historiques/politiques/sociologiques et les données de dizaines de scrutins (données qui sont par ailleurs d'une richesse assez folle).
March 20, 2025
Hvis du ikke har en stor interesse for fransk valghistorie, skal du nok styre uden om bogen her. Det blev i hvert fald min egen konklusion, efter at være kommet igennem et par hundrede sider.
Ulig "Kapitalen i det 21. århundrede" og "Kapital og ideologi" er "Den politiske konflikts historie" en mere snæver fortælling om valgdeltagelse og -udfald i franske valg de sidste par hundrede år. Og det gør den desværre noget mindre interessant for en bredere læserskare. Hvor Pikettys tidligere værker også havde et fransk udgangspunkt, gjorde de mere for at relatere sig til bredere internationale dagsordener. De koblinger skal man i højere grad selv lave ud fra bogen her.
"Den politiske konflikts historie" handler om vælgerbevægelser, og bogens overordnede tese er, at Frankrig har bevæget sig fra en todelt "venstre mod højre"-konstellation til et tredelt politisk system med en etableret midterposition (en bevægelse vi kender iDanmark med den aktuelle SVM-regering). Denne udvikling, mener forfatterne så, er noget skidt, da de store demokratiske fremskridt i 1900-tallet opstod i et todelt politisk system, hvorfor en todelt konstellation nødvendigvis må være bedre for samfundets overordnede udvikling end en tredeling. I et todelt system har de venstreorienterede partier nemmere ved at mobilisere vælgerskaren til progressive reformer, hvilket er svært i et tredelt system.
Som læser kan man dog i sit stille sind tænke, om kunne være tale om omvendt kausalitet. Kunne det ikke tænkes, at det var fløjenes innovative indsatser, der skabte et todelt system, snarere end systemer, der dikterede partiernes manglende evne til mobilisering?
Forfatterne mener desuden, at det aktuelle tredelte politiske system har skabt stor politikerlede og utilfredshed blandt de mindre velstillet, der føler sig glemt af systemet og derfor i dalende grad stemmer til valg. Denne tese gentages rigtig mange gange i bogen, men jeg faldt aldrig over nogen egentlig bevisførelse for argumentet. Det demonstreres klart, at valgdeltagelsen er faldende blandt de mindre velstillede, men man står ikke tilbage med nogen overbevisende forklaring.
En af bogens mere interessante pointer er, at hvis venstrefløjen skal tage terræn i det politiske landskab, skal de kunne appellere til de mindre velstillede borgere uden for storbyerne ved at finde identificere og arbejde på de politiske spørgsmål, der forener de fattige i byer, forstæder og på landet. Det tror jeg bestemt, forfatterne har ret i.
Rent visuelt er bogen et løft fra sine (i øvrigt flotte) danske forgængere af den simple grund, at de mange (!) grafer nu er i farver, hvilket hjælper betydeligt på læsevenligheden. Så fint arbejde til forlaget der.
Ulig "Kapitalen i det 21. århundrede" og "Kapital og ideologi" er "Den politiske konflikts historie" en mere snæver fortælling om valgdeltagelse og -udfald i franske valg de sidste par hundrede år. Og det gør den desværre noget mindre interessant for en bredere læserskare. Hvor Pikettys tidligere værker også havde et fransk udgangspunkt, gjorde de mere for at relatere sig til bredere internationale dagsordener. De koblinger skal man i højere grad selv lave ud fra bogen her.
"Den politiske konflikts historie" handler om vælgerbevægelser, og bogens overordnede tese er, at Frankrig har bevæget sig fra en todelt "venstre mod højre"-konstellation til et tredelt politisk system med en etableret midterposition (en bevægelse vi kender iDanmark med den aktuelle SVM-regering). Denne udvikling, mener forfatterne så, er noget skidt, da de store demokratiske fremskridt i 1900-tallet opstod i et todelt politisk system, hvorfor en todelt konstellation nødvendigvis må være bedre for samfundets overordnede udvikling end en tredeling. I et todelt system har de venstreorienterede partier nemmere ved at mobilisere vælgerskaren til progressive reformer, hvilket er svært i et tredelt system.
Som læser kan man dog i sit stille sind tænke, om kunne være tale om omvendt kausalitet. Kunne det ikke tænkes, at det var fløjenes innovative indsatser, der skabte et todelt system, snarere end systemer, der dikterede partiernes manglende evne til mobilisering?
Forfatterne mener desuden, at det aktuelle tredelte politiske system har skabt stor politikerlede og utilfredshed blandt de mindre velstillet, der føler sig glemt af systemet og derfor i dalende grad stemmer til valg. Denne tese gentages rigtig mange gange i bogen, men jeg faldt aldrig over nogen egentlig bevisførelse for argumentet. Det demonstreres klart, at valgdeltagelsen er faldende blandt de mindre velstillede, men man står ikke tilbage med nogen overbevisende forklaring.
En af bogens mere interessante pointer er, at hvis venstrefløjen skal tage terræn i det politiske landskab, skal de kunne appellere til de mindre velstillede borgere uden for storbyerne ved at finde identificere og arbejde på de politiske spørgsmål, der forener de fattige i byer, forstæder og på landet. Det tror jeg bestemt, forfatterne har ret i.
Rent visuelt er bogen et løft fra sine (i øvrigt flotte) danske forgængere af den simple grund, at de mange (!) grafer nu er i farver, hvilket hjælper betydeligt på læsevenligheden. Så fint arbejde til forlaget der.
August 4, 2024
Terriblement intéressant
November 28, 2024
Comme le livre la capitalisme de 21eme siècle, Piketty nous donne un livre trop gros. L’analyse est focalisée aux choses françaises, mais il existe quand-même des généralisés.
D’abord, les auteurs croient que la politique ne serait jamais être unipolaire, parce que la classe sociale est elle-même toujours multidimensionnelle. La confrontation électorale aussi porte des questions diverses.
D’après eux, la bipolarité classique a une tendance bénévole, c’est plus facile pour le gouvernement de fixer les débats entre les pauvres et les riches. Mais pour la tripolarité, elle est s’accompagne souvent d’une division des classes populaires rurales et urbaines, qui est très difficile de les embrayer. Il existe ni vraie gauche ni fausse droite, mais plutôt une pluralité mouvante de courants politiques.
Bref, la bipolarité permet à la démocratie de fonctionner plus efficacement. Plus bref, la division de classes sociales est la racine de vote politique
D’abord, les auteurs croient que la politique ne serait jamais être unipolaire, parce que la classe sociale est elle-même toujours multidimensionnelle. La confrontation électorale aussi porte des questions diverses.
D’après eux, la bipolarité classique a une tendance bénévole, c’est plus facile pour le gouvernement de fixer les débats entre les pauvres et les riches. Mais pour la tripolarité, elle est s’accompagne souvent d’une division des classes populaires rurales et urbaines, qui est très difficile de les embrayer. Il existe ni vraie gauche ni fausse droite, mais plutôt une pluralité mouvante de courants politiques.
Bref, la bipolarité permet à la démocratie de fonctionner plus efficacement. Plus bref, la division de classes sociales est la racine de vote politique
January 20, 2025
Un ouvrage magistral. Une belle complicité entre l’économie et la politique en utilisant la géographie pour permettre des corrélations entre les variables des différentes disciplines. Très inspirant !
Displaying 1 - 6 of 6 reviews