Skakbrættet er en selvbiografisk roman af Jean-Philippe Toussaint skrevet under lockdown i coronatiden. Da lockdown indtræffer beslutter Toussaint sig for at gå i gang med tre forskellige projekter: oversætte Stefans Zweigs Skaknovelle til fransk, skrive om det at oversætte og at føre en form for logbog over refleksioner under lockdown. Det er dette sidste projekt med logbogen, som bliver til romanen Skakbrættet.
Toussaints roman er opdelt i 64 kapitler - hvilket svarer til skakbrættets antal felter. Det, som bliver klart for Toussaint undervejs i skriveprojektet med logbogen er, at skak og det at blive forfatter for ham er forbundet. På en banal måde ved at han fandt interessen for skak på samme tidspunkt, som han blev optaget af at ville skrive - da han var ca. 20 år gammel. Men også på mere eksistentiel vis ved, at det at skrive og det at spille skak er måder at være på, hvor man vender sig meget indad og væk fra verden i en fordybelse - for så at komme ud med noget til verden igen (i hvert fald når det gælder en roman). Som Toussaint skriver logbog, kommer der flere og flere sammentræf mellem skak og skrivning. Om det at blive god til at lave åbninger, blive god til at lave mellemspil og god til slutspil. Men også det, at man ikke bare kan være god til den ene facet i skakspillet. Det nytter ikke noget at kunne være en god slutspiller, hvis man ikke har blik for åbningerne tidligere i spillet fx. På samme måde med at skrive.
Der viser sig også at være mange sammentræf mellem skak og Toussaints liv - helt ned til at gulvet på den skole, han har gået på, er opdelt i tern.
Desuden er Toussaint fascineret af forskellige stormestre gennem tiderne. Både at have læst om dem, have gennemspillet deres vigtige skakpartier, og at opleve nogle af dem ved at være til stede under skakpartier om verdensmesterskabet - og en enkelt gang komme til at spille simultanskak mod en stormester og være afsindig tæt på remis. Den måde at være fascineret af stormestre og at gennemspille deres vigtige skakpartier minder om det at være fascineret af forfattere og deres skrivestile. Ikke mindst er Toussaint fascineret af George Perecs Livet En Brugsanvisning, der formmæssigt imiterer skakproblemet med at få springeren til at hoppe rundt på brættet på en måde, så alle felter bliver besøgt en enkelt gang.
For Toussaint har skak også handlet om relationen til sin far. Faren spillede nemlig skak med ham i teenageårene, men pludselig ville faren ikke spille med ham længere - og Toussaint ser for sig en scene på en terrasse, uden at han helt kan huske detaljerne. En scene, hvor faren var ved at tabe til sin søn, og herefter aldrig mere ville spille mod ham. En form for faderopgør i skak som aldrig blev eksplicit men som alligevel næsten udspandt sig i det, som ikke blev. Og hvor faren i den tid samtidig påskønnede at sønnen begyndte at skrive - ja faktisk med lidt misundelse og stolthed kunne se, at sønnen ville blive en romanforfatter, det som faren havde drømt om, men aldrig selv kunne blive.
Jeg er stor fan af Toussaints øvrige romaner, og derfor giver Skakbrættet mig også en del ift. forfatterens liv og ikke mindst hans refleksioner over eget forfatterskab og skrivepraksis. Men for dem, der ikke kender til Toussaints øvrige forfatterskab vil det være en lidt intetsigende bog, vil jeg tro. Om den egentlig er en roman kan man også diskutere. Den er et formeksperiment, og den er knyttet op på erindringer, og på skaktematikker som forskyder sig i mange retninger.