שני הרומנים הקצרים ברומשטיין ומאשין הם בעיני רבים התגליות הגדולות ביותר בספרות הדנית של העשור האחרון. בברומשטיין, אדולפסן מבצע הקבלה בין הסיפור של אירופה במאה ה-20 לסיפורה של אבן מיוחדת - מבריאת העולם ועד התקופה העכשווית. במאשין, שלד קדמוני של סוסה הנמצא בכביש נידח באוסטין, טקסס, גורם לתפנית בחייהן של שתי דמויות החולפות במקרה בסמוך במכוניתן.
במרכז כתיבתו הנקייה של פטר אדולפסן ניצב הדיון הנצחי בין הדטרמיניזם לגורליות, והוא דן בכך בצורה מקורית ביותר. כתיבתו משלבת פנטזיה, קפדנות, נימה מטאפיזית, נגיעה בספרות הארכאית ועוד. אדולפסן הופך את הקורא לבלש ספרותי העוקב אחר עלילה מפתיעה, שמזכירה באופן מידי את כתיבתו של בורחס.
אדולפסן זכה בפרסים רבים על ספריו שמתורגמים כעת לשפות רבות, ומבקרים וקוראים רואים בו את אחת התקוות הגדולות של הספרות האירופית.
Peter Adolphsen (født 1. september 1972 i Aarhus) er en dansk forfatter. Han er uddannet fra Forfatterskolen (1993-95), hvor han også var ansat som lærer 2008-2010. Debuterede i 1996 med Små Historier. Siden er udkommet Små historier 2 (2000), kortromanerne Brummstein (2003) og Machine (2006), form-eksperimenterne En million historier (2007) og Katalognien. En versroman (2009, skrevet sammen med Ejler Nyhavn). I 2013 udkom den post-apokalyptiske kortroman År 9 efter Loopet.
Adolphsen forsøger i sin prosa at videregive et koncist og mættet indtryk uden for mange uvedkommende omstændigheder. Inspirationen fra Per Højholt, Peter Seeberg, Franz Kafka og Jorge Luís Borges er tydelig. Adolphsen forener en eklatant, tilspidset, men omflakkende, urolig handling, hvor det er en pointe, at det skete bevæger sig i (for mennesket) uforudsigelige og besynderlige retninger.
Adolphsens Små historier er også små i lyotardsk forstand, og kan derfor anskues ud fra et postmoderne perspektiv, idet de ikke foregiver at formidle en fuldstændig, aflukket verdensanskuelse, men punkterer ethvert tilløb til en sådan gennem et bredt spektrum af genrer og synsvinkler. Verden er ikke til at forstå, forstås. Formen er på den måde vigtig for forståelsen af teksterne.
Narrativerne er minimale skiftinge, som ironiserende væver sig ind og ud af populærkulturen, de vil netop adskille sig fra hinanden, vise tilhørsforhold til de forskellige genrer, som kommer til udtryk i tidens massemedier. Disse står i forfatterskabet i et symbiotisk forhold til hinanden: Soap, dokumentar, satire, tragedie, æstetiseret pop.
I sine to romaner Brummstein (2003) og Machine (2006) fremstår Adolphsens budskab mindre svævende (end i Små historier 1 og 2). Begge romaner tager udgangspunkt i hvordan noget der skete for millioner af år siden får indflydelse på forskellige menneskers liv i nutiden (eller i den nære fortid). Den ateistiske Adolphsens pointe er vist nok at det vi mennesker ikke kan forklare (som fx pludselige dødsfald) ikke skyldes guddommelig indgriben, men derimod en årsagssammenhæng der går ud over vores forstand. – Og som altså kan ledes helt tilbage til alpernes tidlige orogenese (Brummstein) eller sågar Big Bang (Machine)! I 'Machine' henviser fortælleren til Aristoteles' opfattelse af tilfældighedsbegrebet netop som en begivenhed, man ikke kan placere i en årsagssammenhæng.
I sine to romaner benytter Adolphsen sig ligesom i de små historier af mange forskellige tekstlige virkemidler. Fælles for romanerne er desuden fortællerrollen, en fortæller som Adolphsen selv kalder "Hyper-olympikeren". Den super-alvidende fortæller som ved stort set alt om verdens gang og de medvirkende personers tanker.
Både 'Brummstein' og 'Machine' skildrer forholdet mellem østens kommunisme og vestens kapitalisme. 'Brummstein' handler om Tysklands historie i det 20. århundrede som oplevet fra mange forskellige personernes synspunkt, mens det nærmeste man kommer en hovedperson i 'Machine', Djamolidine Hasanov/Jimmy Nash, filosoferer over kulturforskellene mellem sit barndomsland, det sovjetiske Aserbajdsjan, og sit nye land, USA, som han i frustration flygter til i løbet af romanen.
Sammenlagt er disse to korte romaner oversat til ti sprog, bl.a. engelsk, tysk, nederlandsk, spansk og fransk.
En million historier (2007) indeholder præcis en million forskellige historier, er inspireret af den franske digter Raymond Queneaus digtsamling Cent mille milliards de poèmes (1961). Bogen er på ti sider, hver skåret i seks vandrette strimler. Der er derfor ti forskellige begyndelser, der hver har ti mulige fortsættelser osv. Strimlerne er nummereret 0 til 9. Et tal mellem 0 og 999.999 angiver en konkret tekst.
Sammen med Ejler Nyhavn har han i 2009 udgivet 'Katalognien. En versroman' (Samleren), hvor blandt andet idéer fra gruppen Oulipo er benyttet. Bogen er en mosaik-roman af i alt 33 forskellige faste, lyriske former (fx alexandrinere eller hexametre), i alfabetisk rækkef
The Hebrew edition contains two of Adolpsen's novellas - Brummstein and Machine.
The two novels have somewhat of a similar structure and both are written in the same style and employ the same literary "tricks".
I think literature embodies a paradox. A work of literature (up until now) is the creation of a Creator, namely an Author. This makes it, what might be termed "artificial". Sometimes we can feel or discern this artificiality – the rigidness of a well thought structure. Sometimes this is good and sometimes not so good. Some impressive books, although designed with thought given to every minute detail, to each word and sentence; although confined to a strict pattern, feel so seamless, so "natural".
Adolphsen, like so much "postmodern" authors out there seem to strive for the opposite, he seems to do his utmost to make his text feel "random" and "arbitrary". But this so much "arbitrariness" only makes the work feel too artificial and unbelievable (at least to my taste) and not "real" life-like.
Each work held my curiosity up to a point, but after that point (usually another "random" twist in the "plot") I simply started waiting for the story to end. Now I'm sure I could search for some underlying structure and meaning (As a teacher of mine once told me – search hard enough and you will always find a connection between everything to anything – this is only a small wisdom), but the truth is I simply lost interest.
As for two of Adolphsen's "tricks":
a. the intertwining of the cosmic and scientific with the personal plot – nothing new here. It had been tried in so many novels, movies and TV series before – here it is sometimes nice, another time tiring and pointless.
b. the intertwining of different character's fortunes by following the journey of an innate object. This too has been done before (I remember reading as a child somethings very similar). Here it failed to make an impression on me. These works are "cute" and that is all. It is all very readable, I didn't suffer much. Of the two the best is "Machine".
After reading reviews I did come to have expectations for this one – but the larger the expectation the bigger the disappointment. And disappointment in its turn lead to this – 2 and a half stars awarded.
El autor es un valiente con mucho talento. Así, quedan dos novelas muy originales que nos hacen reflexionar sobre la complejidad de nuestro día a día. En la primera, hilvana historias que reflejan la evolución del S.XX mediante los cambios de propietario de una piedra singular. La segunda es una obra maestra.
El lenguaje es bastante técnico, y tiene algún experimento narrativo que puede descolocar a lectores despistados; no son lecturas de pasar páginas con avidez, sino de disfrutar de los párrafos con tranquilidad.