Klaus Rifbjerg was a Danish writer. He has written more than 120 novels, books and essays. His breakthrough was in 1958 with the novel Den kroniske Uskyld. Since then he has published more than 100 novels as well as poetry and short story collections, plays, TV and radio plays, film scripts, children's books, and diaries. Rifbjerg was also known as a journalist and critic.
Om en (ulidelig) mand, der vil have (og synes, han fortjener) det hele, og ikke kan forstå at det ikke kan lade sig gøre uden konsekvenser. Helmer Franck er matematikprofessor og lever efter sin egen mening fornuftigt, naturligvis med en passende mængde foragt for andre menneskers ufornuftige levemåder. Kvinderne i hans liv fungerer gerne som trofæer, som noget han kan have på armen for at højne sin anseelse hos mændene omkring sig, og han beundrer sine kvinder når de er beherskede, tempererede, eftergivende, omgængelige; fornuftige. Med en forventning om, at de naturligvis vil opføre sig sådan og ikke gøre et stort nummer ud af hans udskejelser, tramper han hen over begge sine kvinder i et forsøg på at holde sit eget behov for sanselig stimulering dækket. Han er uforstående og affejende, når de begynder at gå op i sømmene, blive følelsesladede og faktisk kræve noget af ham. I hans hoved fungerer verden på en måde, som bør tilgodese hans selviske behov for både hjemlig hygge og spændende møder med fremmede, uden at han skal behøve at forholde sig til de andre mennesker involveret og deres følelser. Når noget falder udenfor hans selvcentrerede verdensorden - når kvinderne for eksempel ikke er i stand til at udfylde netop den rolle, han tildeler dem - bryder han sammen i væmmelse og benægtelse. Den ømhed og skrøbelig, man igennem sporadiske barndomserindringer får glimt af, at han engang har været i besiddelse af, er gemt langt væk på bunden af et meget stringent og arrogant voksent menneske. Vidunderligt skrevet bog, som er en fornøjelse at læse, selv om den består af dagbogsoptegnelser fra en ret usympatisk og ignorant mand med en skræmmende ensporet tankegang.
One of the worst books I've ever read - I hated the main character, the plot and everything else. There was nothing to relate to, nothing interesting in the plot whatsoever, not even the language was special in any way. I can't believe I read my way through all of it, I should've stopped after the first chapters. Actually, I dumped the book in the garbage after I finished it.
Her gav jeg op og besluttede mig for at dnf’e. Jeg bryder mig ikke om skrivestilen, og jeg er tydeligvis ikke en person, der kan sætte mig ind i denne hovedkarakters horrible tanker. Det er på kanten til ulækkert, han er den forfærdelige udgave af en yapper (hvorfor skal jeg læse så meget om et stykke kogt hellefisk???), og jeg kan seriøst ikke sætte mig ind i tankegangen om at være nogen utro.
Det, som tiltalte, rørte og morede mig mest ved Operaelskeren, er det billede af den tid, handlingen udspiller sig i. Hovedpersonens ryge- og drikkevaner. Det er udmærket læsning, men en lidt fattig og nøgtern skildring af hans forhold til elskerinden - jeg savner at mærke hans begær og deres lyst til hinanden. Den er ikke forudsigelig, men heller ikke overraskende. Jeg tror, den skildrer en relation, som ikke bare er tidstypisk, men som jeg kan genkende i mange nutidige relationsproblematikker.