Som ung er Uffe passioneret biker, men da hans far dør, opsøger han sin mor, der forlod familien, mens han var lille. Hun bor ved Holbæk. Uffe flytter ind i hendes gæsteværelse og bor der endnu 30 år senere, den dag de rydder Ungdomshuset, hvor hans elskede guddatter Petring hænger ud.
Dy Plambecks Gudfar er en roman i tre tidsbilleder, 1974, 1954 og 2007, i tre tindrende miljøskildringer (motorcykeltræffet 4ever2wheel, cykelrytterstamværtshuset Pinden på Nørrebro og verden omkring en driftig, omsorgsfuld og lidt fuskende håndværker i provinsen), og endelig i to portrætter: af Uffe og af hans mor Tenna, overleveren, der giftede sig med nazibageren, forelskede sig i den troløse cykelrytter Erik-Frank og forlod sin lille søn for at blive servitrice på Færgekroen i Holbæk.
Dy Plambeck er født i 1980 i Nordvestsjælland og uddannet fra Forfatterskolen i 2004.
Dy Plambeck debuterede som forfatter med digtsamlingen ”Buresø-fortællinger” i 2005. Debuten er en episk digtkreds bestående af erindringsglimt fra den unge Milys barndom i Buresø.
I løbet af forfatterskabet har Dy Plambeck vundet en række priser og anerkendelser, bl.a. Klaus Rifbjergs debutantpris 2006. Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium 2006, Jytte Boberg-prisen 2011 og Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat 2012.
Det var nok en fejl at læse forfatterskole-alumni Dy Plambeck lige efter 5 x Jussi Adler-Olsen. De skriver pænt forskelligt. Da jeg var kommet mig over den vidt forskellige måde at skrive dialog på. gik det lidt nemmere.
Jussi skriver dialog som man lærte det i folkeskolen. Ny linje for hver person der snakker, et sæt gåseøjne for at vise, at det er dialog. Plambeck bruger ingen typografiske spidsfindigheder for at vise hvornår hun skriver dialog. Det ser for eksempel sådan her ud:
Jussi
"Ploug har ringet, " sagde han. "Du ved vel, hvad det handler om, ikke?" "Jo." "Okay, hvad handler det så om, kan du fortælle mig det, Carl?"
Plambeck
Poul havde kogt tunge og lavet mørbrad. Tag for dig af retterne, Uffe, sagde han, spis, Uffe, sagde han og øste mere op på hans tallerken.
Der er ikke meget dialog i Gudfar, så jeg overlever. Det gik mig bare på hvor svært det var for mig at komme ind i teksten. Jussi skriver enormt ligetil, han har mundret dialog og er meget ligetil. Plambeck er en rigtig forfatters-forfatter. Fravalget af typografiske tegn, ikke engang en lille tankestreg kan det blive til, irriterer mig grænseløst. Måske er det fordi, jeg er grafisk designer og lever af at gøre tekster tilgængelige og forståelige og visualisere dem så de kommunikerer bedst muligt. Men Plambecks tekst er et stykke kunst ikke et stykke kommunikation, så da jeg, halvvejs igennem bogen, havde lært at leve med det, begyndte jeg at kunne lide bogen.
Alle anmelderne er tydeligvis benovede og kan se både hjertevarme og humor i bogen. Måske er det fordi jeg kom fra Jussis bøger, hvor jeg får serveret hvad jeg skal tænke om og føle for de forskellige personer, men jeg havde svært ved at føle for Uffe & co. Jeg kan sagtens se humoren, sagtens se de gode beskrivelser (og dem mestrer Plambeck, lige på kornet), men jeg var ikke helt solgt.
Men jeg tror, at det er på grund af Jussi. At læse Plambeck efter Jussi, er lidt ligesom at spise en kvalitetsbøf efter man har kværnet en billig regnbueis. De er begge gode på hver sin måde, men måske ikke i den rækkefølge ...
Dy Plambecks Gudfar er en roman, der vil en masse, men ikke formår det. Fortalt i tre på hinanden følgende spor, men kredsende om den samme familie. Klicheerne står i kø, med nazister og unge på barrikaderne ved Ungdomhuset rørt i samme gryde, og de såkaldte ligheder i forskellige tider er bøjet i neon og har pile, der peger, så læseren helt sikkert kan følge med. Den anden stjerne får Dy for sproget, der ikke kan sættes en finger på.
På en gang sørgelig, munter, håbefuld, nedslående, tankevækkende og helt igennem læseværdig. Spogligt fængende og fangende, indholdsmæssigt interessant og undersøgende med en intenshed der maner til hurtiglæsning.
På forhånd havde jeg meget høje forventninger til bogen, da den havde fået meget ros af anmeldere og anden positiv omtale.
Jeg blev meget overrasket, da jeg gik i gang med bogen. Den første del af bogen var slet ikke, som jeg havde forventet. Jeg vil ikke skrive noget om handlingen, da jeg ikke vil afsløre den.
Bogen består af tre dele, hvor tre forskellige personer er fokus for handlingen. Som sagt blev jeg noget overrasket over bogens start og handling, og jeg havde svært ved at blive ved med at læse i bogen. Men da jeg så kom i gang med anden del af bogen blev jeg fanget af bogen og fortællingen. Og i tredje del af bogen blev det hele bundet smukt sammen.
Jeg er glad for, at jeg blev ved med at læse for alt det lidt mærkelige i første del af bogen gav pludselig mening til sidst i bogen. Dy skriver fint og smukt, sproget glider let, og rent sproligt er bogen en fornøjelse at læse.