Jeg er ligesom i andre vældig begejstret for denne anden bog om Wraa fra parrets hånd.
Jeg synes igen sproget er herligt flydende, det er en pageturner, de 500 sider er væk i et snuptag. Selve det essentielle plot falder dog en anelse i baggrunden, dels på grund af en lidt svag opklaringsbeskrivelse, og i særdeleshed da alt det omkringliggende er fantastisk læsning.
Der er rigtig mange personer i denne krimi, og ALLE er virkelig godt beskrevet, alle de menneskelige aspekter er fremme her, ligefra kærlighed og sødme til det kyniske magtsyge individ… Og vi er under huden på dem alle :)
Selve Kathrines arbejdsprofil har generet mig en anelse i denne anden omgang, jeg synes der er for mange og snørklede beskrivelser af psykologiske termer og undersøgelser… Der skal naturligvis være nok til at forklare hendes arbejde, meeen denne gang var der, efter min mening, alt for meget tørt og unødvendigt stof. Samtidig er der også her en anelse utopi i forholdet mellem virkeligheden og fiktionen, jeg håber næste bog bliver mere virkelighedsnær på dette punkt.
Men som sagt har jeg været rigtig godt underholdt, deres samfundsrealisme er i top og underholdningsværdien har bestemt været på højde med Skrig under vand.