"Skriv om din far!" udbrød redaktøren. "Det bliver en bog!"
"Min far?" svarede jeg. "Han var der ikke. Man kan ikke skrive om en mand der ikke var der."
Men han gør det alligevel, Morten Sabroe. Borer sig som en detektiv ned i historien om faren, der lukkede sig inde i et navn: Den Gyldenblonde. Han prøver at forstå den berømte mand, der kun var 16 år, da han mistede sin endnu mere berømte far, folketingsmanden og børnevennen Peter Sabroe, ved en togulykke i Bramminge. Var det såret, der fik ham til at lukke sig inde og blive fjern?
Hvad betyder det at vokse op med en far, man ikke kan nå? Går sviget i arv, eller kan man bryde mønstret? I en bevægende og gysende intens fortælling skriver Morten Sabroe om en far, der ikke kunne give kærlighed, men søgte den i det anonyme publikums klappende hænder.
Han retter også blikket hensynsløst indad: "Hvilken far var du selv?"
'Fadervor' begynder, hvor Morten Sabroe gav slip i sin store bestseller 'Du som er i himlen'. Dengang beskrev han sit komplicerede forhold til en mor, som han elskede, hadede - og endte med at tilgive. Nu ta'r han i samme kompromisløse stil fat på forholdet til sin fraværende, berømte far.
Den her bog var så drænende, at jeg har holdt flere lange pauser fra den. Jeg er vild med Sabro, men det er ulideligt at læse en hel bog, hvor forfatteren hele tiden snakker om hvordan han ikke vil skrive bogen, og om at skrive bogen. Samtidig citerer han andre enormt meget, der mangler rigtig mange kommaer og to gange, ikke en men TO har han skrevet AllAn Ginsberg i stedet for Allen. Kunne det tænkes, at det faktisk findes en Allan G må jeg give mig og indrømme, at jeg ikke kan finde ham. Vil dog ikke afskrække folk fra Sabroe, for han har skrevet fantastiske bøger. Jeg kæmpede mig bare igennem denne og overvejede flere gange at give op, men jeg var stadig og ventede på en fantastisk slutning, som forresten ikke kom.
En desperat bog. Skrevet på ulmende had og selvbebrejdelser. Den første lange passage går med at postulere, at han ikke vil skrive netop denne bog, hvilket er et paradoks, der bider sig selv i halen. Og så går det ellers i magisk realisme over stok og sten, hvor den Gyldenblonde hele tiden slår sig hårdt i panden, så det giver ekko helt ned i stakkels forfatters negle.
Han får malet et billede og gennem situationer vist hvorledes et plaget selvværd ikke klæder et oppustet ego - men topkarakter for den journalistiske show it, dont tell it.
Et sted i bogen håber forfatteren, at han kan skyde bogen af på tre uger, og nogle steder virker det også som om et Vesuv endnu engang gik i et eksplosivt udbrud og endnu engang begravede Pompeji i brændnede galde.
Anden halvdel, hvor faren er lagt i graven, og vi ser, hvad det har gjort ved Morten står langt stærkere, og er skrevet i et smukt no-nonsense sprog, der suger øjnene videre i teksten. Vi var lige ved at ende på fire stjerner, men et par mærkelige omveje omkring tidligere tiders kærester som ikke rigtig passer ind i konceptet trækker ned på tre flotte af slagsen. Den dag Sabroe kaster alt overbord og selv glemmer, hvad han tidligere har skrevet for at skrive den ene fuldkomne roman (som nok egentlig bare er en a-z gennem hans hoved), bliver en stor dag og en bog jeg i den grad ser frem til.