What do you think?
Rate this book
The Field
Poetry. Translated from the Danish by Christopher Sand-Iversen. What, or who, is THE FIELD? Martin Glaz Serup calls it "everybody's autobiography" and Joanna Drucker calls it a "cosmology of banalities." Cia Rinne says it "could be any average person living in a western society," while Dmitry Golynko says "maybe the field equals the inner mapping of human psychic activity." THE FIELD is place and character, poem and contemporary novel. The book's text was originally installed in art galleries in Copenhagen and Los Angeles. First released in 2010 in book form, the original Danish title--Marken--quickly sold out of its first printing, and Finnish and Swedish translations are forthcoming. Is THE FIELD on its way to becoming an international phenomenon? THE FIELD is, after all, the perfect space and persona for readers' self projections, old and new. This is the English-translation of THE FIELD, perfectly bound in book form. This is THE FIELD and it's all about you.
- GenresPoetry
100 pages, Paperback
First published November 1, 2011
15 people want to read
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 5 of 5 reviews
May 5, 2018
Hvornår er et digt godt? Skal det være sjovt? Underholdende? Skal det få dig til at føle noget? Være sørgeligt? Være 'dybt', skal det indeholde nogle tanker, du ikke selv havde tænkt før? Skal der være skønne metaforer? Nyskabende sprog, eller leg med sproget? Skal det være let at læse, eller måske det stik modsatte?
Et godt digt skal nok leve op til nogle af disse krav, men hvor mange? Det tog jeg mig i at tænke, da jeg læse Marken. Marken er et godt digt. Men Marken er ikke særligt følelsesfuld, og tankerne er bevidst overfladiske. Marken er først og fremmest bare et sjovt og underholdende digt, et man kan hygge sig med og glæde sig over og så ellers lægge fra sig igen. Men kan det så virkelig være godt?
Marken handler om marken, der er en mark i den forstand, at den bliver kaldt marken og "den", men ellers ligeså godt kunne være en hvilken som helst (vestlig) (mandlig) (hvid) person. Marken er fuld af modsætninger; den anser sig selv for at være særligt sensitiv, men senere i teksten anser den sig selv for at være særligt robust. Ét sted forstår den ikke, hvorfor folk interesserer sig sådan for naturen, et andet overvældes den af naturens skønhed. Disse dobbeltheder er med til at gøre den til repræsentant for hvem som helst, men er samtidig også det, der gør den troværdig som enkeltperson; fordi mennesker er fulde af disse forskelligtrettede tanker. Men det, der gør marken på den ene side allermest alle og allermest sig selv er dens komplicerede forhold til meninger:
"Marken tænker at det ikke gør fra eller til hvad den interesserer sig for, marken bliver alligevel pålagt og udsat for både det ene og det andet, uanset hvad den interesserer sig for, det er det man må forholde sig til, mener marken."
Det er dette punkt et sted i spændingsfeltet mellem interesse og indifference, marken gang på gang befinder sig på. Det går igen, at marken ikke rigtigt har nogen mening, men så alligevel lidt har en mening, som den trods alt ikke gider forsvare, som her:
"Sammenbragte familier, hvad skal man mene om det, marken mener ikke noget særligt om det, den har blot noteret sig at det er det der er normen nu, det normale, at fænomenet ikke længere bliver viet særlig opmærksomhed, om det er godt for børnene, om det er dårligt. Kunne man forestille sig at det var direkte kompetencegivende for børnene, som en slags lang gruppeeksamen, ja, tænker marken, ja, det er vel ikke helt umuligt, men spørger man ind til det har den ikke lyst til at begrunde eller udvikle den tanke yderligere."
Marken er et produkt af informationssamfundet. Den har hele tiden adgang til alle mulige fakta, som den kan vælge at mene alt muligt om, og netop derfor ender den med ikke rigtigt at mene noget. Det er ret sjovt, især på grund af sætningernes høje tempo, de glider let af sted, bl.a. på grund af den sparsomme kommatering - en tankestrøm af ligegyldigheder, som det er behageligt og ufarligt at glide med i. Helt parodisk bliver det, da marken bevæger sig ind på verdens nok mest fortærskede og ligegyldige konflikt:
"Katteejere og hundeejere, marken tænker på hvad det er man siger om dem, om forskellen på de to. Om man kan udlede noget grundlæggende om den enkeltes karakter ved at observere hvilket dyr den enkelte omgiver sig med. Måske der er noget om det, tænker marken, sandt er det jo i hvert fald at katteejere er dovne og ansvarsløse individer der ikke vil være afhængige af noget, men alligevel synes det kunne være sødt, så hyggeligt, tænker marken, med sådan en lille pels der kan passe sig selv og skider udendørs. Katteejere er halvhjertede og hårde mennesker. Marken hader hunde."
Markens personlighed blive ramt med en enkelt sætning i et fjernsynsprogram, den ser, men den forstår det ikke selv:
"I fjernsynet ser marken et interview med en musiker der siger om sig selv at det aldrig har gjort indtryk på ham hvad han selv siger, han har aldrig taget sig selv særlig alvorligt og gør det i øvrigt stadig ikke. Det gør et stort indtryk på marken, den forstår ikke en lyd af hvad det betyder, for musikeren må da vide hvad han mener og siger og sige hvad han mener og så videre, men alligevel gør det et stort indtryk på marken."
Marken er jo netop selv som musikeren, den udbasunerer i løbet af bogen en masse meninger, som den ikke rigtigt mener alligevel, og som den egentlig ikke tager alvorligt. På samme måde er bogen som sådan. Der er små kommentarer til samfundets natursyn, fitnesscraze, medieafhængighed osv., men det er (med vilje) aldrig en bidende kritik og aldrig om noget, vi ikke har tænkt på før; der konstateres med et skuldertræk, at vi taler meget i mobiltelefon, men så er det alligevel heller ikke værd at mene noget videre om. Det kommer så vidt som et angreb på de få (og, indrømmet, til tider irriterende) mennesker, der stadig mener noget:
"Marken tænker for sig selv at mange af disse meningsmagere aldrig er blevet rigtig voksne, at de for at sige det sådan ikke har fattet alvoren, at de i ly af at være idealister optræder direkte uansvarligt [...]"
Marken lever et priviligeret vestligt middelklasseliv og er godt tilfreds. Marken ser ingen grund til, at noget behøver ændrer sig. Ser ingen grund til at kritisere noget eller mene noget. Og bogen, Marken, viser os, at sådan er vi mange, der har det. Men den kritiserer ikke rigtigt denne (for mig at se) uansvarlige livsstil, den er ikke et indlæg i debatten. Bare en konstatering af, at vi er privilegerede nok til ikke at behøve mene noget om vores privilegier, og derfor mener Marken ikke noget om vores privilegier. Det er, som sagt, sjovt. Og underholdende. Sætter det nogen følelser i gang? Nej, ikke rigtigt. Sætter det nogen tanker i gang? Næh, og det er meningen - man læser Marken lige så skuldertrækkende holdningsløst som den beskylder én for at være. Er sproget skønt? Nej, men der er fart i det, det er behageligt og sjovt. Behøver Marken være mere end det for at være et godt digt? Nej. Marken er lige, hvad den vil være. Og den kunne ikke være det meget bedre.
http://endnuenbogblog.blogspot.dk/
Et godt digt skal nok leve op til nogle af disse krav, men hvor mange? Det tog jeg mig i at tænke, da jeg læse Marken. Marken er et godt digt. Men Marken er ikke særligt følelsesfuld, og tankerne er bevidst overfladiske. Marken er først og fremmest bare et sjovt og underholdende digt, et man kan hygge sig med og glæde sig over og så ellers lægge fra sig igen. Men kan det så virkelig være godt?
Marken handler om marken, der er en mark i den forstand, at den bliver kaldt marken og "den", men ellers ligeså godt kunne være en hvilken som helst (vestlig) (mandlig) (hvid) person. Marken er fuld af modsætninger; den anser sig selv for at være særligt sensitiv, men senere i teksten anser den sig selv for at være særligt robust. Ét sted forstår den ikke, hvorfor folk interesserer sig sådan for naturen, et andet overvældes den af naturens skønhed. Disse dobbeltheder er med til at gøre den til repræsentant for hvem som helst, men er samtidig også det, der gør den troværdig som enkeltperson; fordi mennesker er fulde af disse forskelligtrettede tanker. Men det, der gør marken på den ene side allermest alle og allermest sig selv er dens komplicerede forhold til meninger:
"Marken tænker at det ikke gør fra eller til hvad den interesserer sig for, marken bliver alligevel pålagt og udsat for både det ene og det andet, uanset hvad den interesserer sig for, det er det man må forholde sig til, mener marken."
Det er dette punkt et sted i spændingsfeltet mellem interesse og indifference, marken gang på gang befinder sig på. Det går igen, at marken ikke rigtigt har nogen mening, men så alligevel lidt har en mening, som den trods alt ikke gider forsvare, som her:
"Sammenbragte familier, hvad skal man mene om det, marken mener ikke noget særligt om det, den har blot noteret sig at det er det der er normen nu, det normale, at fænomenet ikke længere bliver viet særlig opmærksomhed, om det er godt for børnene, om det er dårligt. Kunne man forestille sig at det var direkte kompetencegivende for børnene, som en slags lang gruppeeksamen, ja, tænker marken, ja, det er vel ikke helt umuligt, men spørger man ind til det har den ikke lyst til at begrunde eller udvikle den tanke yderligere."
Marken er et produkt af informationssamfundet. Den har hele tiden adgang til alle mulige fakta, som den kan vælge at mene alt muligt om, og netop derfor ender den med ikke rigtigt at mene noget. Det er ret sjovt, især på grund af sætningernes høje tempo, de glider let af sted, bl.a. på grund af den sparsomme kommatering - en tankestrøm af ligegyldigheder, som det er behageligt og ufarligt at glide med i. Helt parodisk bliver det, da marken bevæger sig ind på verdens nok mest fortærskede og ligegyldige konflikt:
"Katteejere og hundeejere, marken tænker på hvad det er man siger om dem, om forskellen på de to. Om man kan udlede noget grundlæggende om den enkeltes karakter ved at observere hvilket dyr den enkelte omgiver sig med. Måske der er noget om det, tænker marken, sandt er det jo i hvert fald at katteejere er dovne og ansvarsløse individer der ikke vil være afhængige af noget, men alligevel synes det kunne være sødt, så hyggeligt, tænker marken, med sådan en lille pels der kan passe sig selv og skider udendørs. Katteejere er halvhjertede og hårde mennesker. Marken hader hunde."
Markens personlighed blive ramt med en enkelt sætning i et fjernsynsprogram, den ser, men den forstår det ikke selv:
"I fjernsynet ser marken et interview med en musiker der siger om sig selv at det aldrig har gjort indtryk på ham hvad han selv siger, han har aldrig taget sig selv særlig alvorligt og gør det i øvrigt stadig ikke. Det gør et stort indtryk på marken, den forstår ikke en lyd af hvad det betyder, for musikeren må da vide hvad han mener og siger og sige hvad han mener og så videre, men alligevel gør det et stort indtryk på marken."
Marken er jo netop selv som musikeren, den udbasunerer i løbet af bogen en masse meninger, som den ikke rigtigt mener alligevel, og som den egentlig ikke tager alvorligt. På samme måde er bogen som sådan. Der er små kommentarer til samfundets natursyn, fitnesscraze, medieafhængighed osv., men det er (med vilje) aldrig en bidende kritik og aldrig om noget, vi ikke har tænkt på før; der konstateres med et skuldertræk, at vi taler meget i mobiltelefon, men så er det alligevel heller ikke værd at mene noget videre om. Det kommer så vidt som et angreb på de få (og, indrømmet, til tider irriterende) mennesker, der stadig mener noget:
"Marken tænker for sig selv at mange af disse meningsmagere aldrig er blevet rigtig voksne, at de for at sige det sådan ikke har fattet alvoren, at de i ly af at være idealister optræder direkte uansvarligt [...]"
Marken lever et priviligeret vestligt middelklasseliv og er godt tilfreds. Marken ser ingen grund til, at noget behøver ændrer sig. Ser ingen grund til at kritisere noget eller mene noget. Og bogen, Marken, viser os, at sådan er vi mange, der har det. Men den kritiserer ikke rigtigt denne (for mig at se) uansvarlige livsstil, den er ikke et indlæg i debatten. Bare en konstatering af, at vi er privilegerede nok til ikke at behøve mene noget om vores privilegier, og derfor mener Marken ikke noget om vores privilegier. Det er, som sagt, sjovt. Og underholdende. Sætter det nogen følelser i gang? Nej, ikke rigtigt. Sætter det nogen tanker i gang? Næh, og det er meningen - man læser Marken lige så skuldertrækkende holdningsløst som den beskylder én for at være. Er sproget skønt? Nej, men der er fart i det, det er behageligt og sjovt. Behøver Marken være mere end det for at være et godt digt? Nej. Marken er lige, hvad den vil være. Og den kunne ikke være det meget bedre.
http://endnuenbogblog.blogspot.dk/
November 14, 2024
On first read, I had a dislike for the book, not being attuned to the self awareness it should have provoked in me. On second reading, I understand it better, and having read about it's original installation as an art piece, appreciate that context as well. The idea that someone thinks of themselves as extraordinary, but on a daily basis falls far short of heroic, is a sobering one, and ultimately a warning not to settle, all the time.
November 3, 2015
Marken stiller spørgsmålet 'hvad er identitet', og gør det på en gribende overraskende, charmerende, markelig facon. Der er plads på en mark, og også plads i bogen "Marken", plads til at læseren kan udfylde de blanke felter på siderne og i teksten. Den er et digt om identitet, for hvem eller hvad er 'Marken'?Forfatteren svarer "os alle sammen"(jeg mener bogstaveligt talt 'sagt'ikke via tekstens medie eller noget). Marken ved det i hvert fald ikke selv. Som der står på side 35: 'Marken er meget', fang lige det ordspil, hø-hø. Og vi er alle meget, så meget, at vi umuligt kan være bevidste om det hele.
Marken har også et metaplan, i det der hver gang 'Marken'nævnes, også refereres til den bog, læseren har mellem hænderne, lige nu. Altså er hvert udsagn i Marken et udsagn om den selv. På den måde har den sig selv som motiv Er det ikke interessant? Den er en kæde af selvrefleksion, som ikke kan stoppes, og som ingen kan nå til bunds i, sådan er det jo med identitet.
Den kan anbefales, hvis man har mod på at være på herrens(Serups)mark i det korte tidsrum, det tager at gufle den i sig.
Marken har også et metaplan, i det der hver gang 'Marken'nævnes, også refereres til den bog, læseren har mellem hænderne, lige nu. Altså er hvert udsagn i Marken et udsagn om den selv. På den måde har den sig selv som motiv Er det ikke interessant? Den er en kæde af selvrefleksion, som ikke kan stoppes, og som ingen kan nå til bunds i, sådan er det jo med identitet.
Den kan anbefales, hvis man har mod på at være på herrens(Serups)mark i det korte tidsrum, det tager at gufle den i sig.
December 16, 2011
A life of quiet desperation embodied in--what could be more banal?--a field. A middling conscience; one given to musing about life's "big questions," but pulling up short when the directions thoughts lead become disquieting, uncertain, unfamiliar. A protagonist one can sympathize with, be disappointed by, and accept as probably representative of the musings of "good souls" who bumble their way through life, neither wholly good nor terribly bad.
March 26, 2013
creative engagement with it (in Norwegian) here: http://www.5cense.com/13/the_field.htm
Displaying 1 - 5 of 5 reviews