Mange flotte betragtninger, fine beskrivelser, rammende persontegninger og detaljerede miljøskildringer. Hovedomdrejningspunktet er som bekendt maleren J.E.C. (Carl) Rasmussen, og jeg vil med garanti ikke se med de samme øjne på hans - eller nogen af hans samtidiges - malerier efter at have hørt denne lydbog (mere om dette ndf.). Dog slog bogens afsluttende beskrivelse af Anna Egidias væsen og endelige skæbne mig nærmest lidt som en underlig apologi (altså, fra forfatterens side) over den hidtidige beskrivelse og føren-i-baggrunden af hende. Jojo, hun er - eller var - da sikkert en ganske stærk kvinde, når det kom til stykket. Men her beskrives hun så storladent som en så ufattelig kærlig og selvopofrende sjæl, at man nærmest skulle tro det gjaldt Moder Teresa selv. Det grandiose i hendes beskrivelse - denne kvinde, som jo måske i virkeligheden bare VAR ganske jævn og "almindelig", det ved vi ikke - får bogen, med dens ellers flot tilbageholdte, nøgterne tone, til at falde pladask til jorden igen, desværre.
Sidst men ikke mindst en lille note til oplæseren af denne lydbog (ja, undskyld, i skrivende stund har jeg ikke fået noteret denne bog som andet end "læst"; men det drejer sig faktisk blot om en fuld "gennemlytning" af en lydbog): Kære oplæser. OK, sømænd er bramfri og ret så djærve i deres sprog. OK, de er drikfældige, mange af dem, og bander og svovler og slås. Men derfor behøver de sgu ikke alle sammen lyde som Steward Stardust, vel? Tak!