De vanvittige vampyrjægere er stadig på jagt efter Kassie og hendes artsfæller. Kassie gør hvad hun kan for at beskytte sin familie, men må til sidst bede Viking om hjælp.
I mellemtiden er Leo ved at indse at han er nødt til at gøre noget ved sine mørke kræfter, og han søger hjælp hos heksen Liliana.
Hyænelatter er andet bind i serien Blodets Bånd - en serie om kærlighed, mystik og mørke kræfter.
Pernille Eybye er født i februar 1982 og opvokset i Skjern, hvor hun boede indtil 2003. Da flyttede hun til Aalborg for at gå på Danmarks Biblioteksskole. At læse og skrive historier var ikke nok – bøgerne skulle også fylde Pernilles arbejdsdag. Efter en lille omvej flyttede hun tilbage til Skjern og arbejder nu som bibliotekar, dog uden knold i nakken, men efterhånden er læsebrillerne ved at snige sig ind på hende.
Pernille har skrevet siden 6.-7. klasse, men interessen har været der altid. Hun har haft tre store interesser i sit liv: at læse, skrive og tegne. På et tidspunkt gik det op for hende, at hun aldrig ville blive så god til at tegne som hun ønskede og at det at skrive betød mere, så hun tegner meget sjældent nu. Det bliver højst til tegninger af prinsesser og lignende til sine niecer.
Skrivningen er for Pernille en måde at bibeholde en del af barndommen på. Bare ved at tænke ”Hvad nu hvis …” kan hun åbne en dør til et andet univers, hvor kampen for det gode aldrig går af mode, og hvor varulve og spøgelser naturligvis lurer i skyggerne. Pernille lever temmelig mange liv i sit eget hoved, og heldigvis er de interessante nok til at andre også gerne vil høre om dem.
Livet er kort, men med bøger har man muligheden for at få flere!
Hyæenelatter fortsætter, hvor Blodsøstre slap. Kassie og Leos relation udvikler sig langsomt, men det er ikke så enkelt at tage skridtet fuldt ud, - for hvordan får man lige fortalt sin flirt, at man er vampyr? Nok er Leo ikke helt almindelig - men bare det at skulle håndtere informationen om, at han er wicca, er vanskelig, så der er ingen garanti for, at han vil kunne håndtere informationen om, at Kassie er vampyr. Derudover bliver det kun farligere at være vampyr i byen, hvor en gruppe unge mænd bliver mere og mere voldsomme i deres jagt. Kassie har derfor rigeligt at se til, - både i forhold til relationen til Nick, og i forhold til bare det at holde sig i live.. Og de sidste siders afsløringer gør det ikke mindre kompliceret. Hvad vil dén information mon bringe med sig? Det er ikke fair at slutte bogen sådan.. Godt, man har næste bog liggende klar allerede!
Lad os først tale om coveret, shall we? Det er seriøst freaky! Prøv lige at kigge på det fjæs, og så kombineret med den røde farve. Men okay, det passer meget godt med titlen samt selve historien. Men mit første indtryk var noget i stil med: Wow – hold the horse! Hvad fanden er det? Men lad os komme tilbage til selve historien. Den skuffede slet ikke, jeg kunne rigtig godt lide den. Pernille Eybye har gjort et rigtig godt stykke arbejde med at koble historien sammen, og give den tilpas spænding og drama. Sproget er dejlig flot og flydende. Kassie, der har jeg lidt det samme problem som i forrige bog. Hun burde accepterer at hun er en vampyr. Måske ikke være lige så sadistisk som Zan, men stadig. Hun er en smule for blød til min smag. Zan. Åh, ham kan jeg altså godt lide. Og nu er forbindelsen mellem Zan & Archer og Kassie og slæng endeligt begyndt at dæmre for mig. Kald mig bare langsom ;) En rigtig fin historie, og med noget af en cliff-hanger må man sige. Me like!
Jeg kan godt lide, at der så småt bliver åbnet op for flere af Kassies minder om fortiden. Det er egentlig det, der gør mig mest nysgerrig indtil videre, og ikke de “hardcore” jægere, som bogen er bygget op om.
Jeg var endnu en gang godt underholdt i dette bind 2 i Blodet Bånd. Der bliver lukket lidt mere op for "godtepose" og flere mysterier kommer til overfladen. Vi følger fortsat Kassie og hendes vampyrsøstre, Leo, som er en wicca, der endnu ikke har lært omfanget af hans evner og Viking, som er den sexede og ubekymrede vampyr, som denne gang bliver sat hårdt på prøve. Ikke mindst er der den mystiske Zan, som vi følger i hans fangehul, hvor han har tilbragt to årtier og hyænedrengene, som er vanvittige og fuldstændig blottet for frygt, smerte eller anger. God fornøjelse, jeg ser frem til 3. bind!
Hyænelatter er lige så spændene som blodsøstre. Man bliver godt underholdt, men jeg mangler en afslutning. Selvom bøgerne er rigtig gode, tror jeg ikke at jeg får mest ud af serien, når den sidste bog er skrevet, og jeg kan få min afslutning. Jeg kan meget bedre lide afslutning af Hyænelatter, men jeg mangler at alle de løse ender bliver bundet sammen til en smuk sløjfe.