Pandaemonium er en zombiehistorie med god mytologisk klangbund, hvor pandemien indtræder som en slags bibelsk plage med rasende fluesværme og en dirigent, der mindede mig lidt om ham den fæle fra tegneserien, BONE. Der er et godt og originalt system i Silvestri-zombieinvasionen, der adskiller sig befriende fra de mere kendte modeller. Der må også lyde ros for de vådeste og mest smattede zombier nogensinde. Der er dobbelt-op på splat hele vejen igennem, og det er både virkelig underholdende og morsomt til tider.
Desværre mangler bogen redigering. Kommaerne lader til at være sat efter håndgranatsmetoden, og der er for mange gentagelser i sproget og afsnit, der med fordel kunne være kortet ned. Med en skarpere indsats fra forlaget kunne det simpelthen have givet en mere helstøbt fornemmelse – det trækker desværre en stjerne ned.
Anden stjerne ryger, fordi hvert af bogens tre afsnit starter rigtig godt, og (til min smag) kammer for meget over i action. Det kan fungere i en 90 minutters film, men på næsten ottehundrede bogsider blev det – til tider – lidt af en tour de force for mig at komme igennem. Med sine tre adskilte dele evnede Pandaemonium dog at hive sig op igen, når den havde taget sig et dyk.
Summa summarum: En lidt ujævn, men dog iderig og en stor del af tiden morsom og spændende roman, man som zombie-aficionado helt klart bør tjekke ud.