Et sted i København begynder virkeligheden at skride i sømmene. Fluer i græshoppestore sværme torpederer folk og skaber kaos. Ondskaben kommer til verden i en lejlighed på Nørrebro. Presset ud af menneskekød. Mast til ukendelighed under fluesværme genopstår mennesker nu fra de døde.
Den makabre kamp for overlevelse begynder, og den er dømt ulige fra starten af. For hvordan overlever man når flænsende og hjernedøde zombier pludselig er i overtal i en millionby? En lille gruppe overlevende forskanser sig et sted i Danmark og tager kampen op mod ondskaben. Spørgsmålet er blot, om overlevelse overhovedet er mulig, når zombiehæren glubsk nærmer sig
Jøsses du milde skaber! Dengang jeg så omtalen af bogen, og syntes den lød mægtig spændende, spurgte jeg forlaget om jeg måtte få én til anmeldelse. Jeg havde ikke lige set at sidetallet var på hele 779 sider! Det har derfor også taget mig lidt tid at give mig i kast med den, for den var ligesom ikke så nem at tage med, sådan lige i tasken. Ikke desto mindre er dette én af de mest solide bøger jeg har læst i mange år. Ja, jeg tror faktisk ikke jeg har læst så tyk en bog siden Harry Potter.
Folk der kender mig, ved at jeg er lidt af en sucker for de her zombie-dystopiske romaner fra en form for fremtidsverden. Ja, det behøver jo sådan set ikke engang være i en fjern fremtid, ”i morgen” ville sikkert fungere fint også. Ikke desto mindre må jeg gå til bekendelse og sige at Silvestris basse her, nok er én af de mest vellykkede zombiefortællinger jeg har sat mine små fedtede fingre på nogensinde. Og det er store ord, for jeg er normalt ret kræsen når det kommer til danske forfattere. Der skal meget til at imponere mig, indenfor vores egen lille andedam, men denne er nok én af de klammeste bøger jeg har læst, og dét er jo sådan set en fin kompliment til genren.
Tilbage dengang jeg var barn udkom Dennis Jürgensen med Kadavermarch, som jeg læste nogle år efter udgivelsen. Jeg har på fornemmelsen at Silvestri også har læst denne danske zombieroman, men han gør stadig sit eget bud på én af slagsen, til netop helt sin egen. Pandaemonium er blodig, underholdenden og actionmættet; et godt bud på hvad man skal læse, hvis man har læst alle de lettere bøger i genren og har mod på en noget tykkere udgave, som dog ikke blive direkte kedelig og tung af den grund. Forfatteren beskriver selv sin bog som ”en B-film i bogform” og velegnet til film ér den i hvert fald. Jeg kunne sagtens se denne historie for mig, på det store lærred. Eller rettere, jeg ville aldrig turde give mig ind i biografens mørke, men hvis ikke det var fordi jeg var sådan en pivskid, så ville jeg se den!
Bogen bygger sig godt op ved hjælp af de gamle traditioner indenfor zombiefortællinger, men så begynder forfatteren at lege med sine egne elementer og virkemidler og dét fungerer rigtig godt. Blandt andet, uden at afsløre for meget, kan jeg da sige at vi kommer både omkring religion og godt med humor. De personligheder vi møder kan vi genkende fra vores hverdag og med deres realisme giver de en perfekt kontrast til de overnaturlige kræfter og det unaturlige der kommer på spil i bogen, da verden begynder at synke i grus og ændre sig til Helvede på jord. På den negative side, synes jeg dog at kapitlerne er meget korte og svinger i fortællersynsvinkel, hvilket jeg – indrømmet – godt kunne have ønsket lidt anderledes. Og selvom sproget var fantastisk, kunne jeg måske også engang imellem godt have undværet lidt detaljer og effekter. I ny og næ gik der lidt for meget splattereffekt i den, fremfor zombiefortælling. Dèt være sagt, så er den stadig et flot, anderledes, dansk bud på en zombiegyser, for Silvestri styrer sine personer godt og har flair for at skrive historien fremad hele tiden.
Pandaemonium er en zombiehistorie med god mytologisk klangbund, hvor pandemien indtræder som en slags bibelsk plage med rasende fluesværme og en dirigent, der mindede mig lidt om ham den fæle fra tegneserien, BONE. Der er et godt og originalt system i Silvestri-zombieinvasionen, der adskiller sig befriende fra de mere kendte modeller. Der må også lyde ros for de vådeste og mest smattede zombier nogensinde. Der er dobbelt-op på splat hele vejen igennem, og det er både virkelig underholdende og morsomt til tider.
Desværre mangler bogen redigering. Kommaerne lader til at være sat efter håndgranatsmetoden, og der er for mange gentagelser i sproget og afsnit, der med fordel kunne være kortet ned. Med en skarpere indsats fra forlaget kunne det simpelthen have givet en mere helstøbt fornemmelse – det trækker desværre en stjerne ned.
Anden stjerne ryger, fordi hvert af bogens tre afsnit starter rigtig godt, og (til min smag) kammer for meget over i action. Det kan fungere i en 90 minutters film, men på næsten ottehundrede bogsider blev det – til tider – lidt af en tour de force for mig at komme igennem. Med sine tre adskilte dele evnede Pandaemonium dog at hive sig op igen, når den havde taget sig et dyk.
Summa summarum: En lidt ujævn, men dog iderig og en stor del af tiden morsom og spændende roman, man som zombie-aficionado helt klart bør tjekke ud.
Zombie epidemien bryder ud på Nørrebrogade. Anderledes zombie vinkel. Virkelig godt skrevet. Dejlig tyk bog der blev ved i lang tid. Det er en super historie.
Jeg købte den i en udsalgs kasser nede i fantask for flere år siden. Og den første halvdel, eller nok i virkeligheden 2/3 af bogen er super, super fed. Men shit den laver en mave plasker, og slutningen er tåbelig, faktisk så elendig at jeg aldrig har overskuet at genlæse den. Så den får 3 stjerner fordi den er det fede så langt hen af vejen, og fordi den foregår lige her hvor jeg selv bor på Nørrebro.
Fed underholdning! God historie, god action og velplacerede humoristiske indfald! Der er lidt The Stand af Stephen King over det, men med zombier og helt klart en dansk vinkel i placering, referencer og fortællerstil. Klar anbefaling herfra.