Bind 2 cementerer oplevelsen og forventningen fra bind 1 som min nye yndlingsbog!
Hvis jeg skal koge min læseoplevelse af bind 2 ned til én overvejelse, så kunne det være hvorvidt det centrale i livet er oplevelsen eller tilrettelæggelsen af ens liv?
Det er naturligvis en vekselvirkning, men hvis man opfatter tilgangen til livet som en linje der 1) i den ene ende har den ekstreme, umiddelbare, tankeløse, impulsive, uovervejede og grænsende til den uansvarlige oplevelse af livet som det passerer forbi og hvor det måtte bringe én hen, og 2) i den anden ende den gennemtænkte, konstruerede, planlagte, målbare, indfrielsesfokuserede og fremadskuende livsorientering, hvor ville man så overvejende placere sig? Tæt på midten? Eller længere i hvilket retning?
Og i hvilken grad vil det være et aktivt, bevidst og selvstændigt valg, som individet selv kan tage æren for, snarere end defineret af sammensuriet af arv og miljø?
Lykke-Per er for mig en udforskning af forskellige placeringer på denne linje, hvor Per til forskellige tider hælder mere i den ene eller anden retning, med forskellige hændelser, følelser, tanker og valg som konsekvenser. Nok ikke ulig de fleste andre mennesker.
Efter denne overvejelse følger konklusionen, som på stærkeste vis skærer ind til benet på en livstilgang.
“...havde fundet sit naturlige voksested, hvor han alene ville kunne lære den højeste menneskelykke at kende: at blive sig sit eget selv fuldt og klart bevidst. Men da skolelæreren derefter spurgte ham, hvorledes man bar sig ad med at søge dette voksested, svarede han, at herom kunne det ene menneske ikke meddele det andet råd, her måtte enhver frygtløst give sig det selvudfoldelsens instinkt i vold, der var nedlagt i alt det skabte.”
Før min læsning havde jeg flygtigt ‘hørt’ at Per’s liv ender som en fiasko. Hvor det måske er rigtigt fra et resultatorienteret ydre samfundsperspektiv, oplever jeg, at hans liv ud fra hans egen indre logik, om “at blive sig sit eget selv fuldt og klart bevidst” ikke kan betegnes som andet end en succes. Men hvor Per lykkes som fuldt ud ansvarlig og tro mod sin egen individuelle integritet, kunne man måske anfægte, at han ikke tager tilstrækkeligt ansvar overfor de mennesker, han inddrager i sit liv og udøver stor indflydelse på. Har man et etisk ansvar for andres udfoldelsesmuligheder? Ikke desto mindre står de forladte taknemmelige tilbage, hvilket måske primært skyldes at de ender med at ‘forstå’ Pers indre logik og bevæggrunde.
Således står Lykke-Per tilbage for mig som en helteskikkelse, der både lykkes og ender lykkelig. Han formår både at finde, tilrettelægge og udleve sin livsmening.
Virkelig en fremragende bog! Utroligt hvor relevant den stadig kan føles i dag. Karakterene er dybe og men føler deres lykke og sorg som sin egen. En bog, som giver masser af stof til eftertanke.
Da jeg begyndte på at læse "Lykke-Per" troede jeg ærligt ikke, at jeg ville blive færdig - i hvertfald ikke indenfor de første par måneder. Fortællestilen er langsom og beskrivende og det var noget af et skift fra hvad jeg ellers har haft fingrene i.
MEN ikke bare endte jeg med at flyve igennem begge bøger (så hurtigt man nu flyver igennem bøger når man også skal passe sit arbejde), jeg er ret sikker på, at det ikke er sidste gang, at jeg sætter mig ned med "Lykke-Per".
Bøgerne er en klassisk buildingsroman, men der er noget helt vildt moderne og gribende ved Pers søgen efter sin egen natur. Havde Pontoppidan levet i dag havde Per nok ledt efter dele som han kunne sammenstykke sig selv af, men pga. romanens alder leder Per efter hvem han egentlig er. Hvad er hans sande natur? Hvordan er jeg - ikke man - men jeg lykkelig. Et utrolig velskrevet stykke litteratur ikke bare sprogligt, men også indholdsmæssigt.
OG sidder man som ungt (yngre?) menneske med "Lykke-Per" i hånden i offentligheden, kan jeg garantere, at man bliver snakket til af indtil flere ældre mennesker, som alle roser en for valget af litteratur ;)
okay. Den her bog var meeeget ensformig. Der skete det samme igen og igen og igen. Det endte med, at jeg skulle tage mig rigtigt meget sammen for at læse bogen færdig, hvilket var ærgerligt. Sproget og de lange beskrivelser af noget, jeg ikke kunne se meningen med, gjorde det ikke lettere. Jeg vil så også i den forbindelse nævne, at jeg læste bogen imens jeg var i Vagtkompagniet, så det var måske heller ikke under de rette omstændigheder, at jeg læste bogen. Derudover kan man tydligt mærke, at historien er skrevet af en mand. Sådan... hvorfor falder alle kvinder for Per? Det hele var dog ikke negativt. Jeg kunne meget godt lide, den måde perspektivet skiftede mellem flere personer, også når der kom nye personer ind i fortællingen. Jeg kunne også rigtigt godt lide det allersidste kapitel. Jeg fik lowkey tårer i øjnene? Idk, jeg syntes bare, det var ret smukt, og det gav hele resten af fortællingen mere mening og dybde. Men jeg syntes ikke, at det var 600 sider (-ish, hvis man også tæller første del med) værd, desværre.
Henrik Pontoppidan bu kitabı 1898-1904 yılları arasında peyderpey yayınlamış, 1917’de de Nobel’i almış. Yanlış bilmiyorsam Nobel edebiyat ödülü sahibi tek Danimarkalı yazar. Buna rağmen kitap ancak 2019’da İngilizce’ye çevrilmiş. Danca aslından dilimize çevirisi ise 2020’de SMS Yayınlarınca basılmış. (Kitapta göremeyince üşenmedim yayınevinin websitesine de baktım SMS neyin kısaltması diye, hiçbir açıklamaya rastlayamadım, sırf bu durum bile yayınevi hakkında bir fikir veriyor aslında.) Çeviri (Feride Gül Çakıroğlu) maalesef berbat, editörlük, redaksiyon, düzelti de hak getire. Okuma keyfini altüst eden bir Türkçesi var. Sanırım bir daha bu yayınevinden veya bu çevirmenden bir kitabı çok mecbur kalmadıkça elime almam. İki cilt toplam 800 küsür sayfalık önemli denebilecek bir kitabın bu şekilde çevrilmesi/basılması üzücü. İngilizce çevirisinden okumadığıma pişman oldum.
Son not, kitap 2018’de ünlü Danimarkalı yönetmen Billie August tarafından filme de çekilmiş ve film en iyi yabancı dilde film Oscar ödülü kategorisinde kısa listeye de kalmış.
Keeps the incredible writing and character-building of the first book. Had the first book not been so great that this pales in comparison, the score would also have been higher. The main issue is just that the story drags so much, nothing really happens and it all seems so trite as opposed to book 1. It's still filled with great lines and such, but it's far from as engaging.
Dette var en fantastisk overraskelse af en fornøjelses læsning. Mit kendskab til Pontoppidan inden Lykke Per, bestod i en tvunget gennemlæsning af novellen Ørne Flugt der ikke havde vakt min interesse synderligt. Men Lykke Per har været en fornøjelse både i stil og fortælling. Jeg kan kun anbefale denne bog, hvis man altså er det lidt dybsindig læsning og ikke kun søge spænding og nem underholdning.
Volume 2 is focused more on Per's search for connection to the world and meaning. Compared to the first volume, this one seemed a bit more repetitive and I failed to relate at all to the character.