I Drabschefen - nye sager fortæller tidligere drabschef for Københavns Politi, Ove Dahl, om efterforskningsarbejdet ved de mest opsigtsvækkende mord, han har stået i spidsen for at opklare. Han beskriver en række nye sager, der har domineret i medierne, og hvis råhed og brutalitet har gjort et stærkt indtryk på den garvede efterforskningsleder.
I bogen tager Ove Dahl læserne med tæt på den barske virkelighed og giver et unikt indblik i politiets arbejde. Bl.a. fortæller han om opklaringen af drabet på en norsk stewardesse på SAS-hotellet i København, om hue-mordet, hvor en ung mand bliver slået ihjel på Strøget, fordi han ikke vil af med sin hue og om Amagermand-sagen, hvor en 45-årig familiefar er sigtet for syv voldtægter og to mord.
Efter 40 år i politiet ser Ove Dahl tilbage på et arbejde, hvor forbrydelser og drab er hverdagen, og han reflekterer ærligt over sine oplevelser med bl.a. udenlandske kriminelle, åbne landegrænser, bandekrigen og den udskældte politireform.
En ellers velskreven spændende bog ligger for mig rigtig fladt med synspunkterne af Ove Dahl. Det nager mig dybt at Ove Dahl mener at sagen om Deniz Uzun ikke er med racistisk overlæg som ellers giver en skærpende straf, det er så tydeligt med racistisk overlæg at man har lyst til at skrige. Tre hvide drenge der råber perkersvin 2 gange til de 16 årlige knægte hvorefter deniz for en kølle lige i hovedet og falder om og dør. Det er hatecrime. Det pisser mig så endnu mere af at Ove Dahl så siger i sagen om to andre drenge der bliver overfaldet at det mente han ikke var racistisk overlæg fordi der blev der ikke sagt nogle ord der implanterede det. Hvis det er det der implementere at det er racistisk, så siger du jo selv at sagen med deniz uzun er med racistisk overlæg? Kæmpe fejl. Og undren om hvorfor det er så svært at sige, forstår jeg simpelthen ikke... racisme lever vel og godt i det danske samfund.
Man skal have interesse for de her krimisager, og det har jeg i virkeligheden nok ikke. Bogen er som sådan udmærket skrevet. Der er dog nogle sekvenser, hvor jeg synes forfatteren udtrykker sin personlige bitterhed om systemet lidt for meget - det er unødvendigt flere gange, synes jeg. Og så bliver flere af indledningerne til sagerne ret gentagende - det giver mening at de stiller de samme spørgsmål, når de skal opklare en sag, men det behøver ikke at blive nævnt for hver enkel sag.
Ove Dahl har i mange år været drabschef på Københavns politigård.
I denne bog går han tilbage i sine erindringer og fortæller om nogle af de mest spektakulære og mindeværdige drab han har arbejdet med i sin karriere.
Amagermanden: Sagen starter som en anmeldelse af en grov voldtægt af en ganske ung pige i en kolonihave på Amager. Men efter yderligere undersøgelser viser det sig at gerningsmandens DNA findes i adskillige andre uopklarede sager.
Et tip fra en borger der mener at kende manden, bliver i første omgang ignoreret af en søvnig vagthavende politibetjent. bliver langt senere gentaget og denne gang viser politiet en del mere interesse for tippet.
På et hotel bliver en ung afrikansk mand myrdet, fordi han var på det forkerte hotel på det forkerte tidspunkt.
En tidligere bokser bliver knivdræbt udenfor en bar - de nærmere omstændigheder er meget svære at finde ud af - der er simpelthen for mange vidner.
Dette er et lille udsnit af de sager som bliver gengivet i denne bog - dog set fra en helt anden vinkel end den vi er vandt til. Vi kommer ind i kredsen af opdagere der skal finde ud af hvad der er sket.
Læseren bliver præsenteret for arbejdsgange, selvom mordet på sin vis er opklaret og gerningsmanden er fundet skal der alligevel iværksættes undersøgelser der stadfæster at den givne forklaring holder, og at den rigtige bliver straffet for den rigtige forbrydelse.
Spændende at se disse sager fra en ny vinkel - bliver ikke den sidste bog jeg læser i denne genre.
De oftest meningsløse drab der sker i vores land er ikke til at forstå. Jeg er glad for at jeg læste denne bog, som fik sat fakta på plads ved de sagen, man har hørt om i pressen. En rigtig god bog, men ikke så velskrevet, som man kunne tænke sig.