Når Peder skal konfirmeres, når Emma og Orla har sølvbryllup og når Henrik fylder 60 år, så er det mærkedage, der skal fejres med familie og venner. Her sker det i Staun Forsamlingshus, så længe det er der, og derefter, da alt andet også er forandret, på et stort hotel.
Gennem festerne følger vi de to familier, Godriksen og Lundbæk, fra gårdene Bisgaard og Kristiansminde og mange af deres gæster. Vi følger med fra en tid hvor livet var hårdt arbejde, slægter fulgte slægters gang og meningen gav sig selv til moderne tider fuld af muligheder og ubesvarede spørgsmål.
Det er historien om flere generationer af mænd og kvinder i Danmark i det 20. århundrede, for det meste lige så optaget af at tilpasse sig skiftende tider og skikke som af at indfri deres egne længsler.
At samle en slægtsroman op, der ligger så tæt på mit eget ophavs livsforløb i det 20. århundrede er måske et tegn på en vis skal vi kalde det “modenhed”... Ikke desto mindre er kilderne til indsigt i min egen familie få og rækker ikke så langt tilbage, og Smærup Sørensen kommer derfor til min redning; ikke med akkuratesse, for selvom han bor på Mors, hvor også min familie bor, så er vi ikke i familie og kender heller ikke hinanden, men med en pokkers masse plausibilitet! Det er meget af tiden tungsindigt og sagtmodigt, men også klogt og ret sjovt en del af tiden. Jeg genkender de gamle folk fra min egen barndom; Søren Godiksens stille, men usvigelige autoritet; symbiosen mellem Stinne og Søren, der gennem en dyb og uudtalt forståelse af deres roller som kone og mand har en gensidig respekt, der rækker længere end vor egen generations millimeterdemokratiske og kønsløse forsøg på udvaskede af kønsroller; og ikke mindst Peder, der flygter fra arvebyrden (præcis som min egen far og svigermor gjorde det!) - ikke af had til det, han kommer fra, men af begejstring over de muligheder en stadigt mindre verden byder på. Fuglen flyver jo fra reden, når den kan flyve! Kapitlet om Peder og det om Ellen er derfor de, der taler mest til mig. Kapitlet om Aksel står ligeledes for mig som et af bogens bedste. Som outsideren, adoptivbarnet bliver det ironisk nok ham, der må løfte arven videre og hinsides det punkt, hvor arven længere giver mening, for hvem gider at bo på landet og være landmand i dag!?
Smærup Sørensen skriver smukt og gammeldags, hvilket hans karakterer også fortjener, men navnlig i det morsomme og relativt udknaldede kapitel “Spørgsmålet om Skilsmisse” svinger han ordene som en ni-halet kat. Hvad med denne her: “...folk der med de kønneste undskyldninger på læben, og vammel snak om følelser og deres lykke, opførte sig som tølpere og skøger,” - ja, nemlig ja... Vi kommer også lige omkring noget med ungkarle og kviekalve; endnu mere ‘ja, nemlig ja’!
Refleksionerne over det moderne i kapitlet “Søren Lundbæk og det moderne” er som en mavepuster på vores millimeterretfærdige kønsroller. Tag f.eks.: “... de ribbede hinanden for al mandlig og al kvindelig selvfølelse og værdighed, indtil de hen på en grå morgenstund måske omsider kunne få lukket kæften på hinanden. For så at sidde til age i hver sin uhjælpelige forstemthed. Sidde der halvdøde i hvert sit kolde og dystre hjørne og stirre id af de hoveder og kroppe, som de hver for sig væmmedes ved at være fanget i, og som de stammede sig over gensidigt at have mishandlet.” Selvom rammen her er slutningen af ‘60’erne, så virker det forbandet bekendt og minder mig om, hvor forbandet svært det er at balancere i dag med al den frihed og alle de modstridende normative forventninger til at være MAND, KVINDE, mor, far, forældre, frigjort, engageret, individer, par, frie, ansvarlige etc. etc. Ekkoet fra Sørens og vor allesammens fortid runger med MINDST lige så normative forventninger, men de pegede ikke i samme grad i alle retninger og gjorde det nemmere for folk som de er flest at navigere i. Det er et tab, selvom gevinsterne bestemt også er mange, og jeg ikke - og jeg tror afgjort heller ikke Smærup Sørensen - vil bytte...
Bogen slutter sanseligt med den basale føling med jorden og elementerne. Moralen er måske, at DEN arv har vi til fælles; os fra landet. Det fatter de sgu aldrig, de byboere...
Det er vel nok den bedste bog, jeg næsten fik læst i 2018! Tak!!
Jens Smærup Sørensens store roman Mærkedage fortæller om et land(brug) i forandring fra de stovte Staunbønder på gårdene Bisgaard og Kristiansminde fra 30’erne til efter årtusindskiftet. Med udgangspunkt i familiefester i 1934 – en konfirmation, 1967 – et sølvbryllup, og 2003 – en 60 års fødselsdag fortæller Smærup om et land i opløsning eller forandring. Om familiemønstre, der også udvikler helt anderledes end i forne tider. Med et væld at detaljer og småfortællinger laver Smærup et mangefacetteret billede af Danmark gennem de to vidtforgrenede familier fra de to gårde. Der er ikke lagt fingre imellem i den farverige fortælling. En pragtfuld læseoplevelse. Læs hele min omtale her: https://www.blogger.com/blog/post/edi...
Der var mange gode betragtninger og gode skildringer af miljøet - men personerne havde jeg meget svært ved at forholde mig til - og også svært ved at placere - der var alt for mange - og ingen rigtige hovedpersoner…
I think the author has a good feel for his characters and what makes them tick, but the story is all about the characters' and their feelings and there is very little actual story. Or at least a continuing story.
This book was quite disappointing. I had my hopes up, because of all the praise and the awards it has won, but it didn't really do very much for me and I had to drag myself through the pages.