"Der er flere verdener end der er stjerner. De kan være styret af Lyset eller Mørket. Deres beboere kan være dybsindige tænkere eller primitive dræbere. To riger kan ligge på hver sin side af Evigheden, og alligevel have grænser som skærer hinanden, uden at disse nogen sinde mødes. Men hvis skæbnen vil, så ophører barriererne i tid og rum. Og grænserne flyder sammen og åbner porte ..."
Jeg har i mange år haft denne bog liggende uden rigtig at få taget mig sammen til at få den læst. Det var en gammel kollega i det nu sagnomspundne B&O Bøger der lokkede mig til at købe bogen. Hun ville ikke have at jeg skulle købe Dan Brown, nej så hellere købe Dennis Jürgensen: Dystopia. Sådan blev det.
Nu takket været den Bogchallenge 2014 som jeg er med i, så har jeg fået den læst og må sige at jeg er overrasket for det var ikke hvad jeg havde forventet. Kunne godt været gået på nettet og læst en masse anmeldelser for at forberede mig, men det var ikke fair overfor bogen.
Vi starter i Frir hos Den Sorte Mester og i Lumber hos Den Blå Mester og deres to børn Cirena og Karano. Disse to mestre er arvefjender og styret af mørket i deres hjerter. Det onde har fået tag i dem og de vil helst have lov til at udslette den anden hvis de kan få lov.
Men dværgen Dalixam kommer i mellem de to mestre og viser de unge mennesker hvad det vil sige at være den udvalgte til hvert sit rige fyldt med had og ondskab og sender dem til en parallel verden med andre væsner hvis verden også er ved at blive overtaget af Mørket.
Cirena og Karano er mennesker og de møder Eudaimonerne som ikke ligner noget de nogensinde har set før. De bliver sat sammen for at bekæmpe det Mørke som er begyndt at trives i Dystopia med hjælp fra Dalixams bog. Erk, Naugl, Sgist og Kukan som bliver udnævnt til Bogholder finder de to unge mennesker og sammen begynder deres rejse. Der skal meget til før de to unge mennesker begynder at holde op med at hade hinanden og ser hinanden som de virkelig er. Allierede mod en overmagt som truer med at ødelægge det de holder af.
Trængslerne er mange og store for alle i denne her besynderlige delegation som ender med at blive venner på trods af deres forskelligheder. De finder ud af hvad de indeholder af mod og kampgejst for at få besejret Mørket. Eudaimonerne bliver gjort klogere på hvad deres verden indeholder og at den faktisk er større end de nogen sinde havde forventet.
Jeg er vild med den måde hvorpå Dennis Jürgensen har opbygget historien. Man kommer til at holde af alle der er med i bogen og er lige ved at fælle en tårer når noget ikke går som det skal. De får lov til at møde deres dæmoner og bekæmpe dem. Der er ikke altid harmoni i gruppen, men det kan man jo heller ikke forvente.
Fantasien sætter ingen grænser for hvad vores gruppe skal igennem af farlige opgaver for at få Mørket til at forsvinde. Detaljerne er utrolige og man sidder og kan se dem for sit indre blik som billeder på et tv der viser en god film.
Bogen er fyldt med underlige navne som man godt kan undre sig over hvordan forfatteren har fundet på. Men det gør ikke noget for det bidrager ligesom til selve stemningen i bogen. At dette her ikke er for sjov. At vi har to verdener som skal reddes på den ene eller anden måde uanset hvordan.
Alt i alt en rigtig god læseoplevelse og jeg kan varmt anbefale bogen til alle uanset køn og alder.
"There are more worlds than there are stars. They can be ruled by Light or Darkness. Their inhabitans can be civilized thinkers or primitive killers. Two kingdoms can lie on opposide sides of Eternity, and still have borders that cross each other, without the worlds ever meeting. But if fate so decides, the barriers of time and space disappear. And the borders fade together and open gates..." Dalixam's Book
Dystopia is one of those amazing fantasy books, that - though I remember I love them - I forget from time to time just HOW good they are. I love the universe that Dennis Jürgensen creates, and the detail he puts into the description of it.
Even though I more or less know the story by heart by now, I still lose myself completely in the universe of Dystopia, and the fates of the eudaimons and the two humans. It's the age-old fight between good and evil, but with some delightful twists that make it seem new and original.
Unfortunately it's never been translated into English. It's well worth learning Danish to read it though! ;)
Jeg har før læst noget af Jürgensen, som jeg var ret glad for, og besluttede mig for at kaste mig over denne. Det er en fin historie, lidt langtrukken, men spændende, og derfor får den 3 stjerner :)
2,7⭐️ Den var forfriskende at læse noget dansk igen, men bogen var også lidt langtrukken, og synes ikke man kom ordentlig ind på livet af de forskellige karakterer. De mange nye dyrearter, som bliver præsenteret var egentlig spændende, men gjorde det også sværere at leve sig ind i bogen, når man skulle sidde og bladre så meget frem og tilbage mellem opslagsværket og historien, og følte ikke, at det som sådan havde nogen betydning for historien.
This book was read to me 15 years ago and I remember liking it. Since then I have heard so many ramble about it that I wanted to reread it and refresh it, but I suppose my expectation were to high because I was actually a bit disappointed. I think one of my problems is that Dystopia has so many weird features that is very hard to describe and even harder to imagine. Another thing was that I didn't quite feel that the story was finished with the victory over the Dark. I wanted to know how it had changed Dystopia and what would happen in the world of the humans.
Føles mere som en hyldest til genren og en stiløvelse end som om Jürgensen havde noget på hjertet, men når man er så skrap som ham ud i stiløvelser så kan det også være nok.
Bogen er lang, men ikke mere uhyggelig/voldelig end den sagtens kan læses af børn, et godt sted at starte en fantasy karriere.
My absolute all-time favourite book and I'm so sad that it's not in other languages (at least to my knowledge (if it exists in other languages, please tell me)). The main character's are interesting and distinct and the world of Dystopia is amazing, with loads of memorable places and creatures whom just feel so natural in the world Jürgensen has created.
What I really like about this book is that the journey our heroes take actually feels like it has an impact on the entire world (in that what they do makes a huge difference). You can see development, not only in the characters, but in the world around them as the story progresses.
It's a bit of a road-trip story, but it doesn't just feel like a series of mini-plots like many road-trip stories often do, but rather a natural over-arcing plot with some key moments strewn throughout.
It isn't just sunshine and rainbows for our heroes, but when they go through hardships it's not thrown in your face for shock-value with gory imagery (don't get me wrong, I was still a bit shocked at some of the stuff they have to go through), but rather just seen as tragic. Every moment has time to sink in and you can clearly see how these tragic situations they sometimes find themselves in affects them and their reactions are very believable. Even when this comes to bite them later (I'm just going to say that the climax is my favourite part), the characters stay in-character and act very believable.
I'll stop rambeling, because I could go on and on about this book for ages, and just end the review with this: Every fantasy-lover who can read Danish needs to add this to their collection. An amazing world with great characters, suited for any age and gender.
Dennis Jürgensens fantasi-roman dystopia starter egentlig godt. Man får optegnet konturerne af en stort anlagt fantasiroman, med to kongeriger (den blå mesters og den sorte mesters land), der hviler i en dyb konflikt, og deres to tronarvinger, der hader hinanden men måske kan forløse den krig og det mørke, der hviler over Tarakinien...
men men men... pist bum, så bliver de tryllet væk til en anden verden, hvor de skal lære hinanden at kende, og hvor læseren skal introduceres til en million forskellige spraglede væsener med sære navne, der skyder ud af Jürgensens hjerne, herfra tager det 600 sider for handlingen at komme ud af døren og få sko på. Og da det endelig skal afsløres, hvem der driver mørket frem hjemme i Tarakinien (er det udover at være det mest mærkværdige usammenhængende plottvist i fantasi-historien) svært for den møre læser at genfinde entusiasmen for hovedplottet. Dystopia er simpelthen alt for langtrukken, især når man tager i mente, at man simpelthen aldrig rigtig lærer vores to hovedkarakterer eller alle de væsener de møder på deres vej ordentligt at kende, og derfor aldrig rigtig kommer til at interessere sig for deres strabadser.
Didn't really catch on. The story starts great with some classic but interesting fantasy style storytelling, but quickly spirals into the really weird. The story is heavily dialogue based, such makes it a bit dull and hard to latch in to.
My main problem was that the author had chosen to go with the pronoun "it" for gender neutral creatures, where the more normal and totally acceptable "they" would have sufficed. The creatures live by reincarnation of past selves, and the pronoun "they" would have made more sense.
Cirena, the female lead, is described as beautiful throughout the book, though it has no relation to the story. She's the victim of abuse, and though it is stated that the male lead Karano is a known abuser, it's never discussed in the story.
Always loved this book and I don’t have a count on how many times I’ve read it. It’s one of those books that reveals new details with every read. You follow the son and daughter from opposing kingdoms on their quest to sve their lands, sould and entire world and tells a story of personal change and how you must learn to accept and work together with opposing and different people to reach your goal
5 1/2 time inde i lydbogen, og jeg må simpelthen give op.. Var gået igang med den efter en anbefaling, men den er bare så kedelig... Om det er fordi, den bare ikke egner sig til lydbog, det ved jeg ikke... Også - efter 5 timer burde der være kommet bare en lille følelse af sympati med minimum en af karaktererne, men dette er ligeledes ganske udeblevet.
Jeg har været en 10-11 år, da jeg læste Dystopia; den første bog i fantasy-genren, som unge mig fik læst færdig. Det var en betagende, opslugende og, til tider, skræmmende rejse.
5 stjerner for nostalgi, ikke s�� meget en saglig bedømmelse.
Forøvrigt var Freddy-serien det rene crack, dengang.
Jeg vil godt lade den få 1½ stjerne, da anden halvdel af bogen trak den op fra den halve til hele stjerne jeg først havde tænkt den skulle have.
Dette var en keeeedelig bog. I hvert fald det meste af den. Handlingen gik bare hak i hak uden at tingene rigtig blev bundet sammen eller bygget op og spændingen manglede. Karaktererne var todimensionelle og flade, og eudaimonerne havde så mange pludselige skift i karakter/væremåde, at jeg mere eller mindre opgav at holde dem adskilt fra hinanden. Dalixam var et uforklaret plot device, og Bogen løste/gav svar på de fleste problemer.
Handlingsmæssigt var dette hvad jeg ville forvente af et stort barn, ikke en forfatter. Navnene havde den type af latterlig kompleksitet, hvor det er umuligt at finde ud af udtale, og som et barns fantasi kunne være kommet på, hvor der blev ikke taget hensyn til stavning.
Karaktererne møder heller ikke nogen rigtig modstand før Isringskråningen; det er faktisk første gang i historien tingene bliver rigtig farlige og de ikke bare kan løse alle problemer ved at spørge Bogen eller få andre til at løse dem for sig. Dette var knap halvvejs gennem bogen, og først her begyndte jeg at mærke lidt spænding. Det er også derfor jeg opgraderede til 1½ stjerne; jeg synes den anden halvdel var noget bedre end første, men dog ikke nok til at nå op på to stjerner.
Alt i alt så vil jeg ikke anbefale denne bog til andre, og den blev kun læst færdig fordi det var en læsekredsbog.
It's a light, easy and heart-warming read, as you venture through the land of Dystopia. I loved it, and I especially loved how the land felt warm and its inhabitants were magical to the degree of smiling weirdly to yourself, because you feel fuzzy inside of all the magical descriptions. Well, of most of it. Other things are not nearly as adorable, of course.
Der var simpelthen for mange ting i den her bog der irriterede mig til at jeg kunne lide den. Måske var en stor del af det at jeg ikke kunne lide oplæseren, men der var også mange andre ting hvor jeg bare sad og blev enormt irriteret.