Forældre i dag har aldrig været mere vidende om deres rolle som forældre, og alligevel er mange grundusikre på, om de gør det godt nok, og hvordan de i det hele taget kan blive de bedst mulige forældre. Men generelt kan forældre roligt sænke skuldrene, for det uperfekte er meget bedre end sit rygte.
Budskabet i Lene Tanggaards bog er derfor en god nyhed: de fleste forældre gør det fremragende. Er du forælder, så se på og lyt til dit barn og til det, din krop og dømmekraft fortæller dig. Få hjælp til det, du ikke magter selv og ræk ud efter hjælp. Ingen er nogensinde blevet en bedre forælder – eller bedre til noget som helst – af at blive talt ned til eller af at stå alene.
Drop derfor præstationsræset i forældreskabet, sæt realistiske forventninger til dig selv og andre, og læs denne bog, hvis du har brug for at blive mindet om, at mindre kan gøre det, og at børn paradoksalt nok kan få det bedre af det.
Godt indsigter, masser af fine pointer som jeg vil tage med mig. Den mister to stjerne på måden den er skrevet på. Den virker som om den gerne vil være en bog alle forældre kan læse, hvilket det sjove lommeformat bakker op. Men i realiteten er den meget tungt akademisk formuleret, og med en del gentagelser, så det indimellem er en smule svært at få et helt klart billede af hvad forfatteren egentlig mener. Især intro og afsnittet om resiliens lider under det. Jeg savner desuden en refleksion over, hvorfor mange i dag ikke læner sig op af generationers viden om familieliv. Det virker som om forfatter mener det er et stort tab, men jeg tror der er mange, der ret bevidst ikke opsøger de forrige generationers måde at anskue børn og familieliv på.
Important little book on the inflated idea of the role of parents in shaping their children's lives. We are but shepherds of our results of genetic code pool of our ancestors, and will never be able to engineer our kids anyway. Tanggaard explains in a vivid language, and based on an empirical basis from psychology and sociology, how we should all probably do less instead of more, strive to be the ordinary parent, nor pace our kids into anything and let them be hosts in their own lives. Our impact on the behaviour of our offspring is quite limited anyway. An important contributor to the thinking of Tangaard seems to be the ideas of the uncontrollable by Hartmund Rosa.
Lidt tungt med de mange referencer til forsk ing, som forfatteren også nævner bagerst i bogen. Bogen er dog værd at læse. Jeg har endnu ikke selv børn, men får knopper af at se de mange forældre have hver deres mere overbeskyttende tilgang end den næste.
Bogen snakker om et tiltag om at give børn mere tillid og tid til at udforske livet. For hvad man dom voksen ikke ser som kombineret læring og leg, er netop det for børnene. Og giv dem tid, så bliver de stærkere igennem dette.
Det minder mig om citatet: Muddy water is best cleared by leaving it alone.
En god bog om forældreskab, om at sænke skuldrene og huske på at man ikke er ene-ansvarlig for sit barns succes. En påmindelse om nogle gange at være nærværende i barnets leg og nogle gange at trække sig, så barnet selv leger. Der er en del forskningsreferencer, det skal man være indstillet på.
Desværre ofte temmelig banal - og spækket med selvmodsigelser. Men fin, hvis du føler dig usikker i dit forældreskab og skal mindes om "good enough parenting".
Hurtigt læst lille bog med udgangspunkt i forskning. På trods af at den er kort, traver den lidt rundt i de samme pointer, men overordnet er det en god holdspiller i det senmoderne forældreskab.
Jeg prøver at lade være med at læse for mange bøger om børneopdragelse nu hvor jeg selv skal være mor lige om lidt men denne her var lige hvad jeg behøvede.
Fin nok bog, men klart mest ment til kvinder end mænd. Forfatteren er kvinde, så det giver god nok mening, men bogen appellere jo til forældre og ikke mødre.
Rigtig fin bog om forældreskab, som ikke kun handler om forfatterens egen erfaring eller momfluencer-aspirationer, men som faktisk inddrager videnskab, filosofi, psykologi, etc. til at etablere vigtige og solide pointer, som man som forældre, der lever i nutidens diskurser, ekkokamre og generelle informationsoverbelastende samfund har brug for at få (gen-)lært.
En af pointerne i bogen er, at man må holde fast i, "at selve forældreskabet ikke er en videnskab. Det er en kropsligt forankret praksis, hvor vi skal lære at mærke efter, hvad der føles rigtigt."
Der er også en vigtig pointe, der handler om, at man bør genindsætte dømmekraft som en autoritet og at give den sunde fornuft "en genfødsel i det moderne forældreskab".
Generelt kan man sige, at bogen til dels deler budskab med bøger som Børnevælde og Plads til kærligheden: Overlevelsesguide til forældre idet de alle fokuserer på det uperfekte, personlige (eller kropslige) forældreskab, hvor ikke kun børnenes (diskursivt forankrede) "behov" skal styre alt i forældrenes eller familiernes liv. Men hvor man i stedet fokuserer på, at man kan være forælder på mange måder, og at det blot handler om at være god nok og at huske at levne plads til sig selv.
Det er nogle gode budskaber, men grundlæggende mener jeg, at det er kedeligt og ærgerligt at noget så banalt er nødt til at blive skrevet som noget revolutionerende... Det, mener jeg, viser noget om den diskurs om forældre, børn og forældreskab, der hersker i samfundet i dag.
Jeg skulle have nøjedes med at læse titlen. Det tror jeg havde fungeret fint.
Men Lene Tanggaard er en dygtig forsker og formidler, så selvfølgelig havde jeg lyst til at læse hele bogen. Og den er fyldt med gode pointer, underbygget af forskning og saglige argumenter.
Og ja. Der er mange ting vi forældre gør, som vi slet ikke behøver gøre. Fritidsaktiviteter, Tivoliture, perfekte børnefødselsdage osv. Og det er jo fint nok at få at vide. Det bør vi nok især minde hinanden om -forælder til forælder (måske især blandt mødrene? Og på Instagram ikke mindst?).
Problemet er lidt, at bogen i samme åndedræt nævner hvor vigtigt det er at vi i stedet inddrager børnene i vores gøremål, lader dem lege mere frit, opleve lidt modstand osv… jeg husker ikke alle pointerne, blot at jeg egentlig godt vidste det i forvejen, men bare ikke altid orkede, og at bogen nu endte som alle andre bøger om børneopdragelse - med at give mig dårlig samvittighed over alt det, jeg burde men ikke formår.
Så måske det er fint bare at købe bogen og stille den på reolen som en påmindelse om, at det du gør er godt nok - og så længe du opfører dig nogenlunde ordentligt i nærheden af dine børn, så skal det nok gå.
En god lille bog om forventningerne til forældreskabet - og hvorfor andres forventninger bør betyde betyde lidt mindre. Faderen fylder ikke så meget i forfatterens eksempler.