Der begynder at samle sig // noget der ligner // en følelse af // at være til grin // mens jeg sidder her // med min lille bakke med kattegrus // og sammenligner den med // din ørken af stædighed
Så grusomt og samtidig så nænsomt - så hårdtslående og samtidig så morsom er Lola Baidels aforistiske digte (sløjfer?), når de er allerbedst!
Desværre holder hele samlingen ikke det høje niveau, og der er mange digte i “Og Søndagsbørn gav lov”, hvor Baidels totale ømhed, fuldstændige ståen ved sig selv desværre ikke helt formår at lade sig transformere til gode digte -
Hmmmmm der er noget i vejen med ordet bekendelseslitteratur.... det vender ligesom forkert.
Når man læser Og søndagsbørn gav lov er det ikke digterjeget der er bekendende / personlig... det er til gengæld en mulighed for læseren, at bekende sig til / identificere sig med de knivskarpe relations-scenarier.
Det er ikke min yndlings Baidel bog - men den minder mig om alt det jeg elsker allermest ved Shit & Chanel, LO Højskolen, Seppo Mattinen etc.