How much grief is too much? How far should we go to avoid pain? From the author of the international bestselling novel Agatha comes a literary thriller about grief, love, science, and societal norms. A Danish university research group is finishing its study of a new medicine, the world’s first pill for grief. But psychology professor Thorsten Gjeldsted suspects that someone has manipulated the numbers to hide a disturbing side effect. When no-one believes him, he teams up with two young students to Anna, who has recently experienced traumatic grief herself, and Shadi, whose statistical skills might prevent her from living a quiet life in the shadows. Together, these sleuthing academics try to discover what’s really happening before the drug is released to the entire population. Blue Notes is brimming with ethical and existential ideas about the search for identity and one’s place in the world, while offering a highly original literary adventure that ultimately underscores the healing power of love.
Dansk psykolog og forfatter, som foreløbig har udgivet to digtsamlinger som alt for ung, romanen Agathe fra 2017, en fagbog om skizofreni i 2018 og ungdomsromanen Hvad ingen ved i 2019. Jeg skriver med andre ord vidt og bredt om det, der fascinerer mig - ofte med karakterer, der står ude i periferien af tilværelsen, læner sig lidt frem og prøver at finde ud af, om de skal træde ind eller ej. For tiden arbejder jeg på min hidtil længste roman med afsæt i den nye sorgdiagnose, der er ved at blive implementeret her i Danmark.
//Danish author and psychologist who has published both poetry, non fiction and fiction for adults and young adults. So far only one of my books, Agathe, has been translated into other languages than Danish. I often find myself writing about that unbearable lightness of being that Kundera coined so beautifully, and many of my characters have trouble finding out how to live their lives and whether to engage in the world and with the people in it or just stay home and hide. Currently working on my thickest book yet; a novel evolving around the new grief diagnosis and a near possible world in which a pill for grief is invented.
Intensives und außergewöhnliches Leseerlebnis....ein unbedingt lesenswertes Buch über Trauer, die Pharmaindustrie und die Ethik in der Medizin....
Elisabeth verliert ihren 5jährigen Sohn. Tief traumatisiert kann sie mit ihrer Trauer nicht umgehen....doch als Pharmazeutin beginnt sie mit der Entwicklung eines Medikaments, dass Trauer erträglich machen soll...
Der auf mehreren Zeitebenen geschriebene Roman fühlte sich für mich total authentisch an...sowohl die Charaktere als auch der Handlungsverlauf....
Hvis der fandtes en pille mod sorg, ville du så tage den?
Anne Cathrine Bomann har skrevet superinteressant historie, der handler om en ny danskudviklet vindunderpille Callocain, der kan fjerne selv den værste sorg.
På Århus Universitet er en forskningsgruppe igang med at blåstemple midlet til handel, men en professor opdager lusk med tallene. Det virker som om nogen prøver at skjule en frygtelig bivirkning og professoren sætter to uni studerende til at undersøge sagen.
Vi følger Elisabeth i 2011, hvor hun er ved at gå til i sorg over at miste sin lille søn og så følger de to noget forskellige universitetsstuderende Anna og Shadi i en nær fremtid, hvor de bakser med deres egne problemer samtidig med at de prøver at afklare, hvad der foregår.
Blå Toner er en roman, men den har også bittesmå tråde til krimigenren. Jeg har været godt underholdt og først tænkte jeg, at Callocain da lød som en god ide. Tænk at være fri for at skulle opleve en altopslidende og ødelæggende sorg.
Men sorg er en vigtig følelse og proces, som vi alle skal igennem. Det er en del af livet og det at være et menneske og som historien udviklede sig, blev jeg klar over at det er en følelse jeg ikke vil være foruden.
Historien blev lidt fagteknisk nogle steder og der havde jeg lidt svært ved at følge med. Men det gjorde ikke så meget, for det var troværdigt og fik historien til at fremstå meget realistisk😊👍
Blå Toner er en fortælling om sorg og kærlighed og den sætter vigtige spørgsmålstegn ved, hvor langt og hvor meget vi kan/burde gå - bare fordi vi kan.
Ein volles, rasantes und spannendes Buch mit interessanten Themen und neurodivergenten, aber nicht klischeehaften Figuren. I like! Das Ende war unbefriedigend. Die wunderschöne Ausstattung passt leider nicht zum Inhalt.
Un thriller scientifique/médical , trop cool!!! J’ai tout aimé, l’histoire est super intrigante, les thématiques sont passionnantes, une excellente lecture!
I picked up this book because I’m drawn to stories revolving around psychology, research and mental health. This Danish literary thriller took me on a memorable reading journey and left me with new ways of contemplating grief and loss, which unfortunately are a big part of my job.
If there was a pill to help you get through persistent grief would you take it? Blue Notes poses so many great questions about the fields of psychology, pharmacotherapy, mental health (diagnosis). Is it helpful when certain conditions get a name? Or are we trying to pathologize everything that falls outside of norm? And what happens when the force behind pharmacological invention has a strong personal motive that has nothing to do with money?
These are some deep topics that Anne Catherine Bomann explores in a non-pretentious way by introducing us to a fascinating group of characters and having them reflect on these questions. Great character development and underlying thriller elements made for a riveting read. Despite such “heavy” subject this was a surprisingly quick and entertaining read.
A big thank you to Book*hug Press and NetGalley for gifting me an ARC in exchange for an honest review?
TW: I usually do not include TW because I find they are often spoilers but if like me you are particularly impacted by animal death just wanted you to have a heads up! 😭
Étonnante surprise que ce roman. Ici le deuil prolongé est une maladie et une pilule est en étude clinique. Dans une université danoise, un enseignant et deux étudiantes très différentes vont découvrir certaines irrégularités dans l'étude... et tout sera remis en cause. Je ne savais pas du tout de quoi ça palait (en fait, à cause du mot "gamme", je pensais qu'il était question de musique!) et si j'ai mis un moment à entrer dans l'histoire, une fois dedans, les pages se tournaient toutes seules et j'ai beaucoup aimé l'évolution des personnages et la réflexion sous-jacente.
Jeg har ventet på denne bog. Da jeg faldt pladask for Anne Cathrine Bomanns Agathe, skyldtes det primært hendes evne til at bruge sproget og sproglige billeder til at fortælle om selv de inderste følelser i hendes karakterer.
Med Blå toner træder ACB for alvor ind i plotland, og jeg forstår, hvorfor den har været længere undervejs. Historiens tråde spinder sig ind i hinanden og slår fine sløjfer undervejs. Jeg synes, at plottet er løst godt og det holder mig som læser hele tiden interesseret i historiens udvikling. Det er længe siden, at jeg har læst 300+ sider på 4 dage.
Men, hvad der virkelig gør denne bog til ACB's værk er karaktererne. Selvom vi denne gang følger den mere gennem plottet end i Agathe, så mærker man tydeligt dybden i dem. De virker ægte, nuanceret og for de fleste vedkommende epatiske.
Som universitetsansat ved jeg, hvor vigtigt forskning er for samfundets eksistens og udvikling. Emnet er meget interessant.
Jeg ved ikke, om ACB har haft en algoritme knyttet på min hjerne. Men jeg føler, at denne bog er skrevet lige præcis til mig. At lade hvert kapitel være sin egen scene er et genialt træk, der gør at jeg som læser flyver gennem bogen.
Er den dybe, lange sorg efter en nærtståendes død en almen menneskelig reaktion eller er det en psykisk lidelse, der skal medicineres væk - og hvad er konsekvenserne, hvis vi gør det? I bogen tegnes nogle meget fine omend også lidt stereotypiske karakterer, der alle kæmper for deres opfattelse af den ‘rigtige’ tilgang til dilemmaet, og det giver en fin nuancering i spørgsmålet. Formidlingen af den nye sorgdiagnose sker let og ubesværet. Samtidig lægges et spor af spændingsplot ind i bogen, men de er måske lidt for søgte efter min smag. Helt klart en god bog, som jeg havde svært ved at lægge fra mig.
Et interesant plot, en troværdig og virkelighedsnær historie, og en omgang af noget af det bedste jeg har læst indenfor beskrivelsen af følelser hos personer i sorg.
Bogen fletter videnskab sammen med fiktive hændelser på en yderst gribende og troværdig måde. Så selv om pillen Callocain ikke findes i dag, så virker det bestemt ikke usandsynligt, at den en dag i fremtiden vil blive udviklet. Dog forhåbentlig under lidt andre omstændigheder end i denne bog.
Bogens omdrejningspunkt er mennesker i sorg. Mennesker som har mistet en de holder af, og som på en eller anden måde skal forholde sig til de følelser det giver at være efterladt.
Vi følger de studerende Anna og Shadi som sammen skriver speciale om sorgdiagnosen. De to har på hver deres måde en relation til enten sorgen eller medicin mod psykiske forstyrrelser.
Deres lærer er den grundige og ansvarsfulde Thorsten (min personlige favoritkarakter i bogen). Thorsten er typen som altid går spadestikket dybere, som ikke lader stå til og som prioriterer tiden til den enkelte studerende/patient. Ironisk nok så er Thorsten skilt, og er ved at genoprette sit forhold til sin voksne søn, lige netop fordi Thorsten i sine yngre år ikke var god nok til at få prioriteret tiden med familien.
Bogen har flere plottvist som jeg bestemt ikke så komme på forhånd, ligesom karakterene udvikler sig i løbet af historien, således at handlingen hele tiden har en grad af uforudsigelighed over sig.
Jeg har haft stor fornøjelse af at læse denne bog, og kan varmt anbefale den til dig som gerne vil have en spændende og realistisk roman med nogle troværdige karakterer.
Egyik legjobb idei olvasmányom! Sokkal jobban tetszett, mint az Agathe. Igaz, hogy feszültebb, mint egy skandináv krimi, néhány thrilleríró is sírva kérheti a receptet. Pedig csak egy kis "irányított adatelemzés" történik a gyógyszerkutatóban. Minden egyes ráaggatott címkének tökéletesen megfelel: lélektani mélység, gyászfeldolgozás, kényszerbetegség, váltott szemszög. Hozzá még az erkölcsi dilemmák kiváló ábrázolása: a jog és az igazság, a siker és a hírnév ára, a cél meg az eszköz. Remek könyv.
3,5* Zármutek, smutek, žal, truchlení, spousta pojmenování pro ten těžký svíravý pocit, který komplikuje každý nádech a utlačuje ostatní potřeby do pozadí. Ruku v ruce jde s bezmocí, která jako plíživý stín kráčí v jeho stopách a útočí bez varování. Kdo kdy někoho ztratil, ví, jak silný může být zármutek a jak dlouho se může držet lidské mysli. Jak se říká, čas léčí a hojí rány na duši. Ale kde je ta pomyslná hranice, kdy by žal už měl postupně zeslábnout a umenšit se, kdy už překračuje mez? Nepřeklene se pak nestabilní duševní stav do duševní nemoci, když už to trvá až příliš dlouho? Dánská farmaceutická společnost vyvíjí lék proti protrahovanému (jo, fakt je to slovo, není to chybně napsané protahovanému) truchlení, který by měl lidem pomoci umenšit jejich žal a urychlit jejich návrat jakožto funkčního jedince do společnosti. Existují však jisté pochybnosti o vedlejších účincích léku, které by mohly mít fatální následky.
Příběh má čtyři vypravěče: studentku Annu a Šádí, učitele psychologie Thorstena a Elizabeth, které zemřel malý syn. Postavy jsou velmi lidsky vykresleny, působí jak reální lidé, na které by jeden mohl v klidu natrefit. Autorce se podařilo snadno nastínit osobnost každého jednotlivce, aniž by se pouštěla do nějakých niterních sond do hlubin duše. Vzhledem k rozsahu (256 stran) je námět zpracovaný stroze, ale funkčním stylem. Nefilozofuje se tady nad definicí smutku, případné detailnější debaty jsou psány na laické úrovni, ale zároveň tak, aby neztratily nádech vědeckého pohledu. Zakončení knihy by se mohlo zdát jako vyšuměním do ticha, bez nějakých hlasitých fanfár a dramatických akcí, ale ono to k tomu nakonec sedne. Celý průběh a hlavně samotný konec působí dost reálně. Zajímavost na konec z doslovu - v době vzniku knihy se v Dánsku prý skutečně zavádí nová diagnóza poruchy protrahovaného truchlení.
Kas ajukeemiat mõjutav tabletiravi teeb vaimsele tervisele head vōi muudab hapraimad meist pikaajalisel kasutamisel empaatiavõimetuks, ja see kõrvalmõju võib isegi muuta kogu me suhtlust ja suhtumist halvemuse poole vôi isegi ohtlikuks? Ravim pikaajalise leina vastu - selle looja hea- ja pahatahtlik akt iseeneses, kui asi on isiklik.
Vraiment intéressant et original comme histoire! J’ai beaucoup aimé et ça se lit très très bien ! une étoile de perdue pour la fin que j'aurais aimé plus éclatante..mais ça un de mes coups de coeur de 2024.
Excellente réflexion sur le deuil et son statut : est-ce une maladie? Devrait-on tenter de le guérir même si ça implique de prendre un médicament et de peut-être altérer qui nous sommes? Roman d’anticipation sous forme de thriller très bien amené!
Premier roman de 2024. Ça aura pris plus de 3 mois 😅.
C’était un livre facile à apprécier, même à petites doses. La psychologie et la science ça m’accroche d’emblée! L’histoire de la mise en marché d’un médicament contre le deuil, des aléas de la recherche et de l’influence des pharmaceutiques m’ont beaucoup plus.
Le deuil est quelque chose de très personnel et je le trouve très joliment traité dans ce livre. J'ai vraiment beaucoup aimé la plume, l'intrigue, les personnages. Un petit coup de cœur pour ce livre.
øhm ja okay, den var da fin? jeg fløøøøj igennem den, men jeg havde svært ved at se, hvad pointen var? det virker som om, at forfatteren har skrevet bogen, så hun kunne udtrykke hendes holdninger om sorg og begrunde for/imod for, at man ikke kan/godt kan lave en pille mod sorg. den virkede mere som en fagbog end som en skønlitterær bog - det har nok været hensigten, men det var bare ikke liiige hvad jeg forventede og/eller hvad jeg ønskede. 3.5 stjerne herfra
Ceux qui ont écouté "Painkiller" sur Netflix verront des ressemblances avec ce roman. On y aborde des enjeux similaires, mais cette fois-ci, c'est plutôt d'un médicament pour guérir le deuil dont il est question, du point de vue de la pharmaceutique, des chercheurs et des étudiants en psychologie.
Tusind tak til @lindhardtogringhof og @annecathrinebomann for anmeldereksemplaret!
“Blå toner” af Anne Cathrine Bomann er en utroligt interessant bog med temaer om sorg og medicin.
Et dansk medicinalfirma har udviklet en pille mod sorg. En forskningsgruppe på Aarhus Universitet har fulgt studiet. Dog har psykologiprofessor Thorsten Gjeldsted en mistanke om, at der er noget galt med undersøgelsen. En fejl eller måske en manipulation med tallene. For han bemærker en bivirkning, der kan få fatale konsekvenser. Men der er ikke rigtig nogen der lytter. Lige på nær Thorstens to studerende Anna og Shadi.
Anna, Shadi og Thorsten er hver passionerede mennesker på hver deres måde. De har hver deres kvaliteter, og så har de alle det tilfælles, at de har et stort gå-på mod og en villighed til at kæmpe for det der er rigtigt.
Derudover møder vi også Elisabeth, der mistede sin søn og er gået ind i en dyb og forfærdelig sorg, som hun ikke ser nogen udvej fra. Det er netop det, der får hende til at gå utroligt meget op i at udvikle denne pille mod sorg. Hvis det kan gøre den mindste forskel, vil hun være lykkelig over det.
Der stilles nogle super interessant spørgsmål i bogen. Særligt en række etiske spørgsmål, og om, hvad sorg i virkeligheden er, når det kommer til stykket. Bogen er meget aktuel og troværdig.
Anne Cathrine Bomann er en super dygtigt forfatter. Endnu en gang har hun vist, at hun mestrer det skrevne ord. Sproget er flydende, let, livligt og spændende. Derudover er plottet velgennemtænkt og der er ingen tvivl om, at der ligger et stort stykke researcharbejde bag ved fortællingen.
Det videnskabelige element fungerer også rigtig godt i bogen. Det er spændende og føles ægte at læse om. Det gælder både i forhold til selve forskningen, men også i forhold til den forskningsetik, der omtales i bogen. Selvom det er fiktion, føles fortællingen som kunne den være taget ud af virkeligheden. Skræmmende, men også utroligt interessant.
“Blå toner” af Anne Cathrine Bomann er en interessant bog om medicinalfirmaer og med stort fokus på etik. Yderst spændende. En fremragende og imponerende roman.
Danemark. Shadie et Anna, étudiantes en psychologie que tout oppose, travaillent sous la direction du professeur Thorsten. Forcées de rédiger un seul mémoire de maitrise sur le deuil, elles doivent tenir compte de leurs différences pour atteindre leur but. En parallèle, l’entreprise Danish Pharma est sur le point de lancer la Callocaïne, un médicament permettant de soulager les symptômes du deuil. Examinant les données de recherche sur la nouvelle molécule, Thorsten découvre que des effets secondaires inquiétants sont écartés par les dirigeants de la compagnie, dont Elizabeth Nordin, maitre d’œuvre du chantier pharmaceutique. Comment le trio va-t-il s’y prendre pour protéger les patients vulnérables ?
Roman aux allures de polar. Qu’est-ce qui différencie le deuil normal du deuil pathologique ? La question est lancée et l’argumentaire de chacune des parties laisse au lecteur le soin de se positionner. Pour tenter d’y répondre, on plonge dans l’univers de la recherche universitaire, des données traitées avec SPSS, des expérimentations et finalement, du dilemme entre les avancées de la science et de la connaissance vs le profit convoité par les compagnies pharmaceutiques. La dynamique entre le médiateur Thorsten et les deux étudiantes est intéressante. Le personnage d’Élizabeth, conceptrice de la Callocaïne, est complexe. Bref, un thriller sur un thème différent.
Citations « … le chagrin est comme l’arthrose, se disait-elle, le chagrin est une maladie qui nous dévore. » p. 33
« Shadi est plongée dans des réflexions sur le deuil considéré comme une part d’ombre inhérente à l’amour... » p. 37
« Il faut comprendre le deuil comme un pendule, lit-elle, qui oscille entre la souffrance insupportable de la perte et un comportement d’évitement mental qui cherche à protéger soi-même de la violence des émotions. » p. 72
Jeg havde virkelig glædet mig længe til at opleve Blå toner. Især pga al hypen. I langt størstedelen af bogen levede den også fuldstændig op til det!
I starten var jeg slet ikke i tvivl om, at den ville score top ved mig, for hold op, hvor er de forskellige reaktioner på sorg bare fantastisk skrevet! Det er virkelig sådan, jeg bedst kan lide fortællinger om følelser.
Alle karakterer bidrager med noget godt til fortællingen og giver noget specielt. De er meget troværdige også. Jeg var også vild med den nørdede videnskab omkring forskningen af Callocoin. Har stor interesse i menneskekroppen både fysiologisk og psykologisk, og så giver det lige dét ekstra.
Der var dog et eller andet på vej hen mod slutningen, der ikke fungerede helt for mig. Som om tingene på en måde sker lidt for hurtigt. Både i statistikken, pressemødet og Elisabeth, der lige pludselig begynder at ændre mening. Der mistede historien mig lidt, desværre.
Men det er virkelig alt i alt en fantastisk bog, der sætter stor og vigtig fokus på sorg og forskellige meninger omkring sorg som diagnose, der skal behandles. Virkelig en bog jeg vil anbefale alle at læse!
Elisabeth merkt dat ze na de vroege dood van haar zoon Winter is vastgelopen in haar rouwproces. Ze laat de slaapkamer van de vijfjarige intact, barst uit in woede tegen vrienden die het goed bedoelen en zondert zich steeds meer af. Als onderzoeksleider bij het Deense farmaceutische bedrijf Danish Pharma, besluit ze mee te werken aan een nieuw project dat een pil (Callocaïne) ontwikkelt tegen langdurige rouw en verdriet. In Blauwe tonen van Anne Cathrine Bomann volg je dit proces van een wetenschappelijk idee naar een geneesmiddel dat op de reguliere markt verkrijgbaar is. Daarnaast neemt het verhaal de lezer mee in het leven van psychologiestudenten Shadi en Anna. Ze willen allebei afstuderen op rouwverwerking aan de universiteit van Aarhus, en doen dit uiteindelijk onder begeleiding van professor Thorsten Gjelsted.
Wil je mijn volledige recensie lezen? Ga dan naar Hebban of elineschrijfthier.nl. ↖️
Izgalmas a regény témája - ezért is vettem kézbe - de kissé langyos a kivitelezés.
Van egy önmagában érdekes cselekmény- és vezérszál, egy gyógyszer kifejlesztésének és tesztelésének folyamata (amely a történet végére valamiféle szoft thrillerbe kanyarodik), és van egy-két jól körülhatárolt karakterünk, a maguk traumáival, félelmeivel, vágyaival, na meg gyászmunkáival. Nehéz meghatározni a hiányérzetem forrását, talán pont a túl határozott körülhatárolással lehet a baj: túl gyorsan kiismerjük a szereplőket, mind kényelmesen beleférnek a maguk felcímkézett dossziéiba és a kapcsolódásaik sem hoznak igazán meglepetést. Amikor mégis kiszámíthatatlanul viselkednek, az kilóg és kissé meseszerű. Mivel Bomann, a szerző pszichológus, felteszem, nem az emberismeretében van a hiány, hanem annak ábrázolásában nem elég merész és innovatív. Szóval alapvetően jó olvasmány volt, gördült és fordult, tetszett a reális végkifejlet is, csak valahogy kicsit lapos volt az egész.
‘Blauwe tonen’ gaat over rouw, verdriet, afscheid en omgaan met dit alles. Een farmaceutisch bedrijf ontwikkelt een medicijn om langdurige rouw en verdriet te 'genezen'. Rouw zal dus worden aanzien als een soort ziekte. We volgen dit hele verhaal vanuit verschillende perspectieven en dat maak het heel interessant om je vlot door deze roman met een toch eerder zwaar thema te werken. We volgen Elizabeth, die haar zoontje verliest, professor Thorsten, die de werking van het medicijn onderzoekt samen met enkele van zijn studenten Anna en Shadi.
De personages van Anna en Shadi werden goed uitgewerkt, zo leer je al snel dat beide studentes nogal verschillend zijn en dat Shadi kampt met enkele dwangneuroses. Beiden hebben ook een totaal andere kijk op de liefde. Ik vond alle personages in dit verhaal minstens even interessant en dat draagt toch veel bij aan een sterk verhaal.
Jullie lazen misschien mijn review over ‘Agathe’, de bekroonde debuutroman van deze auteur die mij totaal niet kon bekoren ondanks dat hij aan 29 landen werd verkocht. Wel, ‘blauwe tonen’ weet mij wél te raken, en hoe. Dit interessante verhaal laat je nadenken over hoe je zelf omgaat met rouw en verlies. Of we zelf zo’n medicijn zouden willen zien in onze wereld? Voor mezelf persoonlijk, neen. Ik vind dit medicijn heel dichtbij antidepressiva komen in dit verhaal, het stompt namelijk de emoties en vooral het empathisch vermogen serieus af. Verdriet, verlies en rouw horen bij het leven en daar is geloof ik geen enkel medicijn tegen opgewassen. Wanneer mensen te empathisch worden spreken we over iets helemaal anders.
Deze roman zet je aan het denken en schuwt deze moeilijke thema’s niet, een mooi boek dat het lezen meer dan waard is, dat enkele spannende wendingen aanneemt.
Ein sehr lockeres Buch, das dennoch ein sehr wichtiges und interessantes Thema hat. Es geht nämlich über Trauer und wie man diese „behandelt“. Vor allem wird aufgezeigt wie wichtig Trauer ist zum Bewältigen von schwierigen Situationen, aber auch was für Gefahren sich daraus entwickeln können. Das alles ist in einem spannenden thriller-ähnlichen Roman verarbeitet.