Vi lider i stigende grad af stress, depression, angst, ADHD og andre forstyrrelser. Inden for det seneste halve århundrede er antallet af sygdomme i det psykiatriske diagnosesystem tredoblet. Snart sagt alle menneskelige livsproblemer betragtes i dag som behandlingskrævende.
Afvigelser fra et stadigt snævrere normalområde bestemmes gennem diagnosticering og kræver medicinsk eller psykoterapeutisk behandling. Spørgsmålet er, om denne udvikling hjælper os, eller om den rent faktisk gør os mere sårbare og dårligere rustet til at klare de opgaver, som et moderne arbejds- og familieliv stiller os. 'Det diagnosticerede liv' stiller skarpt på disse tendenser og undersøger gennem kritiske analyser perspektiverne i den aktuelle udvikling.
Bogen henvender sig til professionelle inden for social- og sundhedsområdet, psykologer, pædagoger og undervisere foruden den alment interesserede læser.
Svend Brinkmann (født 23. december 1975) har været professor i almenpsykologi og kvalitative metoder på Det Humanistiske Fakultet på Aalborg Universitet siden 2009. Han er uddannet cand.psych. fra Aarhus Universitet.
Svend Brinkmann har skrevet og redigeret en lang række bøger og mere end 150 artikler. Derudover har han udgivet artikler og bogkapitler på syv forskellige sprog. I almenheden blev han i 2014 kendt for bogen Stå fast, hvori han gør op med, hvad han beskriver som tidens (selv)udviklingstyranni. Svend Brinkmann har også medvirket i radioprogrammet Netværket på P1 fra 2009-2016 og var i 2014 vært på DRK programmet Lev Stærkt.
Svend Brinkmann har gennem sin karriere modtaget mange priser og legater. Blandt andet modtog han i 2015 DR's formidlingspris Rosenkjærprisen og Gyldendals formidlingspris sammen med Lene Tanggaard.
Ok, hvis jeg skal skrive om diagnosticering. Men ellers er det ret forudsigeligt på den akademiske måde. Flere har endog ingen egentlig undersøgelse bag artiklerne.
Brinkmanns indledning tendensiøs, men ok
Roses kapitel kommer ingen vegne, men opstiller hypoteserne for øget medicinering klart.
Uffe Juul Jensen: Patologisering og kampen om sygdomsbegrebet Casen er helt relevant funktionelle lidelser, som forsøges filosofisk afklaret (hvilket ikke er særligt klart). Desværre modstilles Fink og en patient/wanabe faglig, og det gør nok diskussionen mindre interessant og relevant. Især da der nu er samme type diskussioner mellem fagfolk. Konklusionerne om det folkelige vs det uddannede holder derfor (heldigvis) ikke i artiklen. Men skal jeg skrive om dette, skal artiklen inddrages.
Nanna Mik Meyer er skuffende. Hun har interviewet patienter, læger og sagsbehandlere - og det er jo interessant. Hun framer imidlertid diskussionen ret strukturel - diagnose giver handlemuigheder, men det gør manglen på diagnose også - og nok også tendensiøs - kampen angår anerkendelse af sygdom er dermed adgang til forsørgelse. Det er vel et forsøg på at være loyal overfor systemet. Ellers forstår jeg ikke meningen. Analysen af patienter, læger og sagsbehandlere er ok, uden at man egentligt får noget at vide, som man ikke vidste.