Tove Ditlevsen var en dansk forfatter, som hentede inspiration i sit eget liv som kvinde. I sin digtning og som yndet brevkasseredaktør i Familie Journalen udfoldede hun en dyb psykologisk indsigt i moderne kvinders splittede liv. Hendes evne til at udtrykke sammensatte følelser i et enkelt og smukt sprog fik betydning for flere generationer af læsere.
Et barn dør ikke, krænges ikke af som en puppe, hvoraf det voksne menneske rejser sig. Det lever videre isoleret et sted i mennesket og kan når som helst dukke frem påny. Lyslevende. Frisk erindrende. De skrig kom femten år for sent. Barnet havde ikke skreget.
Denne forældreret, der kan falde enhvers lod, er det tilfældigste af alt. Skal man være præst, læge eller jordemoder, fordres der eksaminer og bevis for kvalifikationer. Men det mest betroede hverv af alle, børneopdragelsen, det overlades til naturens tilfældige luner. Intet tilsyn, ingen kontrol med de mennesker, der af uvidenhed, sløvhed eller endog kærlighed langsomt ødelægger de små spirer, der er blevet dem betroet.
Så fik jeg også læst Tove Ditlevsens debutroman fra 1941. Da bogen udkom ville en fræk journalist vide, hvem der havde gjort hende fortræd, men Ditlevsen fastholdt, at romanen ikke handlede om hende, men at hun bare interesserede sig inderligt for menneskelige komplekser. Bogen fik fine anmeldelser, og kritikerne elskede de freudianske undertoner. Selv synes jeg ikke, at det er den stærkeste roman i hendes forfatterskab, men det er bestemt en flot debut.
En ung kvindes kamp i forsøget på at bearbejde et fortrængt barndomstraume, som tydeligt har sat dybe spor og endnu præger hende i begyndelsen af voksenlivet. Der dykkes dybt ned i hovedpersonens indre sindstilstand af konstant ængstelighed - “angsten for manden”.
Derudover er temaet om samfundsklasser en gennemgående rød tråd, der spiller en afgørende rolle i Kirstens handlinger og generelle livssyn:
“Alligevel var der noget, hun ønskede at meddele ham. Men alt det, hun vidste, de hemmelige kræfter, der gør alting muligt, forståeligt og undskyldeligt, den vage forståelse af tingenes årsag og oprindelse, ejede hun ikke ord til at udtrykke”
Dette citat beskriver meget præcist, hvordan Kirsten og Jørgen ikke taler samme ‘sprog’, da de befinder sig i to forskellige samfundsklasser. Hun har endnu ikke fået den ‘nøgle’, der låser op til at kunne kommunikere og navigere i og på tværs af samfundslagene. Grundet hendes manglende evne til at formulere sig i sin argumentation, forbliver hendes stærke holdninger blot tanker, der aldrig når at røre sig over læberne. I hvert forsøg på at udtrykke sig, formår Jørgen at affeje hende, og hun får ikke sagt noget af betydning, før han igen afbryder hende, overtager ordet og begiver sig videre med at mansplaine!
Romanen er uden tvivl radikal i sine feministiske synspunkter samt den tydelige kritik af samfundsklasserne og ikke mindst overklassen. Derudover behandles temaer såsom psykisk lidelse, seksuelt overgreb og traume med en vis åbenhed, der bestemt afspejler Tove Ditlevsens progressive tanker bag romanen i en tid, hvor disse temaer i høj grad var tabubelagte. Virkelig imponerende, sanseligt og bevægende sprog med så relaterbare samfundsproblematikker, som stadig er relevante - for ikke at sige højaktuelle - den dag i dag!
En bog så forud for sin tid til trods for, at den første gang udkom i 1940’er!
Miss Tove Ditlevsen invented a blueprint book about how to overcome s*xassault trauma, find your own selfworth and attune to yourself in 1941 before it became mainstream.
Første sætning: En dag I januar, da familien Worm havde spist til middag, rejste Kirsten sig og begyndte at tage ud af bordet.
Man gjorde et Barn Fortræd er historien om Kirsten Worm, en sart og usikker ung kvinde. Hun arbejder på kontor, bor hjemme hos sine forældre på Nørrebro, og bruger sine aftener og nætter sammen med sin veninde og diametrale modsætning, den sprudlende og dominerende Nina. Nina inkluderer Kirsten i sin vennekreds, introducerer hende for mænd og inviterer hende til fester.
Kirsten er yderst betaget af Nina. Hun er alt det Kirsten ønsker at være: selvsikker og smuk, hvorimod Kirsten føler sig forkert og akavet. Bedst har hun det i selskaber, hvor der intet forventes af hende, hvor hun blot kan se til fra sidelinjen. Åh, hvor hun hyggede sig mellem mennesker. Fremmede mennesker, der intet ondt ville hende, men lod hende sidde i fred, upåagtet og grå. Hvor hun elskede det. Men begyndte så musikken igen og der blev lyst i salen, blev hun igen urolig og flov, fordi Nina dansede hele tiden, og hun følte sig iagttaget af hånlige og nysgerrige øjne.
Man finder hurtigt ud af – alene fra bogens titel – at noget er helt galt. Nogen har gjort Kirsten fortræd som barn, nogen har ødelagt hende og gjort hende forskræmt over for andre mennesker – mænd især. Med Tove Ditlevsens smukke prosa, følger vi Kirsten i hendes jagt for at finde ud af, hvad der er sket hende, hvem der har gjort hende fortræd som barn og hvordan. Først da vil hun kunne få fred og leve normalt. Hun var blevet ført herhen på ny af den frygtelige skæbne, der ville tvinge sin vilje igennem på trods af hendes.
Der er noget sart, og uendeligt fint over Man gjorde et Barn Fortræd. Tove Ditlevsens poetiske sprog passer perfekt til Kirstens skrøbelighed. Det er en meget smuk og medrivende historie – den rørte mig dybt og jeg kunne ikke lade være med at heppe på Kirsten. Jeg havde en ustandselig trang til at krænge mig ind mellem siderne og give Kirsten et knus, fortælle hende, at hun ikke skal være ked af det og at alt nok skal blive godt.
Jeg blev meget påvirket af denne bog. Jeg kunne ikke rigtig give slip på den igen: dens stemning – og ikke mindst Kirstens sind – sad stadig i mig længe efter jeg havde vendt den sidste side. Det sker sjældent for mig.
Tämä ei tunnu lähtevän samalla tavalla lentoon kuin Kööpenhamina- trilogia, oikeastaan toisinaan teksti oli jopa tylsää. Tokihan kyseessä on nuoren Toven ensiteos, joten ehkä sekin selittää jotain. Osoitan syyttävällä sormella myös varmuuden vuoksi suomentajaa, jos tämä julkaistaisiin tänä päivänä niin uskoisin käännöksen olevan parempi tai ainakin hieman erilainen. Mutta kyllä minä silti pidin tästä. Loppua kohden tekstin vahvuudet nousee esiin paremmin ja tarina alkaa saamaan eloa. Ei tämä trilogian tasoinen ole, mutta vahvistaa kuitenkin haluani lukea jatkossakin Toven tuotantoa.
Dette er Ditlevsen første roman. På norsk het førsteutgaven Onde øyne søker et barn. Den stod i bokhylla hos mine foreldre. Jeg gikk forbi tittelen hver gang jeg gikk inn på rommet mitt, men turte aldri lese den. Forbudte bøker leste jeg, men denne var ikke forbudt. Tittelen skremte. Nå fant jeg forfatteren for tilstedeværende i teksten, men slutten driver likevel nesten som en kriminalroman.
Man gjorde et barn fortræd er et yderst velskrevet værk, hvis omdrejningspunkt er hvordan menneskers gavnlige og skadelige relationer påvirkes af traumatiske hændelser og forskellige sociale balancer. Skildringen af dette tema fremstod, indtil bogens afslutning, meget nuanceret og følelsesmæssigt troværdig for mig. Særligt beskrivelsen af Ninas fødselsdagsfest synes jeg var medrivende, men også grufuld.
I forhold til slutningen kunne jeg godt lide det positive budskab, men jeg undrede mig lidt over, hvordan Kirsten tilsyneladende hopper direkte tilbage på en traditionel vej til lykke, uden at gøre det mindste for at forhindre sin gerningsmands fortsatte overgreb mod nye ofre. Denne afslutning fik bogen til at fremstå som et lidt firkantet freudiansk tankeeksperiment for mig, hvilket var ærgerligt, da den ellers havde en meget nuanceret tilgang.
This entire review has been hidden because of spoilers.
Tove Ditlevsens debutroman fra 1941. Sproget er forbavsende moderne og tilgængeligt. Historien fandt jeg ikke videre interessant, men sproget gør læsningen til en fornøjelse.
Jeg har aldrig læst noget af Tove Ditlevsen og besluttede derfor at starte fra begyndelsen. Og hvilken fabelagtig start. En rørende bog, der fik alle følelser i kog. Og en skøn lektie om, at man nogle gange er nødt til at se sine dæmoner i øjnene for at komme på rette spor. Hurra for Tove! Jeg glæder mig til at læse mere ❤️
Det er tydeligt at mærke, at der er sket meget både indenfor litteratur generelt ift måden der skrives på, og hvordan emner såsom pædofili, voldtægt og angst bliver fremsat og håndteret, fra da bogen var ny og til nu i 2020.
Moderne forlag ville næppe udgive en bog, hvor 1/2 af indholdet består af kaffe-samtaler og hverdagsliv/samfundskritik, og resten er hovedkarakterens tvangstanker og den egentlige handling. Og som moderne læser, er det ikke en god nok forløsning, at Kirsten er tilfreds med at have konfronteret ham og at han indrømmer, ikke alene hvad han gjorde mod hende som barn, men også hvad han fortsætter med at gøre og hvordan han behandler sin hustru, der er psykisk og følelsesmæssigt mishandlet og isoleret.
Skulle dette emne skrives i moderne tid, ville der forhåbentligt have været mere fokus på Kirstens barndom, familieliv og venskaber, selve hændelsen, og mere indsigt i den pædofile voldtægtsforbryder, evt. set fra hans perspektiv. Hendes angst er uden tvivl rigtig og den er utrolig fint beskrevet igennem bogen, men forløsningen kommer for hurtigt og efter 200 sider med angst er det et antiklimaks at læse, at hun helbreder sig selv på de sidste 2-3 sider, uden hjælp fra hverken venner, familie eller en professionel, alene fordi hun har konfronteret sin voldtægtsforbryder og derefter ignoreret ham og hans kontinuerlige forbrydelser mod andre børn og unge, samt sin hustru.
Kirstens løsning var sikkert realistisk i 1941, men i det nye århundrede, der skal den mand standses!
This entire review has been hidden because of spoilers.
Despite knowing this caused quite the public uproar when it was first published, I still failed to see what was coming. Man gjorde et barn fortraed starts off being such an "innocent"/classic coming of age story, of a young woman growing up and wanting to lead a more independent life filled with romance, color, experiences - she wants freedom more than anything. In the beginning we see her seeking this fleeting feeling but quickly, a shadow makes its presence known and yet we don't know of what the shadow speaks. We only know it causes her fear, anxiety and turmoil as she starts distancing herself from everything and everyone in her life, turns inward and protects herself by keeping the danger at a safe distance. Ultimately, it ends up being a reckoning with trauma - the person responsible for the shadow, the burden of grief she has carried for 16 years finally reaches its final peak as she confronts the man, those hands, who caused this rift in her young self. Ditlevsen writes not only about sexual assault (and attempted rape) with fierceness, sharpness, and clarity - she writes as well about being a young woman trying to make her own life, make up its rules, and live accordingly.
“Man gjorde et barn fortræd” er Tove Ditlevsens første roman - og min første læsning af noget fra hendes hånd siden gymnasietiden.
Handlingen er sådan set ret banal - vi følger Kirsten, der på den ene side er sulten efter livet, og på den anden side er tynget af angst og holder sig tilbage. Hun forsøger at gøre sig fri af det, der binder hende, men det er to skridt frem og ét tilbage.
Udover beskrivelsen af hverdag og vilkår i en arbejderfamilie i 30’erne, er det især Kirstens indre liv, som fylder bogens sider. Hendes kamp, hendes længsler og tanker. Men vi kommer også i små glimt ind i tankerne på de øvrige personer, og nogle gange glider det fra den ene til den anden, men oftest elegant og naturligt, så man ikke taber tråden. Ditlevsens sproglige sans hæver den relativt banale historie op - og selvom det ind i mellem bliver en smule langtrukkent, var jeg hele tiden klar til at heppe på Kirsten og hendes vej mod frigørelse. Det er katarsis for både Kirsten og mig som læser, da hun endelig bryder gennem angsten og vrister sig ud af sit traume.
Den slutter så fint med ordene: “Han forlod hende aldrig, som intet menneske forlader os, vi engang har holdt af. De lever i vort sind som hvide alterlys, vi knæler for i stille timer. Hadet kan vi glemme. Aldrig kærligheden.” Jeg må helt klart finde mig noget mere fra Ditlevsens skatkammer! 4,5 ⭐️
Hard oppvekst for ung kvinne i 1930-tallets København. Trist og angstfullt, men likevel høyst leseverdig om en ung kvinne som sliter med undertrykte følelser og fortrengte minner. Mye skjult aggresjon rettes mot kontrollerende foreldre. Ditlevsen lar oss forstå at denne børen hindrer hovedpersonen Kirsten i å utvikle positive modne relasjoner til andre, inkludert medisinerstudenten Jørgen. Et overraskende vendepunkt gir Kirsten sjansen til å møte overgriperen og riste av seg tungsinnet. Boka er en protest mot voksnes dominans over barn og ungdom.
Romanen gir en god skildring av København i de harde trettiåra da byen virket grå, men hvor et gledens høydepunkt kan være et besøk hos en flink frisør.
Så kan jo leseren lure på hvorfor den norske tittelen begynner med flertallsformen «De» og ikke «Man» som i den danske originalutgaven. En mulig forklaring finner man i det gode etterordet av Jens Andersen.
Tove Ditlevsens debutroman giver genklang af store følelser og dybe, og dynamiske, karakterer som man som læser investerer sig i. Bogen er bundet smukt sammen om en sårbar tematik, hvor man følger den ængstlige og forsigtige unge kvinde Kirsten, der går på opdagelse i hendes egen fortid.
Der er de gennemgående tematikker i Tove Ditlevsens forfatterskab som også går igen i denne roman: livet, barndommen, voksenlivet, relationer og det objektive, sanselige og enormt bevidste jeg. Hvad der gør denne roman til noget særligt er slutningen hvoraf det hele bindes ind i en tematik der ikke altid fylder så meget i Tove Ditlevsens bibliotek ; kærligheden.
En rørende roman, skrevet et smukt sprog og som udpensler ting for ens indre øje man ikke selv kan finde ord for
Even though it is her first book, the reader can already recognise the style that she brings through your writing. Cold and ironic but at the same time so emotional and sincere language. I would love to quote a lot of place but will restrict myself to this one: "Og den gamle mand med det sølbgrå hår sad hele tiden og så på hende med sine milde øjne, som om han rigtig ville undersøge, om hun nu også var god nok til hans søn. Men slet ikke på nogen generende måde. Aknej, det var fuldsændig, som om han så på en frakke, om den var varm nock til Jørgen, eller på en bøf, om den var stegt mør nok til den elskede dreng".
Hört mycket om Ditlevsen och blev besviken. Jag tycker inte nödvändigtvis and förutsägbarhet är det värsta som kan hända en bok, men när hela boken som i det här fallet är en uppbyggnad till ett stort avslöjande av något som vi egentligen kan räkna ut bara några sidor in så faller dramaturgin platt. Förmildrande är att det är Ditlevsens debut, och de glimtar av briljans som då och då skymtar fram i oerhört stark prosa och skarpa inblickar i huvudkaraktärens psyke gör att jag ser fram emot att läsa mer av författaren.
En af Ditlevsens bedste bøger, som giver en sønderrivende fortælling om negativ social arv og de konsekvenser, som det kan have for et helt liv. Hvordan generationers tab og afsavn er en kraft større end kærlighed, og et indblik i hvordan vores samfund var for 100 år siden.
Wow Tove Ditlevsen<333 Alt alt for relaterbar en bog, der virkelig (!!) rammer mig på mange punkter. Især Kirsten der bare er splittet mellem empati, angst og ikke rigtig at kende sig selv, men hendes karakter udvikler sig bare SÅ meget, og slutningen overraskede mig og hvor modig hun var blevet var helt vildt. <333 Love!!!
"Kirsten tænkte undrende på, at i drømmen om manden og i længden efter barnet skal alle kvinder mødes. Den mest fordærvede kvinde, den rigeste, den skønneste, og den fattigste er aldrig mere fordærvet, rig, skøn eller fattig, end der på bunden af deres hjerte gror det samme lille skælvende håb."