What do you think?
Rate this book
White girl
En række vanvittigt morsomme postkort skrevet af hvide mennesker. En bog om fordomme mellem hvide og farvede, mænd og kvinder, rige og fattige.
41 pages, Paperback
First published January 1, 2012
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 12 of 12 reviews
March 17, 2015
Jeg synes virkelig at den var sjov! Aldrig har en digtsamling fået mig til at le højt før. Ikke før nu. Jeg tror at hvis man tager det lidt for seriøst så bliver det hårdt at komme igennem bogen. Hvilket det overhovedet ikke var for mig. Hvor har jeg moret mig over de her tekster. Det er dejligt.
June 24, 2020
"Hvad fanden I bilde jer ind? Vi dødtræt komme med tung rygsæk på ryg. Vi vandre hele dag lang og den underbuks klistre i røv.."
Hvide privilegerede kvinder, som rejser ud med en forventning om, at hele verden udelukkende eksisterer for at tilgodese deres behov. Når de finder ud af, at det ikke er tilfældet, bliver den indre svinehund sluppet løs for fuld udblæsning. I et primitivt sprog vælter frustrationer og aggressioner ud. Digtene er indebrændte, ekstremt navlebeskuende, fyldt med sort humor og desværre også indimellem genkendelige. Jeg fandt dem ret underholdende og kom til at grine flere steder.
Hvide privilegerede kvinder, som rejser ud med en forventning om, at hele verden udelukkende eksisterer for at tilgodese deres behov. Når de finder ud af, at det ikke er tilfældet, bliver den indre svinehund sluppet løs for fuld udblæsning. I et primitivt sprog vælter frustrationer og aggressioner ud. Digtene er indebrændte, ekstremt navlebeskuende, fyldt med sort humor og desværre også indimellem genkendelige. Jeg fandt dem ret underholdende og kom til at grine flere steder.
March 28, 2014
Jeg er ikke fan. Jeg bryder mig hverken om formatet eller sproget, det sidste går mig virkelig på nerverne. Men det er nok også det der skal være provokerende, at alle disse postkort skrevet af hvide, er skrevet på grill-dansk, så perspektivet ændres. Men helt ærligt er jeg skuffet, jeg fik intet ud af digtene.
February 16, 2014
Den var godt nok hård at få læst færdig. Ingen digterkunst her, bare lånte historier omsat til et utåleligt format. Øv!
December 12, 2024
Denne derimot - denne var god!
January 3, 2018
underholdende og skræmmende på samme tid. white girl er der værste i os selv og det værste i verden.
October 15, 2015
Jeg brød mig ikke om bogen, men samtidig provokerede den mig, hvilket jo nok er meningen. Sproget irriterede mig
October 27, 2024
Christina Hagens bog White Girl er betegnet en digtsamling. Denne betegnelse skal dog tages med et gran salt, for Hagen bryder med genren. Godt nok består bogen af en tekst på hver side, men den enkelte tekst er mere en tanke-/talestrøm og en henvendelse til et du. Et du, som skifter fra tekst til tekst i bogen.
Fælles for alle disse du'er i bogen er, at det enkelte du er en person, som det kvindelige digter-jeg møder på en rejse, og som jeg'et henvender sig til med en forargelse i stemmen. Der er noget, som du'et gør, der generer jeg'et.
Det fremgår af bogens formelle side med info om trykkeår, forlag osv., at Hagen takker postkortskriverne på Silkeborg Højskole. Ud fra dette virker det som om, at White Girl er Hagens omskrivelse af disse postkort til teksterne i bogen. Postkortene er sandsynligvis dem, der er afbilledet som ufuldstændige udpluk på bogens indercover (i den udgave, jeg sidder med, der er 8. oplag).
Situationen for hvert tekststykke/digt er, at jeg'et har oplevet et eller andet på en rejse, som jeg'et er irriteret, vred, forarget eller harmdirrende over (eller lignende følelser inden for dette følelsesspektrum). Rejsemålene er typiske masseturiststeder - enten i Sydeuropa, Sydamerika eller Asien; uden at vi får detaljer om de enkelte rejsemål og deres attraktioner. I stedet handler teksterne hver især om episoder, hvor jeg'et bliver behandlet på en måde, hun tænder af på – og derfor skriver om (for at få luft måske – som en ventil). Disse episoder handler blandt andet om krænkelser, som jeg'et er udsat for, men de handler andre gange også om nogle småting, som jeg'et bliver irriteret over ikke fungerer, og hvor jeg'et hurtigt kommer over i nogle generaliseringer og stereotypificeringer om personer og kulturer.
Sproget er bevidst og helt konsekvent fyldt med grammatiske fejl såsom manglende nutids-r og kluntede konstruktioner - bl.a. en meget hyppig brug af deiksis, og tilmed hvor det ord, der påpeger altid er "den", uanset om det er et dansk substantiv, der har fælleskøn eller intetkøn. Altså også i tilfælde, hvor der burde have stået ”det” og ikke ”den”, men egentlig allermest korrekt slet ikke skulle have haft en sætningskonstruktion med påpegende ord. En del af dette er, at sproget er talesprog – nok farvet af noget jysk, som ikke er gennemført ned i detaljen med altså med spor af det jyske. Pointen er ikke det jyske, men derimod at sproget fremstår ubehjælpsomt og er konstrueret på denne måde for at understrege og give stemme til en White Girls tanker. Som man som (akademisk) læser meget nemt kommer til at læse som white trash. Der er her tale om en meget fin finesse, som gør, at bogen ikke bare er en udstilling af jeg'et begrænsethed i sproglig udfoldelse og fordomsfuldt snæversyn. Det er nemlig samtidig en fælde for den akademiske læser, som selv kommer til at dømme jeg'et på jeg'ets mangler og fejl. Dermed er teksten med til at fremprovokere læserens egne fordomsfuldheder. Denne dobbelte fordomsfuld er samtidig også med til, at komikken i bogen ikke bare bliver en lidt flad og billig udpensling af et snæversyn.
Fælles for alle disse du'er i bogen er, at det enkelte du er en person, som det kvindelige digter-jeg møder på en rejse, og som jeg'et henvender sig til med en forargelse i stemmen. Der er noget, som du'et gør, der generer jeg'et.
Det fremgår af bogens formelle side med info om trykkeår, forlag osv., at Hagen takker postkortskriverne på Silkeborg Højskole. Ud fra dette virker det som om, at White Girl er Hagens omskrivelse af disse postkort til teksterne i bogen. Postkortene er sandsynligvis dem, der er afbilledet som ufuldstændige udpluk på bogens indercover (i den udgave, jeg sidder med, der er 8. oplag).
Situationen for hvert tekststykke/digt er, at jeg'et har oplevet et eller andet på en rejse, som jeg'et er irriteret, vred, forarget eller harmdirrende over (eller lignende følelser inden for dette følelsesspektrum). Rejsemålene er typiske masseturiststeder - enten i Sydeuropa, Sydamerika eller Asien; uden at vi får detaljer om de enkelte rejsemål og deres attraktioner. I stedet handler teksterne hver især om episoder, hvor jeg'et bliver behandlet på en måde, hun tænder af på – og derfor skriver om (for at få luft måske – som en ventil). Disse episoder handler blandt andet om krænkelser, som jeg'et er udsat for, men de handler andre gange også om nogle småting, som jeg'et bliver irriteret over ikke fungerer, og hvor jeg'et hurtigt kommer over i nogle generaliseringer og stereotypificeringer om personer og kulturer.
Sproget er bevidst og helt konsekvent fyldt med grammatiske fejl såsom manglende nutids-r og kluntede konstruktioner - bl.a. en meget hyppig brug af deiksis, og tilmed hvor det ord, der påpeger altid er "den", uanset om det er et dansk substantiv, der har fælleskøn eller intetkøn. Altså også i tilfælde, hvor der burde have stået ”det” og ikke ”den”, men egentlig allermest korrekt slet ikke skulle have haft en sætningskonstruktion med påpegende ord. En del af dette er, at sproget er talesprog – nok farvet af noget jysk, som ikke er gennemført ned i detaljen med altså med spor af det jyske. Pointen er ikke det jyske, men derimod at sproget fremstår ubehjælpsomt og er konstrueret på denne måde for at understrege og give stemme til en White Girls tanker. Som man som (akademisk) læser meget nemt kommer til at læse som white trash. Der er her tale om en meget fin finesse, som gør, at bogen ikke bare er en udstilling af jeg'et begrænsethed i sproglig udfoldelse og fordomsfuldt snæversyn. Det er nemlig samtidig en fælde for den akademiske læser, som selv kommer til at dømme jeg'et på jeg'ets mangler og fejl. Dermed er teksten med til at fremprovokere læserens egne fordomsfuldheder. Denne dobbelte fordomsfuld er samtidig også med til, at komikken i bogen ikke bare bliver en lidt flad og billig udpensling af et snæversyn.
April 24, 2019
Grænseoverskridende, sjov og modig digtsamling, som ikke er særlig digtagtig.
Sproget er bevidst fejlbehæftet, og det fungerer godt til at vise noget om fordomme, og hvordan man ofte dømmer folk på deres sprog. Nogle af situationerne var ubehageligt genkendelige, men samtidig sjove.
Jeg fucking fælde din palme, når du kigge væk!
Sproget er bevidst fejlbehæftet, og det fungerer godt til at vise noget om fordomme, og hvordan man ofte dømmer folk på deres sprog. Nogle af situationerne var ubehageligt genkendelige, men samtidig sjove.
Jeg fucking fælde din palme, når du kigge væk!
March 15, 2023
Hmm. Jeg forstår meningen med det. Og synes den er klog og original og kunstagtig, men det forstår jeg allerede med den tredje tekst, og så leder jeg efter noget mere, noget udvikling eller noget, gennem bogen, og ender med at kede mig lidt. Og nu lyder jeg alligevel lidt som en White Girl, der klager over noget, der ikke er godt nok for hende. Case in point.
October 5, 2018
JEG SUTTE PÅ DEN STAV I DEN SKOV, OG MOR BARE SIDDE PÅ BAGSÆDE MED SANDWICH!?
September 1, 2024
Seriøst irriterende at læse
Displaying 1 - 12 of 12 reviews