Jeg er lidt usikker på, hvad denne bog egentlig vil.
Vil den give mig en kort historie om begrebet frihed i meget grove træk (det får jeg)? Vil den definere noget centralt i begrebet frihed på tværs af alle de måder, det bruges (det får jeg ikke)? Vil den kritisere neoliberalismen, som netop påberåber sig ultimativ frihed men ender med det modsatte (det får jeg lidt af mod slutningen af bogen)?
Bag på bogen står der, at forfatteren jævnligt sender "beskidte begreber til sprogvask, og nu er turen kommet til frihed." Men det hele ender lidt med at bide sig selv i halen, for alle de opremsede eksempler synes nemlig at sige, at der er grobund for at bruge ordet frihed - skønt bogens præmis virker som en anden. Konklusionen er, at frihed ikke kan defineres som én ting - og netop derfor er vores mere eller mindre lemfældige brug af ordet 'frihed' og 'fri' vel også acceptabelt? Altså bliver der i bogen på en gang kritiseret, at begreget bruges alt for frit (get it? :-), men man sidder som læser tilbage med en opfattelse, at det egentlig også er okay, fordi netop frihedsbegrebet er så bredt.
Når jeg alligevel giver tre stjerner, er det fordi, jeg anerkender, hvad bogen er (ikke vil); en hurtig læst pamflet, som tager en tour de force i 'frihed'. Hvor stammer begrebet fra, og var det egentlig frihed dengang? Og kritikken af neoliberalismen i slutningen af bogen er fin, men ender egentlig mest som en anbefaling af en Naomi Klein-bog, 'Chokdoktrinen'.
Det som bogen egentlig er, lykkes den fint med (hvor bagvendt og dog indlysende det end kan lyde) - men den forsøger at love mere, end den kan (og måske bør) holde, og det er lidt synd for såvel bog som læseoplevelse.