Benny Andersens udødelige SVANTES VISER udkom første gang i 1972 og har siden, ikke mindst takket være Benny Andersens og Povl Dissings indspilninger af viserne, stået som indbegrebet af danskhed – og det, skønt hovedpersonen er svensk.
SVANTES VISER handler om den næsten ukendte, muligvis afdøde lyriker Svante Svendsen, som bad Benny Andersen om at sætte musik til sine viser.
Lille sang til Nina ; Svantes drikkevise ; Svante i stormagasinet ; Svante i Paradis ; Længsel efter Sverige ; Årstiderne ; Svantes forårssang ; Muddermålet ; Svantes sorte vise ; Brev fra dig ; Svantes allergiske vise ; Svantes lykkelige dag ; Den værste sult ; Svantes svanesang ; Ninas tema ; Bjørnen vågner ; Barndommens land ; Vennesang ; Hymne til natten ; Go' nu nat
Utrolig fint skrevet beretning om den melankolske eksilsvensker, Svante, der kan understøttes smukt af den tilhørende musik. Det er så Benny Andersensk skrevet, man kan forestille sig, med finurlige betragtninger og formuleringer.
Kanonsmukt værk af Benny Andersen som jeg fortærede tilbage i december.
En digte-fortælling om kærligheden mellem dem brovtne alkoholiserede Svante og den smukke Nina men inde i en rammefortælling om digteren Bennys forhold til skolekammeraten og digteren den forsvundne Svante, måske hjemvendt til barndommens land det hedengangne Sverige? Hvem ved?
Bliver det mere Bolanosk i dansk litteratur, en digter der udgiver en anden måske forsvunden digter af mystisk staturs digte efterladt ham i en mærkværdig pose for at han kan lægge musik til dem! Og der er jo netop noder!!
Og selve viserne er jo kendte for mange i Danmark, de kan næsten ikke læses uden at Dissings spidse stemme klangrer i baghovedet. Sjove flotte hverdagsskildringer om livets skærmydsler og ja Svante er fuld og han har det godt … siger han
En dejlig dialog mellem Svante og forfatteren, som jeg opfatter som en indre dialog. OK, det er trist, men sikkert også meget almindeligt/universelt:
“Gid jeg var en smule selvglad. // Jeg fortryder min fortid og min fødsel // som jeg ikke har haft glæde af. // Det ville være rart om man kunne glemme // hvem man er og blive født påny // befriet for selvhad // og en lille smule selvglad.”