Alle har ret - Demokrati som princip og problem

by Rune Lykkeberg

ALLE HAR RET - DEMOKRATI SOM PRINCIP OG PROBLEM er ikke en bog for eller imod demokrati. Den er en polemik imod brugen af demokrati som et slogan, de pæne og oplyste kan bruge til at slå de grimme og dumme oven i hovedet med. Den viser, at selvom alle hylder demokrati som en værdi og en løsning, opleves demokrati i praksis som både et problem og en fordring. Demokrati betyder, at du ikke skal finde dig i, at nogen bestemmer over dig uden dit samtykke. Det er stadig et revolutionært princip.

Genres: Nonfiction, Politics, Philosophy

371 pages, Paperback

First published September 1, 2012

Reviews

[Nene La Beet · Rating 5 out of 5]

Jeg var dælme begejstret for den her bog. Lykkeberg førte mig blidt rundt i demokratiets veje og vildveje og viser, hvordan demokratiet i virkeligheden er en umulighed - sådan en slags filosofiens humlebi.

Jeg lærte ting om både Henrik Ibsen, Kierkegaard, Hegel, Løgstrup, Brandes m.fl., som jeg ikke vidste i forvejen. Jeg kan virkelig sige, at den bog gjorde mig klogere. Det' sgu rart!

[Thomas · Rating 4 out of 5]

På bagkanten af to nyligt overståede valg, der begge bød på høj stemmeprocent og generelt en afvisning af outrere partier og synspunkter, har det været en fornøjelse endelig at blive færdig med denne bog! Rune Lykkeberg har som filosof og hjemhørende på parnasset umiddelbart sin drengede fremtoning imod sig. Det til trods har han i “Alle har Ret” begået en særdeles læsværdig bog, hvor han diskuterer, perspektiverer, problematiserer og illustrerer vort højt besungne demokrati. Budskabet, som jeg læser det, er, at demokrati er et paradoks i konstant bevægelse. Paradokset står mellem på den ene side demokratiets løfte om det enkelte menneskes frihed og dermed ret til ikke at blive bestemt over og på den anden side samfundets behov for at træffe fælles “hensigtsmæssige” beslutninger, der næsten pr. definition aldrig vil kunne stille alle tilfredse. Paradokset påvirker vores selvopfattelse, da vi som gode demokrater anerkender behovet for blind rationalitet og fakta, mens hver en fiber i os skriger på selvrealisering og romantisk forløsning. Dette paradoks folder Lykkeberg glimrende ud med afsæt i Klovn, hvor jeg finder en meget genkendelig forståelse af en grundlæggende kompleksitet i vore demokratiske liv: Spillereglerne ændrer sig med konteksten! Nogle gange et det “det rigtige” at skære i gennem og være den handlekraftige helt; nogle gange er det socialt harakiri, og du ved det ikke på forhånd!! Her kunne #MeToo bestemt også finde vej til en eventuel 2. udgave! Lykkeberg argumenterer afgjort ikke imod demokratiet, men forsøger tværtimod at kvalificere naturen af de spændinger og frustrationer dette fundamentale paradoks hele tiden afføder. Bogen er skrevet i 2012, men fremstår dagsaktuel med Rasmus Paludan og Nørrebros antidemokratiske bærme i frisk erindring, der på hver sin vis er meningstyranner, der tilsidesætter argumenter, fakta og begrundelser i en frustration over at verden ikke hænger sammen, som de synes, den bør hænge sammen. Den nylige Facebook-censurpolitik ville sikkert også finde vej ind i bogen, skulle der komme en 2. udgave.

Brugen af Ibsens “En Folkefiende” fungerer rigtig godt til at illustrere både aristokratens meningstyranni oppefra med “historien”, “udviklingen” etc. i hånd som afmonterende og uomtvistelige/svært anfægtelige argumenter og pøblens meningstyranni nedefra med fladpandet flertalsvælde og ignorering af fakta. Jagten på SANDHEDEN er ikke en illusion, men en utopi og ved at erkende, at der altid er mennesker bag ord - mennesker med holdninger og fejl, kan vi forhåbentligt blive lidt mindre skuffede i den pr. definition uforløste jagt på sandheden og beholde en sund skepsis over for både dommedagsprofeter og sandsigere.

Kapitlet om Holberg og Kierkegaard, der virker anakronistisk, som Lykkeberg også selv erkender, bruger han brilliant til at illustrere demokratiets paradoks. Holberg ser som oplysningsmand faren i dyrkelsen af individuelle lyster og indfald på bekostning af det fælles og rationelt bedste, mens Kierkegaard som romantiker ser demokratiet som en opløsning af den enkelte menneske i kold grød af tal og fakta. Afsnittet om Holberg rundes smukt af med en pointe, som er blevet om muligt endnu mere relevant med Facebook, Instagram, Snapchat etc., der er blevet MEGET større, siden bogen udkom: Det demokratiske “løfte” om den enkeltes frihed bliver til en fordring, der er en gydeplads for forstillelse og offentligt skønmaleri, der - hvad ALLE jo godt ved, men sjældent lever efter - bliver til et hamsterhjul, hvor vi hele tiden render hurtigere end vores næste og aldrig er tilfredse, for er vi tilfredse, så står vi stille. Det er fannermig en væsentlig og utrolig god pointe udledt fra good old Ludvig!!

Lykkeberg kunne have valgt mange andre intellektuelle end Georg Brandes, Karen Blixen og K.E. Løgstrup, men alle tre giver en god yderligere perspektivering af demokratiets “faldgruber” såsom overdreven fokus på utilitarisme og æstetikkens grundlæggende udemokratiske natur. Æstetikken ender nemt med at blive forfladiget, når ‘alle har ret’, og der ikke er nogen autoritative overdommere (altså smagsdommere), der tør sige den dårlige smag imod og sige, at det kan og skal vi gøre bedre. Det kan de jo godt i et demokrati, men det bliver bare et partsindlæg; ikke en sand autoritets endelig dom, som alle (skal) følge(r). Det kunne have klædt Lykkeberg at lave et helt andet nedslag, f.eks. i rindalismen og have taget en god diskussion af modstanden mod smagsdommerne og det bestående aristokrati på parnasset... Afsnittet om K.E. Løgstrup bibringer for mig én meget væsentlig pointe: Demokrati opløser ikke magtforhold mellem mennesker; magt vil altid være der, når mennesker interagerer. Magtforholdene bliver bare langt mere komplekse og kontekstafhængige.

Rune Lykkeberg runder bogen af med at introducere subjekt-subjekt vs. subjekt-objekt-subjekt forbindelser. For mig giver dette begrebsapparat så god mening for hele bogens om man vil mission, at jeg synes, det er synd, at Lykkeberg ikke introducerer det langt tidligere. Jeg kan virkelig bruge dette begrebsapparat til noget også i mit praktiske liv; adskil mand og bold, og vær bevidst om det, når jeg (eller andre) blander dem sammen!!

Den rigelige og brogede brug af litterære og filmiske referencer såsom Klovn og Et Dukkehjem bliver af og til lidt gymnasielle i udredningerne, men pointerne er således super velargumenterede. Det gør dog læsningen langmodisch i min opfattelse... Efterskriftet virker næsten som en eftertanke hos Lykkeberg om at huske at spille tilbage ind på den politiske bane, og han rejser kortfattet en række superrelevante problemstillinger, f.eks. den store, anonyme og meget udemokratiske magt, der udøves af banker og finansielle supermarkeder, som vi mere eller mindre finder os i, mens vi kan gå i demokratisk selvsving over politiker, der har en lidt gammeldags indstilling til det med rugemødre og behovet for at have en mor og en far. Det er nok også de eneste ting, jeg har indsigt til at udsætte på dette imponerende, velskrevne og kloge skriv fra Lykkeberg!!

[Anders · Rating 5 out of 5]

Dette er suverænt den bedste debatbog, jeg har læst. Rune Lykkeberg formår, med sin viden såvel om moderne kultur- og litteraturhistorie som den allerbredeste populærkultur, at sætte ord på de dilemmaer og tvivlsmomenter, vi alle oplever i et demokrati. Forholdet mellem sandhed og medbestemmelse, mellem kampen for demokratiet og det efterfølgende liv i demokratiet, mellem de rationelle og de romantiske impulser i moderniteten - alt dette bliver behandlet med en letflydende og skarp pen, med eksempler plukket fra alt fra Kierkegaard til X-Factor. De intellektuelle og andre slags bedrevidende gennem tiderne får drøje (og velfortjente) hug for deres demokratiforagt, uden at Lykkeberg dog afviser, at nogle ting er bedre end andre, eller at sandheden er værd at kæmpe for.
Det overordnede budskab er opløftende samtidigt med, at det giver stof til eftertanke; man går først og fremmest fra bogen med en fornyet lyst til at tage udfordringen om at leve i demokratiet op.

[Bell Bruun · Rating 2 out of 5]

Jeg er stor fan af Rune Lykkeberg som journalist og redaktør, og læser med fornøjelse hans artikler og ledere, hvor han altid er skarp, saglig og velformuleret. Derfor havde jeg store forventninger til denne bog, men den skuffer mig desværre. Der er alt for mange gentagelser af banale pointer og flere af kapitlerne om et bestemt værk føles lange, hvis man ikke er bekendt med værket. Der er et par analyser, der er interessante, men det er ikke nok til at højne læseoplevelsen.

[Anders Pilmark · Rating 3 out of 5]

Overordnet set en spændende bog, der kommer godt rundt om demokratiets mange problemer, paradokser og facetter. Den bygger, som det meste der kommer fra Lykkebergs side, på et rigt udvalg af teoretikere, forfattere og (populær)kultur. Nogle af analyserne er lidt langtrukne, og Lykkeberg gentager tit sine pointer, men han kompenserer for dette ved at prøve at perspektivere dem til aktuelle begivenheder. Kapitlerne om danske intellektuelle og demokrati var interessante, men tog lang tid at komme igennem.

[Casper Borly · Rating 3 out of 5]

Not as good as his previous novel however especially the first half of the book was very enlightening in regards to the principles of applied democracy. The perspectives of the larger cultural personalities didn't work as good as in the previous novel, however it was still interesting.

[Lisa · Rating 3 out of 5]

Har opgivet at læse den færdig. Pointen er fin nok, men bogen er for lang og for uredigeret.

[Morten Munch Jespersen · Rating 5 out of 5]

Meget rammende og relevant diskussion af samtidens demokratikritik.