Marie BregendahlsEn Dødsnat er uhørt moderne. Og også meget mere moderne end det meste af det, der bliver skrevet i dag. Som Johannes V. Jensens Kongens Fald. De er lige skånselsløse i beskrivelsen af undergang. Der er død og ødelæggelse i hver sætning. Men Marie Bregendahl er kvinde og som kvinde for længst skrevet ud af litteraturhistorien. Kanon tilhører manden. Set i dannelsesromanens perspektiv er der noget svimmelt og kantet og ufærdigt over En Dødsnat. Fortællingen som sådan er egentlig kun til som en ramme for sansning og refleksion. Og ikke desto mindre handler En Dødsnat netop om dannelse. Hvordan en moders død i barselsseng inden for mindre end et døgn forandrer alt for den 13-årige Lise. Romanen er båret af erindringens stof, men Marie Bregendahls tilrettelæggelse af dette stof og hendes stærke modellering af sproget forrykker blikket fra det opbyggelige eller jævnt fremadskridende til en aperspektivisk myldrende ornamentik. Fortælleren påtager sig på den ene side at sætte en scene og zoomeind og lade scenens personer overtage styringen, men på den anden side er denne selvsamme fortæller parat til at stige ned fra olympen og kommentere, hvad personerne, bundet som de er til øjeblikket, har gang i. Fortælleren sprænger tiden, strækker den langt ud over scenens tid, og skriver senere skete det og det. Det vil sige, tiden er ikke fast, øjeblikket findes ikke, men er altid inficeret af både det, der ligger før, og af det, der kommer. Selve distraktionen, at rummeså mange følelser på en gang, og så megen viden, bliver hermed, fra nu og i al evighed, et vilkår.
Denne klassiker er et must for alle. Især for alle dem der ikke kan sætte sig ind i nutidens kamp for ordentlige forhold for fødende, og hvorfor kvindekampen er særdeles relevant, når det gælder fokus i sundhedssektoren. Og sørgeligt aktuel er den stadig. Se blot verdensmålene. Den er dog ikke for børn.
Generelt kan jeg godt anbefale denne forfatter. P.S. Det er Jeppe Aakjærs første kone.
I den version jeg læste, var substantiverne med stort begyndelsesbogstav, og Å'et ikke på plads endnu. Det gav en meget dvælende læseoplevelse, og jeg vil påstå, at det giver den bedste fornemmelse af romanen. Den er skrækkelig og grusom, fordi den i så høj grad fortælles med blikket rettet mod børnene. Stakkels, stakkels børn.
Der er intet overraskende i fortællingen, for titlen afslører indholdet, men jeg kan levende forestille mig, at fortællingen bliver siddende i lang tid fremover, som det beskrives i efterskriftet. Den er barsk!
En følelsesmæssig og eviggyldig skildring af livet på landet i 1800-tallet set gennem en ung piges øjne. Temaerne er universelle pg relaterbare mens rammerne vidner om et stykke historie, der er svær at tænke sig til. En af mine absolute yndlingsbøger!
Jeg læste bogen, fordi jeg ville se filmen. Den var okay; ikke dårlig eller særligt kedelig. Men jeg kommer højst sandsynligt ikke til at genlæse den eller anbefale den til andre, medmindre nogen specifikt spørger ind til den.
Hvis du læser bagsideteksten til EN DØDSNAT (i Lindhardt og Ringhofs udgave) og derefter bogen, vil du blive forvirret. For bagsideteksten lever ikke op til bogens plot – og faktisk ville jeg mene, at bogen er bedre end dens beskrivelse.
EN DØDSNAT handler først og fremmest om en familie. En omsorgsfuld mor, der elskes af alle. Hendes mange børn, der er fulde af krudt og spilopper. Og hvordan død og sorg påvirker børn. Bogens handling tager udspil i én lang nat, hvor børnenes mor skal føde, de sendes til bedstemorens hus, og læseren får indblik i børnenes bekymringer og tanker. Den giver et unikt indblik i, hvordan det føles at være barn, hvordan sorg påvirker en, og hvor lang én enkelt nat kan føles, når man er tynget af sorg. Bagsideteksten lægger op til, at bogen starter med morens død, og vi derpå hører om det ældste barn, Lises, rolle som den nye kvinde i huset. Men faktisk – og det vil jeg ikke regne som en spoiler, idet dét ligger i bogens titel – dør moren først i slutningen af bogen. Og bortset fra nogle hentydninger lader Marie Bregendahl læseren om at tænke sig til, hvordan Lises fremtid ser ud. Dette er gjort på en meget flot måde, da alt ikke bliver skåret ud i pap. Bogens formål er ikke at vise, hvad der sker efter døden, men hvilken betydning døden har, når den rammer. I det lille bitte øjeblik hvor døden finder sted, hvad sker der så? Selvom romanen kan virke tung på grund af sit gamle sprog, er den skrevet i et virkelig flot sprog, og Bregendahl er fantastisk til at bruge adjektiver og lignende til at beskrive scener, så man kan se det for sit indre øje.
En virkelig betydningsfuld bog, men hvis du vil læse den, så tag dig ikke af bagsideteksten – den er helt hen i vejret… Lise er heller ikke 14, som den siger, men 11-12 år 😅…