I landet Solrun slider folket for at opføre helligdommen Soltårnet. En gammel profeti siger, at Solbarnet en dag vil bestige tårnet og hente solguden ned på jorden, og at det vil ende folkets lidelser.
Drengen Nimo udvælges til opgaven, men han opdager snart, at det ikke er alle, der ønsker at profetien skal gå i opfyldelse. Sammen med adelspigen Zira, begiver han sig ud på en rejse, der tvinger ham til at sætte spørgsmålstegn ved alt, hvad han tror på.
Solbarnet er en historie om venskab og mod - og om kampen mod et religiøst styre, der er kørt helt af sporet.
Overraskende mørk og barsk dystopisk roman, der ikke maler nogen skønmalerier og som gudskelov ikke har nogen teenagekærlighedstrekant. (Hvilket altid giver en ekstra stjerne hos mig!)Meget enkel og velskreven historie.
Jeg blev virkelig positivt overrasket, da jeg endelig stiftede bekendtskab med Solbarnet. Jeg har haft bogen stående længe, siden Facet forærede den til deltagerne ved et bogtræf, men har først fået den læst nu. Og sikke en skam. Den burde jo være læst for længst!
Jeg forventede mig i virkeligheden ikke det store, tror jeg. Bogens titel og Nimo fik mig til at tænke på bøger ala Trudu Canavan og hendes serie for de lidt yngre. Men der var langt mere gods i bogen, end jeg havde troet ud fra omslaget og de første par sider. Den er velskrevet, medrivende og med flere åbninger, som læseren selv må fortolke på. Nøjagtig som en rigtig fantasyhistorie gerne må være. Samtidig kom det dog også bag på mig, at bogen ikke var spækket med magi og tryllekunstner, for det havde jeg faktisk regnet med, ud fra bagsideteksten. Men landet Solrun er ikke hjemsted for hekse og troldmænd, vampyrer og varulve. Der er til gengæld rigeligt med hemmeligheder, magtintriger og religiøst vanvid så det batter. Alt sammen er det med til at skabe en nervepirrende spænding i bogens sider, så man slet ikke kan lade være med at bladre videre. Og samtidig lige tænke en ekstra gang over visse ting.
Kasper Hoff har formået at skrive en fantasyhistorie uden mange af de velkendte elementer der er så meget oppe i tiden i disse år, men som stadig fungerer for læseren. Sproget er flot og flydende, med en god underspillet humor som ikke tager fuldstændig fokus fra det hele, men som alligevel får læseren til at smile hist og her. Handlingen starter lige på og hårdt, sådan mere eller mindre, og man suges ind i Nimos univers, hans venskab med adelspigen Zira og hans rejse mod Soltårnet, men også mod det magtstyre der regerer landet. Igennem bogen begynder Nimo at sætte spørgsmålstegn ved så godt som alt det han kender, og som læser må man blot følge med og sidde og nikke og tænke ”ja, ja, det kan du have ret i. Hvorfor dit og hvorfor dat?” . Og forfatteren formår virkelig at få det til at fungere, så han ikke gør sin egen bog kritisk mod sit plot, men lader den stille åbne spørgsmål og lader det være op til læseren at tolke på nogle af de ting der foregår i Solrun.
Alt i alt er Solbarnet måske ikke så svær en bog at anbefale, men for mig er den. For jeg vil så hjertens gerne have at alle andre læsere af den, får den samme ahaoplevelse og positive overraskelse ud af den første læsning, som jeg selv fik. Og derfor er den svær at anmelde, uden at afsløre alt for meget om handlingen og Nimo. Jeg vidste selv intet andet end det bagsiden fortalte mig, og den mangel på kendskab om det hele, synes jeg også andre skal have, når de drager ind i Solrun. Forhåbentlig vil de så få den samme gode oplevelse, som jeg gjorde.
Jeg har næsten ikke kunne lægge denne her bog fra mig. Så god er den. Ganske enkelt. Der er fart på lige fra starten hvor vi møder drengen Nimo som uden at egentlig ville det bliver udvalgt til at være det næste Solbarn i landet Solrun, hvis han vel og mærke består de svære test. Starten lugter lidt af den måde tibetanerne vælger deres næste Dalai Lama på og det kan jeg ret godt lide. Det viser sig da også at "De Usynlige" har deres dagsorden og så står den på bedrag, foræderi og planer som virker tåbelige bliver ført ud i livet. Adelspigen Zira bliver af sin far sat til at være ven med Nimo for at lære ham lidt om livet ved hoffet, som han forøvrigt tager til sig og bliver så lallende fed at han til sidst ikke kan gå og må bæres rundt i en guld bærestol af jeg ved ikke hvor mange stakkels bærer/slaver. Da det hele er ved at gå helt galt så kommer der et ægteskab i stand mellem Solbarnet Nimo og nu Månebarnet Zira, der bliver frembragt en arving uden Zira har født det stakkels barn, og så begynder alt at gå galt. Så Zira bliver anbragt i kloster, Nimo må flygte fra sit liv og et drabsforsøg og slutte sig til oprørerne for at befri Zira og så videre og så videre. Omdrejningspunktet for hele historien er det Soltårn som indbyggerne i Solrun bliver tvunget til at bygge så Solbarnet kan hente solen ned og gøre livet bedre for landet ifølge profetien. Problemet er at magt og magtsyge mennesker korrupterer religionen for at høste rigdom og magt selv. En helt igennem velskrevet bog som jeg rigtig godt kan lide og vil anbefale til alle som gider læse den.