What do you think?
Rate this book
Simone
Året er 1789. Det ulmer af oprør i Paris. Sult og nød hærger fattigkvartererne. Kongen sætter lejetropper og beredent politi ind mod de utilfredse. Så rejses de første barrikader i Paris' gader, og Bastillen indtages og rives ned.
Den ni-årige Simones forældre hører til de fattigste og hårdest kæmpende oprørere. Ildkampe og illegal virksomhed hører til døgnets orden. Og Simone lever intenst med i begivehederne, selv om meget er vanskeligt at forstå ...
Den ni-årige Simones forældre hører til de fattigste og hårdest kæmpende oprørere. Ildkampe og illegal virksomhed hører til døgnets orden. Og Simone lever intenst med i begivehederne, selv om meget er vanskeligt at forstå ...
257 pages, Paperback
First published January 1, 1987
4 people want to read
About the author
Cæcilie Lassen
17 books8 followersCæcilie Lassen published her first book, Simone, when she was 16 years old, about a young girl's experiences during the French Revolution. She has published 11 books in total so far, the last being En god dag at flyve about September 11 and the war against terror.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 of 1 review
January 23, 2019
Jeg var opkaldt efter Cæcilie Lassens "Simone", og den har fulgt mig gennem mit liv. Jeg har indtil videre læst den tre gange: Første gang da jeg var 9, så igen da jeg var 18, og nu hvor jeg er fyldt 28. Hver gang har været hver sin læseoplevelse.
Som 9-årig kunne jeg godt lide bogen, og jeg kunne relatere til den 9-årige hovedpersons store fantasi, og den måde, hvorpå hun så mange ting i omgivelserne, som de andre børn enten ikke bemærkede eller ikke snakkede om.
Som 18-årig sad jeg og stortudede over bogen og den måde, hvorpå Cæcilie Lassen formår at få det til at skinne klart igennem hos lille Simone, hvordan det påvirker hende, at der på grund af revolutionen, som hun ikke helt forstår, næsten hver morgen ligger lig i den gade, hvor hun bor - og hvordan hun hver dag er bange for, at hendes forældre kan ligge blandt de døde.
Nu, som 28-årig (og dermed lige så gammel som Simones forældre!), er bogen stadig en fantastisk oplevelse, og samtidig er den om muligt endnu mere trist, end sidst jeg læste den. Måske fordi jeg ved endnu mere om revolutionen nu og ved, at tingene ikke ændrede sig for den fattigste del af tredjestanden i mange år derefter.
Det, der dog slår mig mest i min genlæsning her nu, er dog, at jeg med større erfaring både som læser og forfatter nu også kan se de ting i bogen, som kunne være gjort bedre. Man kan godt mærke på sproget, at Cæcilie Lassen kun var 16 år, da bogen blev udgivet, og det skinner også især igennem i personkarakteristikkerne. Selvom man får en god fornemmelse af både Simone og hendes far Juans personlighed, ville bogen have haft godt af at være måske 50 sider længere, så der var mere plads til at få afrundet og uddybet mange af de andre karakterer, som man kun får et overfladisk kendskab til.
En anden ting, der også kunne have været mere af, er lidt nærmere uddybning af de revolutionære problematikker, for jeg fornemmer, at hvis man ikke ved så meget om den franske revolution, er der nok nogle ting, man vil have svært ved helt at følge - og det på trods af, at man nu og da skifter synsvinkel til Simones forældre, Juan og Jacqueline, der begge er sans-culotter og kæmper for sagen på gadebarrikaderne. Det er dog svært for mig helt at bedømme, da jeg selv ved en del efterhånden.
Alligevel er det stadig en bog, jeg vil give fem stjerner. Ikke kun fordi den har en speciel betydning for mig, men også fordi den stadig påvirker mig dybt at læse, og jeg ved, den kommer til at sidde i mig i flere dage, her efter jeg har vendt sidste side.
Som 9-årig kunne jeg godt lide bogen, og jeg kunne relatere til den 9-årige hovedpersons store fantasi, og den måde, hvorpå hun så mange ting i omgivelserne, som de andre børn enten ikke bemærkede eller ikke snakkede om.
Som 18-årig sad jeg og stortudede over bogen og den måde, hvorpå Cæcilie Lassen formår at få det til at skinne klart igennem hos lille Simone, hvordan det påvirker hende, at der på grund af revolutionen, som hun ikke helt forstår, næsten hver morgen ligger lig i den gade, hvor hun bor - og hvordan hun hver dag er bange for, at hendes forældre kan ligge blandt de døde.
Nu, som 28-årig (og dermed lige så gammel som Simones forældre!), er bogen stadig en fantastisk oplevelse, og samtidig er den om muligt endnu mere trist, end sidst jeg læste den. Måske fordi jeg ved endnu mere om revolutionen nu og ved, at tingene ikke ændrede sig for den fattigste del af tredjestanden i mange år derefter.
Det, der dog slår mig mest i min genlæsning her nu, er dog, at jeg med større erfaring både som læser og forfatter nu også kan se de ting i bogen, som kunne være gjort bedre. Man kan godt mærke på sproget, at Cæcilie Lassen kun var 16 år, da bogen blev udgivet, og det skinner også især igennem i personkarakteristikkerne. Selvom man får en god fornemmelse af både Simone og hendes far Juans personlighed, ville bogen have haft godt af at være måske 50 sider længere, så der var mere plads til at få afrundet og uddybet mange af de andre karakterer, som man kun får et overfladisk kendskab til.
En anden ting, der også kunne have været mere af, er lidt nærmere uddybning af de revolutionære problematikker, for jeg fornemmer, at hvis man ikke ved så meget om den franske revolution, er der nok nogle ting, man vil have svært ved helt at følge - og det på trods af, at man nu og da skifter synsvinkel til Simones forældre, Juan og Jacqueline, der begge er sans-culotter og kæmper for sagen på gadebarrikaderne. Det er dog svært for mig helt at bedømme, da jeg selv ved en del efterhånden.
Alligevel er det stadig en bog, jeg vil give fem stjerner. Ikke kun fordi den har en speciel betydning for mig, men også fordi den stadig påvirker mig dybt at læse, og jeg ved, den kommer til at sidde i mig i flere dage, her efter jeg har vendt sidste side.
Displaying 1 of 1 review