Hvad man ikke ved beskriver en familie, der går i opløsning i forældrenes ønske om at følge med ungdomsoprørets kærligheds- og frihedsidealer ? ikke mindst den seksuelle frigørelse. Romanen handler om forholdet mellem mænd og kvinder og seksualitet gennem generationer, om frihedsdrømme og længslen efter at høre til.
I starten brugte jeg en del energi på at forholde mig til de fiktive steder, og forsøgte at finde paralleller til Dansk eller nordisk geografi. Jeg oplevede, at den fiktive geografi og de mange beskrivelser af den fremmedgjorde historien, og lagde en større afstand til mig og personernes handling. Hvad personerne gør og tænker fremstår dermed mere fiktive, end hvis det var opdigtede personer i en rigtig geografi.
Jeg oplevede det utilfredsstillende ikke at følge de forskellige personer "til dørs". Det bliver mere en lang beskrivelse uden endemål, hvor start og slutning ikke er relevant.
Var blæst bagover af "Hildegard af Bingen" - "Hvad man ikke ved" er en hel anderledes oplevelse - men den sproglige magtdemonstration er helt sammenlignelig! Anne-Lise Marstrand er en af Danmarks allerbedste forfattere ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️
Hold da op for en moppedreng. Egentlig godt skrevet og historien fanger også med tiden. Men nok lidt for lang. Nogen stilstand og tomgang. Nogen distance til både handling og personer.
Bare utroligt så næsten pornografisk den her seksuelle frigørelse kommer til at fremstå. Kan det virkelig passe, at det er/var sådan?
Nåh, men ...
Den, som forhåbentlig bliver hovedpersonen i del to, Hvis sandheden skal frem, er kørt i stilling. Jeg holder dog lige en pause med Marstrand Jørgensen.
Det er sjældent, jeg opgiver en bog. Og jeg blev da også ved indtil ca halvvejs i bogen, så jeg gav den da en chance. Ideen om en ægtemand, der presser sin kone ud i både swingerklub og regelmæssige elskere, hvilket kommer til at ødelægge alt, kunne være god nok. Men når man opfinder så kiksede stednavne som Farring og Rossel, kalder hovedpersonerne Eric og Alice (er det mon fordi man håber på en oversættelse, siden manden ikke kan hedde Erik?) og i øvrigt skriver side op og side ned uden at komme ud af stedet, så er det for kikset og amatøragtigt for mig.
Un meraviglioso viaggio nell’aspetto rivoluzionario della sessualità. Ecco cos’è il romanzo storico della pluripremiata scrittrice danese Anne Lise Marstrand-Jørgensen, che scivola elegantemente nell’erotismo. Tutti siamo attratti da ciò che non conosciamo e, nel corso della storia, il sesso ha avuto un fascino particolare. Il romanzo è ambientato, in una cittadina immaginaria, Vase, negli anni rivoluzionari tra il 1969 e il 1974, e racconta la vita della famiglia Horn, composta da marito, moglie e tre figli: Marie-Louise, Flora e Martin. Il marito, Eric, è l’uomo di casa, colui che, grazie al suo lavoro, mantiene in modo decoroso la famiglia. La sua lei, la donna che ama, Alice, è una casalinga che ha rinunciato alle opportunità di lavoro per seguire la casa e i figli, compiendo la più tradizionale delle scelte. Attraverso vari flashback, la narrazione ci fa scoprire l’incontro e il breve fidanzamento della coppia, per aiutarci a conoscerli meglio, prima che la loro storia sentimentale subisca un’evoluzione, influenzata dal contesto storico e culturale di quegli anni nei quali spinte rivoluzionarie e hippie promuovevano un amore libero, senza legami o restrizioni coniugali. La famiglia vive in una bella casa, in un quartiere periferico, ma residenziale, dove tutte le famiglie sono omologate alla tradizione. La vita dei coniugi è forse troppo felice e perfettamente inserita nella comunità, perché loro possano realmente apprezzarla. Tutto cambia quando Eric incontra un suo vecchio compagno di università Paul, il quale nel frattempo è entrato a far parte di una comune ed ha cambiato nome, diventando Sufi. È lui che infonde nella mente di Eric stravaganti idee sull’amore libero. Alice è troppo tradizionalista per farsi coinvolgere, ma è anche “fatta di felce e di gomma, troppo cedevole e troppo dura allo stesso tempo.” L’amore che li unisce è tanto immenso da convincerla a compiacerlo. Inizia così, nell’estate del ’69, la doppia vita dei rispettabili coniugi Horn. Iniziano, quindi, a frequentare club e feste private, hotel di periferia; partecipano a esperienze di gruppo; proseguono con tradimenti programmati e così via, finché, ad un certo punto, uno dei due coniugi viene a mancare, ma non voglio svelarvi troppi dettagli. Non siamo neanche a metà di questo splendido libro di 540 pagine che parla di vita e di erotismo, ma anche di testimonianze storiche, filosofie esistenziali, femminismo, educazione sessuale, libertà e diritti. Anne Lise Marstrand-Jørgensen è stata attenta nella ricostruzione del contesto storico, accurata nella profondità psicologica, con cui ha reso sfaccettati i suoi protagonisti, e abile nel raccontare le loro vite e nell’intrecciarle, in modo avvincente, con quelle di altri. Ci sono vicende che scivolano nel dramma per poi risorgere, vite che cercano di seguire le spinte innovative del tempo, generazioni confuse da ciò che ancora non si conosce. Un ottimo romanzo dallo stile classico e perfettamente riuscito nel narrare com’era vivere negli anni della cultura hippie.
"Das indiskrete Leben der Alice Horn" ist das Leben einer dänischen Familie mit drei Kindern Anfang der Siebzigerjahre. Trotz ihrer Versuche, neue Lebenskonzepte wie die freie Liebe auszuprobieren, sind sie gefangen im Rollendenken und den gesellschaftlichen Zwängen der Zeit. Gut sind die Beschreibungen im Buch, die vielen Situationen, in denen Alice doch ganz anders reagiert als Frauen heute und auch die vielen Zeitebenen, die mühelos in die Handlung eingeflochten werden, ohne dass sie den Leser durcheinanderbringen. Der deutsche Titel, ganz anders als der Originaltitel, ist nicht ganz passend, denn weder ist sie indiskret noch liegt der Fokus alleine auf Alice. Die Geschichte plätschert dahin, nimmt im letzten Teil kurz Fahrt auf und kommt doch zu keinem richtigen Höhepunkt. Kürzer (als 672 Seiten) wäre der Roman besser gewesen, denn eigentlich ist nicht richtig viel passiert. Der Einblick in die Zeit und die Gedankenwelt der Figuren war aber gut gemacht.
Stærk og tankevækkende roman om konsekvenserne af en ægtemands ønske om at udleve 1970ernes frie seksualitet trods sin kernefamilie med hjemmegående kone og tre børn. Som andre anmeldere synes jeg dog det var et minus med bogens underlige stedløshed - utroligt så meget energi man som læser bruger på at regne ud hvor noget forgår, selv om det tydeligvis er meget bevist holdes skjult. Tænker desuden på at det er imponerende at kunne skrive så forskellige bøger som denne og Hildegard.
Synes starten var lidt træg og var lige ved at give op. Heldigvis fortsatte jeg, og langsomt krøb personerne ind under huden på mig. Glæder mig til næste og afsluttende bind i samtidskrøniken, og især at følge Flora.