What do you think?
Rate this book
Húsið
Á Þorláksmessu 1979 kemur upp eldur í húsi á hæð innst í Kollafirði. Sjö ára gamall drengur kemst lífs af úr brunanum en foreldrar hans og tvö yngri systkini farast. Drengurinn er minnislaus en fær martraðir um eld, reyk og ógnvænlegan mann með hamar í hendi.
Seint í nóvember 2007 er Hörður Grímsson kallaður að húsi í Smáíbúðahverfinu í Reykjavík. Í kjallaranum liggur gamall maður í blóði sínu. Flest bendir til þess að um slys sé að ræða en lögreglumaðurinn er á öðru máli. Skömmu síðar flytur fjögurra manna fjölskylda inn í afskekkt hús í Kollafirði og draugar fortíðar vakna til lífsins …
Stefán Máni er fæddur árið 1970. Hann ólst upp á Ólafsvík en býr nú í Reykjavík. Stefán Máni hefur verið rithöfundur í hátt á annan áratug og verk hans hafa notið hylli hérlendis sem erlendis. Árið 2012 var frumsýnd kvikmyndin Svartur á leik eftir samnefndri sögu Stefáns Mána. Húsið er ellefta skáldsaga hans.
Seint í nóvember 2007 er Hörður Grímsson kallaður að húsi í Smáíbúðahverfinu í Reykjavík. Í kjallaranum liggur gamall maður í blóði sínu. Flest bendir til þess að um slys sé að ræða en lögreglumaðurinn er á öðru máli. Skömmu síðar flytur fjögurra manna fjölskylda inn í afskekkt hús í Kollafirði og draugar fortíðar vakna til lífsins …
Stefán Máni er fæddur árið 1970. Hann ólst upp á Ólafsvík en býr nú í Reykjavík. Stefán Máni hefur verið rithöfundur í hátt á annan áratug og verk hans hafa notið hylli hérlendis sem erlendis. Árið 2012 var frumsýnd kvikmyndin Svartur á leik eftir samnefndri sögu Stefáns Mána. Húsið er ellefta skáldsaga hans.
588 pages, Hardcover
First published November 1, 2012
9 people are currently reading
51 people want to read
About the author
Stefán Máni
37 books104 followersStefán grew up in Ólafsvík and lived there until over the age of 20. After school he did general manual labour and service jobs. To name a few, he worked in the fishing industry, did building work, plumbing, gardening, was a security guard, a cleaner, worked with teenagers and cared for the mentally ill.
He has now written eight novels, the first coming out in 1996, Dyrnar á Svörtufjöllum (The Door in the Black Mountains).
He has now written eight novels, the first coming out in 1996, Dyrnar á Svörtufjöllum (The Door in the Black Mountains).
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 23 of 23 reviews
December 3, 2013
Hún hélt mér eins og flestar sakamála og spennusögur virðast gera, leið eins og ég væri að lesa nákvæmt handrit að bíómynd á köflum. Drungaleg og mikið gert í að karakterar séu að upplifa mikla líkamlega eða andlega þjáningu.
October 31, 2024
Sagan var góð og spennandi en lýsingarnar alltof langar og margar af þeim alveg óþarflega nákvæmar. Gerði það að verkum að maður hálf skautaði yfir sumt því það var verið að lýsa tréstól í 2 málsgreinum nánast.
Eftir allar þessar lýsingar alla bókina þá var endirinn snubbóttur. Hún endaði bara allt í einu og maður hefði viljað fá lok á suma þræði sem voru í gangi.
Ég veit ekki alveg með þessa bók. Tekur mig yfirleitt ekki 3 vikur að klára eins bók en þessi tók rúmlega 3 vikur.
Ég fýla nýrri bækur Stefáns betur en þessa. Þar sem lýsingarnar eru góðar en ekki óþarflega miklar og maður fær meiri endi á söguna.
Eftir allar þessar lýsingar alla bókina þá var endirinn snubbóttur. Hún endaði bara allt í einu og maður hefði viljað fá lok á suma þræði sem voru í gangi.
Ég veit ekki alveg með þessa bók. Tekur mig yfirleitt ekki 3 vikur að klára eins bók en þessi tók rúmlega 3 vikur.
Ég fýla nýrri bækur Stefáns betur en þessa. Þar sem lýsingarnar eru góðar en ekki óþarflega miklar og maður fær meiri endi á söguna.
February 11, 2013
Rosalega langur inngangur... Gerðist ekkert fyrr en eftir 290 blaðsíður.
January 28, 2025
Kun päähenkilö esitellään, että niskastaan puskee lampaanvillamaista kiharaa, silloin tietää, että komisario Hördur Grimsson todella on ehta (mielikuvien) islantilainen.
Siihen vielä tummanpunertava jouhitukka, jättimäinen vartalo ja tumman sammaleen vihreät silmät niin a vot, autenttisen viikingin eväillä edetään rikosten Reykjavikissa.
Ja hirveä ahdistus ja alkoholiongelma päällänsä kuten tässä genressä Pohjoismaissa usein on.
Grimsson astuu kirjalliseen julkisuuteen sarjan ensimmäisessä osassa tavan liikennepoliisina, mutta haaveilee itsenäisempiin hommiin rikospoliisiin. Siinä hän pääseekin alulle, tosin mokailujen kautta. Itsetuntoa Grimssonissa virtaa muutenkin olematon määrä, vaikka hän erikoisesti osaa ennaltanähdä tapahtumia.
Sitten eräässä illankähmässä vapauspuolueen kansanedustaja puukotetaan työpaikkansa pihalla. Lukijana jäin siihen oletukseen, että Grimsson seurasi tapahtunutta kauempaa. Kummallista, jos näin oli.
Reykjavikissa rehottavat toki myös huumeet ja pimeiden voimien kanssa tolskaava anarkistinuorisojoukko, joka suorittaa rikoksia astraaliprojektiona, toisin sanoen toisen henkilön kautta hyväksikäyttäen mustaa magiaa ja hypnoosia. Tällaiseen en ole aiemmin törmännytkään rikoskirjallisuudessa.
Juoni vetää, jotta lukeminen kiinnostaa, mutta hieman kömpelösti; tuntui kuin kuin kirjoittajalla olisi kiire siirrellä tapahtumia eteenpäin. Myös häiritsevä moderni puhekielisyys kuten "pöhinä" täti-ihmistä pännii.
Huolimattomuus näkyi muutamina kirjoitusvirheinä ja stilisoimattomana tekstinä ja sehän verottaa aina uskottavuutta.
Toisaalta kömpelyys on rentoutta, juttelevuutta ja arkipäiväisyyttä. Jos ikinä pohjoismaisissa dekkareissa, tässä sankaruutta ei ilmene ollenkaan. Poliisikin rötöstelee, käyttäytyy tökerösti ja pelkää epäonnistumista rakkaudessa eristäytymiseen asti. Krapula kuvataan niin väkevästi, että lukija melkein itsekin oksentaa niille sijoilleen.
Grimsson yltää varsinkin tarinan loppupuolella ihan ansiokkaaseenkin elämän ja tapahtuneiden syiden pohdintaan. Miehen unimaailmalle annetaan tarinassa väsyttävän paljon palstatilaa.
Tämä oli nyt kolmas lukemani Islantiin sijoittunut dekkari eikä tehnyt erityistä vaikutusta tämäkään. Reykjavikista, jonka kadunnimiä pudotellaan kunnioitettava määrä, saa aika vastenmielisen kuvan.
Ihan hauska paikallinen yksityiskohta löytyy: Ajax-puhdistusainemainos on ollut Islannissa samanlainen kuin Suomessa.
Ja sitten se kummallinen yksityiskohta: miten tarkkanäköisinkään poliisi voi kaukaa nähdä, että jollain on päällä juuri tekokuituinen paita.
Teoksen on englannista suomentanut Virve Juhola.
Siihen vielä tummanpunertava jouhitukka, jättimäinen vartalo ja tumman sammaleen vihreät silmät niin a vot, autenttisen viikingin eväillä edetään rikosten Reykjavikissa.
Ja hirveä ahdistus ja alkoholiongelma päällänsä kuten tässä genressä Pohjoismaissa usein on.
Grimsson astuu kirjalliseen julkisuuteen sarjan ensimmäisessä osassa tavan liikennepoliisina, mutta haaveilee itsenäisempiin hommiin rikospoliisiin. Siinä hän pääseekin alulle, tosin mokailujen kautta. Itsetuntoa Grimssonissa virtaa muutenkin olematon määrä, vaikka hän erikoisesti osaa ennaltanähdä tapahtumia.
Sitten eräässä illankähmässä vapauspuolueen kansanedustaja puukotetaan työpaikkansa pihalla. Lukijana jäin siihen oletukseen, että Grimsson seurasi tapahtunutta kauempaa. Kummallista, jos näin oli.
Reykjavikissa rehottavat toki myös huumeet ja pimeiden voimien kanssa tolskaava anarkistinuorisojoukko, joka suorittaa rikoksia astraaliprojektiona, toisin sanoen toisen henkilön kautta hyväksikäyttäen mustaa magiaa ja hypnoosia. Tällaiseen en ole aiemmin törmännytkään rikoskirjallisuudessa.
Juoni vetää, jotta lukeminen kiinnostaa, mutta hieman kömpelösti; tuntui kuin kuin kirjoittajalla olisi kiire siirrellä tapahtumia eteenpäin. Myös häiritsevä moderni puhekielisyys kuten "pöhinä" täti-ihmistä pännii.
Huolimattomuus näkyi muutamina kirjoitusvirheinä ja stilisoimattomana tekstinä ja sehän verottaa aina uskottavuutta.
Toisaalta kömpelyys on rentoutta, juttelevuutta ja arkipäiväisyyttä. Jos ikinä pohjoismaisissa dekkareissa, tässä sankaruutta ei ilmene ollenkaan. Poliisikin rötöstelee, käyttäytyy tökerösti ja pelkää epäonnistumista rakkaudessa eristäytymiseen asti. Krapula kuvataan niin väkevästi, että lukija melkein itsekin oksentaa niille sijoilleen.
Grimsson yltää varsinkin tarinan loppupuolella ihan ansiokkaaseenkin elämän ja tapahtuneiden syiden pohdintaan. Miehen unimaailmalle annetaan tarinassa väsyttävän paljon palstatilaa.
Tämä oli nyt kolmas lukemani Islantiin sijoittunut dekkari eikä tehnyt erityistä vaikutusta tämäkään. Reykjavikista, jonka kadunnimiä pudotellaan kunnioitettava määrä, saa aika vastenmielisen kuvan.
Ihan hauska paikallinen yksityiskohta löytyy: Ajax-puhdistusainemainos on ollut Islannissa samanlainen kuin Suomessa.
Ja sitten se kummallinen yksityiskohta: miten tarkkanäköisinkään poliisi voi kaukaa nähdä, että jollain on päällä juuri tekokuituinen paita.
Teoksen on englannista suomentanut Virve Juhola.
April 14, 2019
Stefán Máni kann vel að skrifa. En hann skrifar alltof mikinn óþarfa í bækurnar sínar.
Þetta er þriðja 600bls bókin um hann Hörð lögregumann sem ég les og þær eiga það allar sameiginlegt að eyða alltof miklu púðri í að lýsa því hvernig t.d. gömul dökkblá slitin Álafossúlpa hefur upplitast á vinstri hlið eftir langvarandi veru á snaga sem liggur upp við glugga við suðurhlið svo sólin hefur haft greiðan aðgang til að vinna sitt seinvirka verk.........
Þessi saga hélt mér þó alveg við efnið og ég var spenntur að vita hvernig þetta myndi allt enda. Maður fær að fylgjast með "morðingjanum" í gegnum alla bókina og mikið púður fer í að kynna hann almennilega til leiks. Það var allt frekar vel gert.
Bókin er hinsvegar alltof endasleppt og er alveg magnað að eftir að hafa lesið í gegnum 300 bls af ofauknum lýsingum á öllum smámunum að þá skuli bókin bara enda allt í einu og maður fær ekki að vita um hvenrig margir þræðir enda. Síðan var ég ekki ánægður með hvernig Hörður notar alltaf "innsæi" frekar en staðreyndir til þess að vita hvað hann eigi að gera næst. Það gengur ekki fyrir svona svögu að stóla á yfirnáttúrulega hluti til að útskýra.
Stefán þyrfti að fá sér rithöfundaþjálfara sem að gæti hjálpað honum með að halda sér við efnið og skera niður svo að eftir stæði heilsteiptari bækur. Því hann kann að búa til spennandi sögur og kann að skrifa. Hann skrifar bara of mikið.
Þetta er þriðja 600bls bókin um hann Hörð lögregumann sem ég les og þær eiga það allar sameiginlegt að eyða alltof miklu púðri í að lýsa því hvernig t.d. gömul dökkblá slitin Álafossúlpa hefur upplitast á vinstri hlið eftir langvarandi veru á snaga sem liggur upp við glugga við suðurhlið svo sólin hefur haft greiðan aðgang til að vinna sitt seinvirka verk.........
Þessi saga hélt mér þó alveg við efnið og ég var spenntur að vita hvernig þetta myndi allt enda. Maður fær að fylgjast með "morðingjanum" í gegnum alla bókina og mikið púður fer í að kynna hann almennilega til leiks. Það var allt frekar vel gert.
Bókin er hinsvegar alltof endasleppt og er alveg magnað að eftir að hafa lesið í gegnum 300 bls af ofauknum lýsingum á öllum smámunum að þá skuli bókin bara enda allt í einu og maður fær ekki að vita um hvenrig margir þræðir enda. Síðan var ég ekki ánægður með hvernig Hörður notar alltaf "innsæi" frekar en staðreyndir til þess að vita hvað hann eigi að gera næst. Það gengur ekki fyrir svona svögu að stóla á yfirnáttúrulega hluti til að útskýra.
Stefán þyrfti að fá sér rithöfundaþjálfara sem að gæti hjálpað honum með að halda sér við efnið og skera niður svo að eftir stæði heilsteiptari bækur. Því hann kann að búa til spennandi sögur og kann að skrifa. Hann skrifar bara of mikið.
February 22, 2023
Anmeldelse af prof. Gísli Magnússon (Islands Universitet)
Huset af den islandske forfatter Stefán Máni blander genrene (okkult) thriller og kriminalroman. Hovedparten af handlingen udspiller sig i 2007, men der springes hyppigt tilbage i tid, især til skæbnesvangre begivenheder i 1979. Man følger et relativt stort persongalleri, men der fokuseres især på Teddí (skurken) og Hörður (kriminalkommisæren). Et hovedtema i romanen er en udforskning af ondskabens problem og natur, og både på et symbolsk og konkret plan knyttes ondskaben til et bestemt sted, ”Huset”, som befinder sig på en høj et stykke væk fra hovedvejen ved Kollafjörður, en fjord tyve kilometer nord for Reykjavik. At ondskaben går langt tilbage, fremgår af prologen, en kort beretning fra 1777, hvor en mand, Bjarni, myrder sin fem år gamle søn, som han påstår at have avlet med sin afdøde kone og som han mener har været besat af onde ånder. Ca. to hundrede år senere, i 1979, bryder ondskaben frem igen: en far, en mor og datter omkommer, kun en ni-årig dreng overlever med et voldsomt sår ved højre øje og tinding – og med hukommelsestab. Den officielle forklaring var, at Bjarni havde dræbt sin kone og datter og forsøgt at dræbe sin søn og til sidst omkom i en brand i huset.
Teddís fortid bliver gradvist rullet op via tilbageblik. I et længere tilbageblik til 1981 følger vi den tiårige Teddí, som er blevet adopteret af et bondepar i Borgarfjörður, og her myrder han en anden dreng. Som voksen fremstår han som en brutal og samvittighedsløs svindler, som dominerer sin kone. Han skildres med andre ord som en brutal psykopat helt fra barndommen.
Hörður Grímsson introduceres i nutidsperspektivet (2007). Han er enorm af statur, går i lang læderfrakke og motorcykelstøvler, men han er også clairvoyant og får forudanelser om dødelige hændelser, før de indtræffer. I løbet af romanen hører vi desuden meget om Hörðurs alkoholproblemer, og om de problemer, de skaber i hans forhold til frisøren Bíbí.
Selve plottet sættes i gang, da Teddí, uden at vide, hvad der er sket i “huset” i Kollafjörður i 1979, byder på det hos en ejendomsmægler. Sælgeren er Ásbjörn, en pensioneret politimand, som bor alene med sin schæferhund. Da han hører fra ejendomsmægleren, at det er Teddí, som vil købe huset, trækker han febrilsk huset af markedet. Ásbjörn har med andre ord en grund til ikke at ville sælge til netop ham. Teddí deducerer sig ud fra ejendomsmæglerens oplysninger til, hvem sælger er og opsøger ham. Teddí finder ud af, at Ásbjörn er hans farbror, og han husker, at det er ham, der er “manden med hammeren” fra hans drømme, dvs. at det er ham, som slog ham ved venstre øje og tinding. Læseren tror nu, at det var Ásbjörn og ikke Teddís far Bjarni, der myrdede Teddís forældre og lillesøster i 1979. Teddí myrder kort tid efter dette møde Ásbjörn ved at skubbe ham ned ad kældertrappen.
Det er Hörðurs opgave at opklare, hvad der er sket (hvilket kan virke lidt redundant, eftersom man jo allerede som læser ved, at det er Teddí, som har begået forbrydelsen.) Hörður bliver hurtigt overbevist om, at Ásbjörn er blevet myrdet af Teddí, men han kan ikke bevise det, og bliver presset af sin chef, Axel Axelsson, til at skrinlægge sagen som selvmord.
Efter Ásbjörns død arver Teddí ”huset” ved Kollafjord: Ásbjörn havde testamenteret det til ham efter deres samtale. Efter at Teddí flytter med sin familie til huset, begynder gyser-delen af handlingen. Læseren gennemskuer langsomt, at det ikke var Ásbjörn, men Teddí, der som barn bestialsk myrdede sin mor, far og søster med en hammer, hvorefter Ásbjörn, da han opdagede det, slog ham med hammeren. Det fremstilles, som om der befinder sig en ondskab i huset: Det spøger, og børnene bliver flere gange besat, men især Teddí bliver besat af ondskaben og skal til at myrde sin familie med hammeren. Der er lagt op til en gentagelse af tragedien fra 1979.
Det lykkes i sidste øjeblik for Hörður at redde familien ved – på lillejuleaften – at tage op til huset og – hårdt såret – at kæmpe mod Teddí, så familien kan flygte. Dette lykkes, familien bliver reddet, men Hörður er så ilde tilredt, at hans overlevelse virker tvivlsom. Romanen ender med, at politiet nærmer sig.
Der er tale om en thriller på næsten 600 sider. Den har fået den islandske krimipris 2013, Bloddråben, og blev indstillet til den nordiske krimipris, Glasnøglen. Den er velskrevet og stilistisk sikker, og den er ambitiøs i sin inddragelse af vidtrækkende diskussioner af det ondes (metafysiske) natur. Kirken bliver ganske kort inddraget, men kan for Hörður ikke fungere som global forklaringsramme for de okkulte fænomener som ånder, besættelse, sort magi, visionære drømme, clairvoyance, etc. For Hörður er det ondes tilstedeværelse på jorden (og hinsides) overvældende, idet han via sit arbejde konstant er konfronteret med ondskaben.
Efter min mening rummer romanen et fortælleøkonomisk problem: De første 75% er for langsomme og omstændelige, og de sidste 25% er spændende. Vi hører nok (for) mange detaljer om Hörðurs (og Teddí og andres) liv, og selve opklaringsarbejdet er ikke så spændende, eftersom vi jo som læsere ved, at Teddí myrdede Ásbjörn. Det spændende kommer ind med det okkulte, og det er her, romanen er bedst. Måske er det også et problem, at man gætter den store overraskelse, dvs. at det var Teddí, der myrdede sin egen far, mor og søster som ni-årig, og at Ásbjörn havde forsøgt at dække over det vha. en falsk obduktionsrapport, før det bliver eksplicit via et bånd, som Ásbjörn kort før sin død sender til journalisten Mikael Bergmann. Grundet en forældet adresse på brevet, kommer båndet, som rummer en afslørende samtale mellem ham selv og Teddí, først frem lillejuleaften 2007, dvs. just da Teddí skal til at dræbe sin familie – for anden gang.
Der er tale om et ambitiøst forsøg på at kombinere kriminalromanen med gyserromanen. Og forsøget på at inddrage diskussioner af det ondes (måske metafysiske?) natur fungerer godt. Desværre fungerer kriminalroman-delen mindre godt. Som læser spørger man sig, hvorfor man skal følge en udførlig opklaring af et mord, hvis detaljer man allerede kender. Hvis man skal forklare, hvorfor den har fået den islandske krimipris, hænger det sammen med dens originalitet og stigende spændingskurve til sidst.
Huset af den islandske forfatter Stefán Máni blander genrene (okkult) thriller og kriminalroman. Hovedparten af handlingen udspiller sig i 2007, men der springes hyppigt tilbage i tid, især til skæbnesvangre begivenheder i 1979. Man følger et relativt stort persongalleri, men der fokuseres især på Teddí (skurken) og Hörður (kriminalkommisæren). Et hovedtema i romanen er en udforskning af ondskabens problem og natur, og både på et symbolsk og konkret plan knyttes ondskaben til et bestemt sted, ”Huset”, som befinder sig på en høj et stykke væk fra hovedvejen ved Kollafjörður, en fjord tyve kilometer nord for Reykjavik. At ondskaben går langt tilbage, fremgår af prologen, en kort beretning fra 1777, hvor en mand, Bjarni, myrder sin fem år gamle søn, som han påstår at have avlet med sin afdøde kone og som han mener har været besat af onde ånder. Ca. to hundrede år senere, i 1979, bryder ondskaben frem igen: en far, en mor og datter omkommer, kun en ni-årig dreng overlever med et voldsomt sår ved højre øje og tinding – og med hukommelsestab. Den officielle forklaring var, at Bjarni havde dræbt sin kone og datter og forsøgt at dræbe sin søn og til sidst omkom i en brand i huset.
Teddís fortid bliver gradvist rullet op via tilbageblik. I et længere tilbageblik til 1981 følger vi den tiårige Teddí, som er blevet adopteret af et bondepar i Borgarfjörður, og her myrder han en anden dreng. Som voksen fremstår han som en brutal og samvittighedsløs svindler, som dominerer sin kone. Han skildres med andre ord som en brutal psykopat helt fra barndommen.
Hörður Grímsson introduceres i nutidsperspektivet (2007). Han er enorm af statur, går i lang læderfrakke og motorcykelstøvler, men han er også clairvoyant og får forudanelser om dødelige hændelser, før de indtræffer. I løbet af romanen hører vi desuden meget om Hörðurs alkoholproblemer, og om de problemer, de skaber i hans forhold til frisøren Bíbí.
Selve plottet sættes i gang, da Teddí, uden at vide, hvad der er sket i “huset” i Kollafjörður i 1979, byder på det hos en ejendomsmægler. Sælgeren er Ásbjörn, en pensioneret politimand, som bor alene med sin schæferhund. Da han hører fra ejendomsmægleren, at det er Teddí, som vil købe huset, trækker han febrilsk huset af markedet. Ásbjörn har med andre ord en grund til ikke at ville sælge til netop ham. Teddí deducerer sig ud fra ejendomsmæglerens oplysninger til, hvem sælger er og opsøger ham. Teddí finder ud af, at Ásbjörn er hans farbror, og han husker, at det er ham, der er “manden med hammeren” fra hans drømme, dvs. at det er ham, som slog ham ved venstre øje og tinding. Læseren tror nu, at det var Ásbjörn og ikke Teddís far Bjarni, der myrdede Teddís forældre og lillesøster i 1979. Teddí myrder kort tid efter dette møde Ásbjörn ved at skubbe ham ned ad kældertrappen.
Det er Hörðurs opgave at opklare, hvad der er sket (hvilket kan virke lidt redundant, eftersom man jo allerede som læser ved, at det er Teddí, som har begået forbrydelsen.) Hörður bliver hurtigt overbevist om, at Ásbjörn er blevet myrdet af Teddí, men han kan ikke bevise det, og bliver presset af sin chef, Axel Axelsson, til at skrinlægge sagen som selvmord.
Efter Ásbjörns død arver Teddí ”huset” ved Kollafjord: Ásbjörn havde testamenteret det til ham efter deres samtale. Efter at Teddí flytter med sin familie til huset, begynder gyser-delen af handlingen. Læseren gennemskuer langsomt, at det ikke var Ásbjörn, men Teddí, der som barn bestialsk myrdede sin mor, far og søster med en hammer, hvorefter Ásbjörn, da han opdagede det, slog ham med hammeren. Det fremstilles, som om der befinder sig en ondskab i huset: Det spøger, og børnene bliver flere gange besat, men især Teddí bliver besat af ondskaben og skal til at myrde sin familie med hammeren. Der er lagt op til en gentagelse af tragedien fra 1979.
Det lykkes i sidste øjeblik for Hörður at redde familien ved – på lillejuleaften – at tage op til huset og – hårdt såret – at kæmpe mod Teddí, så familien kan flygte. Dette lykkes, familien bliver reddet, men Hörður er så ilde tilredt, at hans overlevelse virker tvivlsom. Romanen ender med, at politiet nærmer sig.
Der er tale om en thriller på næsten 600 sider. Den har fået den islandske krimipris 2013, Bloddråben, og blev indstillet til den nordiske krimipris, Glasnøglen. Den er velskrevet og stilistisk sikker, og den er ambitiøs i sin inddragelse af vidtrækkende diskussioner af det ondes (metafysiske) natur. Kirken bliver ganske kort inddraget, men kan for Hörður ikke fungere som global forklaringsramme for de okkulte fænomener som ånder, besættelse, sort magi, visionære drømme, clairvoyance, etc. For Hörður er det ondes tilstedeværelse på jorden (og hinsides) overvældende, idet han via sit arbejde konstant er konfronteret med ondskaben.
Efter min mening rummer romanen et fortælleøkonomisk problem: De første 75% er for langsomme og omstændelige, og de sidste 25% er spændende. Vi hører nok (for) mange detaljer om Hörðurs (og Teddí og andres) liv, og selve opklaringsarbejdet er ikke så spændende, eftersom vi jo som læsere ved, at Teddí myrdede Ásbjörn. Det spændende kommer ind med det okkulte, og det er her, romanen er bedst. Måske er det også et problem, at man gætter den store overraskelse, dvs. at det var Teddí, der myrdede sin egen far, mor og søster som ni-årig, og at Ásbjörn havde forsøgt at dække over det vha. en falsk obduktionsrapport, før det bliver eksplicit via et bånd, som Ásbjörn kort før sin død sender til journalisten Mikael Bergmann. Grundet en forældet adresse på brevet, kommer båndet, som rummer en afslørende samtale mellem ham selv og Teddí, først frem lillejuleaften 2007, dvs. just da Teddí skal til at dræbe sin familie – for anden gang.
Der er tale om et ambitiøst forsøg på at kombinere kriminalromanen med gyserromanen. Og forsøget på at inddrage diskussioner af det ondes (måske metafysiske?) natur fungerer godt. Desværre fungerer kriminalroman-delen mindre godt. Som læser spørger man sig, hvorfor man skal følge en udførlig opklaring af et mord, hvis detaljer man allerede kender. Hvis man skal forklare, hvorfor den har fået den islandske krimipris, hænger det sammen med dens originalitet og stigende spændingskurve til sidst.
January 10, 2019
Hélt manni alla bókina. Virkilega góð bók og spennandi.
April 20, 2020
pirrandi allar þessar djúpu umhverfislýsingar eins og rithöfundur sé að reyna að teyja stutta sögu og gera hana langdregna.
Read
February 4, 2022Fyrsta bókin sem ég las eftir Stefán, fyrir margt löngu, er mér enn minnisstæð.
February 26, 2023
Löng... en magnandi spenna
January 25, 2026
Teddi er sennilega bara mest óþolandi karakter í heimi, vá hvað hann er vondur og þetta er skemmtileg saga
January 21, 2014
Stefán Máni kafar hér í djúpan hrylling sem fer stigvaxandi eftir því sem líður á bókina. Sagan lýsir siðblindum og óhugnanlegum manni sem hefur mannsdráp sem barn og síðbúna leit rannsóknarlögreglumanns sem glímir sjálfur við alkóhólisma og sambúðarvandamál vegna lítils hæfileika síns í félagslegum samskiptum. Inn í söguna birtast síðan tilvísanir til Chthulu heimsmyndarinnar sem hryllingssagnahöfundurinn H.P. Lovecraft skapaði á fyrri hluta síðustu aldar.
Spennandi og ágæt hryllingssaga en myndrænar frásagnir Stefáns Mána voru fullviðamiklar fyrir minn smekk. Bókin hefði styst um allnokkrar blaðsíður ef útliti, fötum, kaffibragði og fleiri smáatriðum hefði verið sköpuð í hóflegra umfangi.
Spennandi og ágæt hryllingssaga en myndrænar frásagnir Stefáns Mána voru fullviðamiklar fyrir minn smekk. Bókin hefði styst um allnokkrar blaðsíður ef útliti, fötum, kaffibragði og fleiri smáatriðum hefði verið sköpuð í hóflegra umfangi.
December 30, 2013
Fín bók frá Stefáni Mána. Finnst eins og með seinustu bækur hans þessi vera full löng og með alltof miklum umhverfislýsingum. Þetta dulræna finnst mér frekar draga bókina niður og mætti alveg sleppa. Hörður Grímsson er skemmtilega skrifaður karakter sem er gaman að lesa aftur um. Þá var Teddi einnig góð týpa og vel skrifaður. Hélt manni vel og áhugaverð saga.
Read
February 27, 2013Löng en spennandi bók. Lengi að byrja og mikið um tímaflakk en þegar sagan fer á flug þá rígheldur bókin manni. Ég hefði kosið að hafa bókina lengri, fá ýtarlegri niðurstöðu á því sem var í gangi og örlögum fólksins ... en kannski fannst ritstjóra Stefáns Mána nóg komið og sú saga kemur bara næst?
March 9, 2013
Leiðinleg og alltof löng. Sé nánast eftir að hafa ekki bara hætt.. Merkilegt hvað höfundurinn er upptekinn af svita. Hann lýsir því mikið hvernig allir eru sveittir, meira að segja þegar þeir fara út að hlaupa.
January 8, 2017
Óhugnanleg saga, spennandi og hélt mér alveg til loka (lasin heima með nógan tíma til að klára hana í einum spretti). Frekar þeytandi upptalning í lýsingum á öllum mögulegum og ómögulegum hlutum! Aðalsöguhetjan sykopatinn Teddi óhugnanlega raunverulegur og Hörður Grímsson ágætur.
December 16, 2012
Vel skrifuð bók. Söguefnið höfðar reyndar ekki til mín. Vissi ekki að til væri svona mikil illska. Frábærar lýsingar. Hún hélt mér alveg þrátt fyrir ljótleikann.
January 7, 2013
Heilt yfir var húsið fín lesning - þó finnst mér að höfundur eigi að láta Yrsu hið yfirnáttúrulega eftir og halda sig við óhugnaðinn.
January 21, 2013
Þrjár eða fjórar stjörnur, eiginlega þrjár og hálf. Átti von á meiru miðað við lofræður allra í kringum mig. Samt ágæt, Hörður Grímsson er frábær.
Read
March 20, 2013ég fílaði þessa! mæli með
January 3, 2015
Mögnuð bók. Spennandi frá fyrstu síðu. Mæli með henni.
February 21, 2022
Ókei þessi er fín. Fyrirsjáanleg en samt spennandi. Ég væri m.a.s. til í að sjá myndina þegar hún verður gerð.
March 26, 2013
Bara ljómandi ágæt en kannski svolítið of löng.
Displaying 1 - 23 of 23 reviews