´DO´ har 30 forskellige betydninger på koreansk, blandt andet menneske, provins, sværd, kort. På jysk lyder ´DO´ mest som ´du´. Eva Tind Kristensen er dansker og kom til Jylland som 1-årig fra Korea. Hendes digtsamling DO er en poetisk refleksion over identitetsbegrebet, hvor hun gennem lyrik, kortprosa, dialoger, dokumentarisk stof og billeder tegner et kort over en indre og ydre verden delt i to. Værket spændes ud mellem to lande, to kulturer, to sprog, to familier, to navne, to identiteter, men handler i lige så høj grad om, hvad tilhørsforhold er for en størrelse, og hvordan man skaber sin identitet - hvad omverdenen skaber, og hvad der klistre til én, ligegyldigt hvad man gør. DOs genreeksperimenterende form understreger, at verden fremstår forskelligt alt afhængig af, hvem der ser den, og hvorfra den bliver set. De forskellige genrer og billeder giver dermed nye blikke på bogens emner og følelsesmæssige tilstande. Hvert billede og hver tekst er præcis og enkel i sit udtryk og sin form. Kompleksiteten fremstår i det samlede materiales sammensathed, i skiftet mellem udtryksmiddel, optik, skala, genre, temaer, sprog, mellem det personlige og det almene.
DO udfolder på kalejdoskopisk vis digterjeget i flere og samler det til en igen. Jeget undersøger den særlige tvedeling, der knytter sig til en adopteret, der i dette tilfælde er dansk med koreansk baggrund, og hvilken rolle oprindelsen spiller for jeget i bogen. For selvom jeget føler sig ´hvid´ og dansk og ikke husker eller føler tilknytning til Korea, ser omverdenen ofte en koreaner. Kort sagt præsenterer Eva Tind Kristensen i DO en personlig og pletvis kondensering af levet liv.
Da jeg for mange år siden erhvervede mig denne bog (som siden har visnet en del år i min reol - undskyld) var det fordi bagsiden lod mig til at tro, det var en digtsamling med udgangspunkt i de mange forskellige betydninger af det koreanske ord 'Do'. Det synes jeg lød som et spændende koncept. At det så viser sig at konceptet istedet er en slags kunstnerisk refleksion over det at være adopteret fra Korea og vokse op i Jylland, kunne stadig godt have affødt noget spændende. Det gør det bare ikke.
Halvdelen af bogen er (stort set) det samme familiefoto om og om igen. Resten er - med få undtagelser - vanvittigt artsy og irriterende nonsens.