What do you think?
Rate this book
Vejen til ansvar
Den værste fattigdom i Danmark er den åndelige. Og ansvarsfralæggelsen vores største folkesygdom.
De seneste fire år har Alex Vanopslagh sat en ny kurs i liberal politik, som ikke handler om topskat og billige biler. Med udgangspunkt i sit eget liv før og i politik indkredser han i VEJEN TIL ANSVAR sit idégrundlag, der bygger på både Grundtvigs frihedsbegreb og barndommens avisruter i Struer.
Veloplagt udfordrer han dine faste forestillinger, og du bliver provokeret af denne bog, hvis du føler sig som et offer. Til gengæld kan du få et politisk ståsted, der ikke spiller på frygt og krisestemning, men taler til din tro på, at du selv har muligheden for at påvirke dit liv og vores verden til det bedre.
I sin bog fortæller Alex Vanopslagh også om sin bratte ankomst til de politiske indercirkler. I en alder af blot 27 år blev han leder af et parti i krise efter et katastrofalt valgresultat. Han fortæller i denne bog om en vestjysk politikerspire, der overnight blev landskendt, og hvordan han arbejdede solen sort for at genrejse partiet, som var det livet, det gjaldt. Han fortæller åbenhjertigt om stress, lederskab og magtesløshed, og hvordan tre tumultariske år som partileder og folketingsmedlem har udviklet hans syn på ansvar, frihed, omsorg og pligt og åbnet hans øjne for kompleksiteten i det moderne liv.
De seneste fire år har Alex Vanopslagh sat en ny kurs i liberal politik, som ikke handler om topskat og billige biler. Med udgangspunkt i sit eget liv før og i politik indkredser han i VEJEN TIL ANSVAR sit idégrundlag, der bygger på både Grundtvigs frihedsbegreb og barndommens avisruter i Struer.
Veloplagt udfordrer han dine faste forestillinger, og du bliver provokeret af denne bog, hvis du føler sig som et offer. Til gengæld kan du få et politisk ståsted, der ikke spiller på frygt og krisestemning, men taler til din tro på, at du selv har muligheden for at påvirke dit liv og vores verden til det bedre.
I sin bog fortæller Alex Vanopslagh også om sin bratte ankomst til de politiske indercirkler. I en alder af blot 27 år blev han leder af et parti i krise efter et katastrofalt valgresultat. Han fortæller i denne bog om en vestjysk politikerspire, der overnight blev landskendt, og hvordan han arbejdede solen sort for at genrejse partiet, som var det livet, det gjaldt. Han fortæller åbenhjertigt om stress, lederskab og magtesløshed, og hvordan tre tumultariske år som partileder og folketingsmedlem har udviklet hans syn på ansvar, frihed, omsorg og pligt og åbnet hans øjne for kompleksiteten i det moderne liv.
264 pages, Paperback
Published June 1, 2023
10 people are currently reading
52 people want to read
About the author
Alex Vanopslagh
1 book4 followersAlex Vanopslagh er folketingsmedlem og partileder for Liberal Alliance. Han er søn af Anni Sørensen og slagteren Samuel Vanopslagh, voksede op i Struer og er i dag far til Milton på 6 år. Alex har været en del af Liberal Alliance siden 2011 hvor han meldte sig ind i Liberal Alliances Ungdom (LAU). Han blev i 2014 formand for samme organisation og på bare to år som formand for LAU formåede han at fordoble medlemstallet.
I 2016 blev Alex færdiguddannet som kandidat i statskundskab fra Københavns Universitet og vandt samme år DM i debat på Folkemødet. Han arbejdede sideløbende som public affairs-konsulent i GRACE PA og blev ved kommunalvalget i 2017 valgt til Borgerrepræsentationen i København.
Ved folketingsvalget i 2019 blev Alex valgt i Vestjyllands storkreds. Kort efter overtog han tidligere udenrigsminister Anders Samuelsens post som partileder for Liberal Alliance. Ved folketingvalget i 2022 førte Alex partiet til sit hidtil bedste resultat – 7,9 % og 14 mandater.
I 2016 blev Alex færdiguddannet som kandidat i statskundskab fra Københavns Universitet og vandt samme år DM i debat på Folkemødet. Han arbejdede sideløbende som public affairs-konsulent i GRACE PA og blev ved kommunalvalget i 2017 valgt til Borgerrepræsentationen i København.
Ved folketingsvalget i 2019 blev Alex valgt i Vestjyllands storkreds. Kort efter overtog han tidligere udenrigsminister Anders Samuelsens post som partileder for Liberal Alliance. Ved folketingvalget i 2022 førte Alex partiet til sit hidtil bedste resultat – 7,9 % og 14 mandater.
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 19 of 19 reviews
May 23, 2024
Nuvel er jeg ikke meningsfælle med A.V. Dog prædikes der i bogen mestendels for menigheden, hvor de soleklare risici for de svageste, som bogen jævnligt tager i forsvar mod eliten, ikke foldes ud eller overhovedet adresseres. Inden for debat-genren er det selvsagt en mulighed, men det sænker bogens relevans for andre end læsere med partibogen i orden.
August 20, 2023
Vejen til ansvar
Alex Vanopslagh, et af dansk politik mest populære skikkelser, forsøger i “Vejen Til Ansvar”, at redegøre for den reformerte liberale politik, som han har været med til at bringe ind i LA. Kort sagt, har LA flyttet fokus over til de værdipolitiske spørgsmål, hvor partiet før i tiden brandede sig selv på topskattelettelser og økonomisk politik.
Liberalisme for Vanopslagh er så meget mere end skattelettelser, og det budskab fletter han ind i sine erindringer fra barndom, ungdom, voksenliv og ikke mindst Vanopslags periode med stress. Dette er med til at gøre bogen personlig. Derudover tages der fat om svære emner som psykisk sårbarhed, folkeskolereformen og ikke mindst “åndeligt fravær”-det sidste et interesant og vel også kontroversielt emne.
Overordnet manglede jeg en rød tråd i kompositionen, da kapitlernes indhold, for mig, havde en tendens til at blive en rodet affære.
Bogen er til den som stemmer LA, men også til den med interesse for dansk politik.
Alex Vanopslagh, et af dansk politik mest populære skikkelser, forsøger i “Vejen Til Ansvar”, at redegøre for den reformerte liberale politik, som han har været med til at bringe ind i LA. Kort sagt, har LA flyttet fokus over til de værdipolitiske spørgsmål, hvor partiet før i tiden brandede sig selv på topskattelettelser og økonomisk politik.
Liberalisme for Vanopslagh er så meget mere end skattelettelser, og det budskab fletter han ind i sine erindringer fra barndom, ungdom, voksenliv og ikke mindst Vanopslags periode med stress. Dette er med til at gøre bogen personlig. Derudover tages der fat om svære emner som psykisk sårbarhed, folkeskolereformen og ikke mindst “åndeligt fravær”-det sidste et interesant og vel også kontroversielt emne.
Overordnet manglede jeg en rød tråd i kompositionen, da kapitlernes indhold, for mig, havde en tendens til at blive en rodet affære.
Bogen er til den som stemmer LA, men også til den med interesse for dansk politik.
September 28, 2023
Overraskende god.
Forventningerne var egentlig ikke høje - men specielt starten får han ret godt ramt ind i hvad han mener "borgerlighed" og Liberlisme er. Samtdig med at han både er fan af velfærdstaten, men mener at den er til for borgerne og ikke omvendt.
Alex er nok mere Konservativ end Liberal i sidste ende, men jeg syntes det kommer godt igennem.
Lidt sværere er inddykket i folkeskolen og specielt Wokeismen i slutningen af bogen som jeg nok havde været foruden. Listen over alle studiejobs Alex havde jeg nok også klaret mig foruden.
jeg havde nok give den 3,5, men vi runder op grundet min overraskelse og det faktum jeg ikke aner hvordan man giver det.
Forventningerne var egentlig ikke høje - men specielt starten får han ret godt ramt ind i hvad han mener "borgerlighed" og Liberlisme er. Samtdig med at han både er fan af velfærdstaten, men mener at den er til for borgerne og ikke omvendt.
Alex er nok mere Konservativ end Liberal i sidste ende, men jeg syntes det kommer godt igennem.
Lidt sværere er inddykket i folkeskolen og specielt Wokeismen i slutningen af bogen som jeg nok havde været foruden. Listen over alle studiejobs Alex havde jeg nok også klaret mig foruden.
jeg havde nok give den 3,5, men vi runder op grundet min overraskelse og det faktum jeg ikke aner hvordan man giver det.
October 6, 2024
Jeg er glad for at Alex Vanopslagh kunne tage en pause fra sin autofellatio på de sociale medier, så han havde tid til at berige det danske folk med en af de særeste politiske manifester, som jeg har læst. Jeg sætter også pris på at det bedste billede de kunne finde af Vanopslagh til brug for omsalget, er et billede, hvor Vanopslagh ligner en 12-årig der har fået at vide, at han skal holde sommerferie hos sin mormor i Sverige.
Jeg vil starte med at sige, at jeg tror Vanopslagh skal tjekke om han kan få sine skolepenge tilbage. Det lyder som om, at Vanopslagh ikke rigtigt har fået noget ud af statskundskabsstudiet på Syddansk Universitet. Og der er potentielt også penge at hente fra gymnasiet, fordi Vanopslaghs evner til at forstå basale tekster er mildest talt manglende. Vi kan f.eks. starte med Søren Kierkegaard, som Vanopslagh nævner som et forbillede for hans ideer om frihed. Altså den Kierkegaard der skrev:
om Junigrundloven.
Der er nok ikke tvivl om at Kierkegaard kunne anses som borgerlig, men at kalde Kierkegaard en fortaler for liberale friheder er en fejltolkning af dimensioner. Jeg kan dog godt se hvordan Liberal Alliances vælgere kan identificere sig med Kierkegaard, da Kierkegaard også kun kunne se sig selv som bedre end andre mennesker, fordi han havde arvet alle sine penge fra sin far.
Fejltolkningerne i første kapitel stopper ikke der, da Vanopslaghs udlægning af Friedrich A. Hayek politiske tanker er mildest talt manglende. Om end Vanopslaghs udlægning ikke er unik, da han deler den med mange neoliberale tænkere og politikkerer. Vanopslagh ser Hayek som en stor fortaler for personlig frihed, og personlig frihed er da også nævnt i Hayeks værker, men hvis Vanopslagh faktiske satte sig for at læse og forstå the The Road to Serfdom, ville Vanopslagh måske se at personlig frihed, som er det Vanopslagh snakker om, ikke spiller en rolle i Hayaks filosofi. Personlig frihed er blot et teoretisk resultat af det frie marked, som Hayak virkelig er fortaler for. Hvilket også er hvorfor Hayaks tanker har kunnet inspirerer politistatsprædikanter som Margaret Thatcher til totalitære fascister som Augusto Pinochet Ugarte.
Allerede inden boger er kommet rigtigt i gang, har Vanopslagh altså lagt stilen. Enten kan Vanopslagh ikke forstå hvad han læser, eller også er det slet ikke personlig, liberal frihed som bogen skal handle om. I stedet skal Vanopslaghs filosofi forstås som gammeldags borgerlighed i en neoliberal udklædning. Din personlige frihed er mindre vigtig end din mulighed for at udleve en abstrakt ideologi.
Men hvad er det Vanopslagh gerne vil med Vejen til ansvar? Vanopslagh vil gerne have det liberale projekt tilbage på sporet. Han vil have retorikken væk fra skattelettelser og forgudelse af de rige, og over til et borgerligt verdenssyn, hvor samfundet atomiseres til individer som skal kunne og ville tage ansvar for deres eget liv, og som dermed kan se den folkelige værdi i Liberalismen.
Ydermere er ”ansvar” for Vanopslagh ikke bare et politisk-ideologisk mål, men også et moralsk og intellektuelt standpunkt. Ansvar og det liberale verdenssyn er hos Vanopslagh både et udtryk for hvor moralsk du er som menneske og hvor intellektuel du er. Jeg kan derfor kun antage, at Vanopslagh anser dem han er uenig med om Liberalismen er både umoralske og onde. Vanopslagh skriver naturligvis ikke dette direkte, men hvad anden grund skulle der være for, at Vanopslagh vælger at udvide hans politik til også at dække moral, epistemologi og ontologi? Og hvis I mener at jeg tager munden lidt for fuld her, så beskriver Vanopslagh flere gange i løbet af bogen sine ideologiske modstandere som ”onde,” og hele den sidste del af bogen bliver brugt på et argument om, hvorfor dannelse og lærdom vil føre danskerne tilbage til de borgerlige dyder.
Til sidst definerer Vanopslagh Liberalismens idealer som værende metafysisk sande, uden at dette relaterer sig til nogen form for materiel virkelighed. Verden kunne gå under og menneskeheden blive udryddet, og Vanopslagh ville stadig vælge at være liberal. Liberalismen er sand fordi den bekræfter sig selv, og dets betydning for mennesker er irrelevant. Vanopslagh ser derfor den antihumanistiske tendens i neoliberalismen og accepterer den fuldkommen. Liberalismen er hos Vanopslagh klart inden for det som Slavoj Žižek kalder ”pure ideology” og Mark Fisher kaldte ”capitalist realism.” Mennesker skal tjene Liberalisme, og, som Thatcher sagde det, ”there is no alternative.”
Det er er netop denne ideologiske udlægning, at Vanopslaghs politiske metode begynder at krakelerer. Hvordan Liberalismen være folkelig og til gavn for alle, hvis Vanopslagh hellere ser jorden gå under, end han ser at Liberalismen ikke længere bliver udlevet. Vanopslagh har allerede indrømmet at han ville være liberal, selvom det betød at livet ville blive dårligere for alle.
Vanopslaghs historiske udlægning af Liberalismen som en folkelig bevægelse er ironisk nok ganske historieløs. Det er naturligvis korrekt at de liberale (Bondevennerne, senere Venstre) spillede en stor rolle som fortaler for både bønderne og hos borgerskabet før og efter Junigrundloven blev underskrevet. Men Bondevennerne repræsenterede ikke den brede folkelighed, da folket ved Junigrundloven ikke kunne være politisk repræsenteret. Det var kun ca. 15% af befolkningen (mænd over tredive med egen husstand) som kunne stemme og vælges, og de 15% var fordelt mellem Bondevennerne og den borgerlige fløj (Høire, senere det Konservative Folkeparti). Karle, arbejdere, kvinder og fattige var derfor ikke en del af det liberale projekt ved indførelsen af Junigrundloven, og at påstå andet vil være det rene vanvid. De liberale talte ved Junigrundloven til en smal, privilegeret klasse af ikke-aristokratiske landejere, tidlige industrialister og det akademiske borgerskab. Jeg vil derfor betvivle Vanopslaghs udlægning af hans egen ideologi, da den næppe kan anses som en tilbagevenden til gammeldags Liberale dyder. Vanopslaghs ideologi er snarer et udtryk for et sammensurium af moderne politiske strømninger, som skal bringe Vanopslagh og Liberal Alliance ind i et 21. århundrede.
Det er også et mærkeligt valg, at Vanopslagh vælger at gå tilbage til netop 1849. Jeg er med på, at Vanopslagh ønsker at male Liberalismen som ideologien som gav os Junigrundloven, men der er en vis ironi i at bruge begrebet ”borgerlig-liberale” igennem hele bogen, og så bruge et historisk eksempel fra en tid hvor de borgerlige og de liberale ikke var en samlet blok. For at uddybe ironien, så går historikken også imod Vanopslaghs populisme, da ideen om at være borgerlig-liberal opstod i Danmark som et modsvar på arbejderbevægelsen, hvor adlen og bønderne stod sammen mod dem som talte de undertryktes sag.
Det er her et lille sidespring, men det et noget som virkelig nager mig. Tror Vanopslagh at FOA står for ”Fagforeningen for Offentligt Ansatte?” Ikke nok med at Vanopslagh skriver dette næsten ordret, men Vanopslagh bliver også ved med at referere til den offentlige sektor som ”FOA-købing.” Jeg er ked af at sige det, men FOA står for ”Fag Og Arbejde,” og er en fagforening og A-kasse for personer ansat i både den offentlige og private sektor. Ansatte som oftest ikke har en videregående uddannelse. Det vil derfor nok komme bag på mange af FOA’s medlemmer, at netop de skulle danne en magtelite, som suger skattepengene ud danskerne som arbejder hårdt i den private sektor.
I forlængelse af dette vil jeg også nævne, at Vanopslaghs anti-elitære populisme runger meget hult, da der aldrig i bogen bliver peget på en elite andre end en diffus gestikuleren til det offentlige. Om Vanopslagh mener politikere, offentligt ansatte og/eller noget helt tredje melder historien intet om. Vanopslaghs populisme tangerer derfor det konspiratoriske, hvor det ham og hans følgere mod en fjendtlig ”anden.”
Men lad os da snakke om den offentlige sektor en smule. Hvad der skal ske med den offentlige sektor, og hvordan man ser på velfærdsstaten, er en grundlæggende uinteressant og ideologisk præget diskussion. Men jeg tænker alligevel at Vanopslaghs logik skal udfordres, især når han vælger at modsige sig selv på én side.
Et af Vanopslaghs fokusområderne er det offentlige sygehusvæsen, som Vanopslagh ser som ineffektivt og menneskefjernt. Som et alternativt ser Vanopslagh hellere, at sygehusvæsenet privatiseres og dækkes igennem en pligtig sundhedsforsikring. Et sundhedssystem som er lig det i Schweiz. Dette baserer Vanopslagh på, at borgerne i Schweiz er markant gladere for deres sundhedssystem, end danskerne er for deres. Hvis vi kigger på statistikkerne, er dette da også sandt. Men Vanopslaghs konklusion om, at denne forskel skyldes forskellen i systemerne. Denne konklusion falder dog til jorden med et brag, når nr. 2 på statistikken er Holland, et land med et sundhedssystem der er lig det danske. Hollænderne er næsten lige så glade for deres sundhedssystem som schweizerne, men med et offentligt sundhedssystem. Det virker derfor ikke til, at det er systemet som der er noget galt med. Jeg ligger ikke umiddelbart inde med et svar på hvad løsningen for det danske sundhedssystem så er, men Vanopslagh ved det åbenlyst heller ikke.
Der er også en grundlæggende problematik i at Vanopslagh mener at sundheds- og plejesektoren kan oversættes en-til-en til kapitalismens frie marked dynamikker. Som en fan af Adam Smith og hans usynlige hånd, tænker jeg at Vanopslagh nemt kan svare på hvordan udbud og efterspørgsel fungere i relation til pleje og sundhed. Hvis jeg eller den obligatoriske sundhedsforsikring mener at priserne på hospitalspleje er for dyr, hvordan sørge vi så for at sænke efterspørgslen? Skal vi bare lade vær med at få kræft, blive gamle eller på anden måde lade vær med at naturen slår os ihjel?
Den oven for omtalte selvmodsigelse kommer netop i Vanopslaghs fortale for the schweiziske sundhedsvæsen, som Vanopslagh retmæssigt påpeger er langt dyre end det danske sundhedsvæsen. Og på siden for Vanopslagh starter sit argument for denne model, skriver han også at politikere ikke bør fråse med skatteborgernes penge. Så hvordan hænger det sammen med, at Vanopslagh er fortaler for et system der er dyre end det nuværende for den samme ydelse?
Vanopslaghs pointe omkring det civile kontra offentlige velfærdssystem er meget unuanceret. Det er korrekt at der i Danmark var et veludviklet civilt velfærdssystem, inden velfærdsstaten begyndte sin udvikling i det 19. og 20. århundrede. Men en af konsekvenser ved dette system var netop, at ikke alle var lige for systemet. Hvis du ikke lige var i kridthuset hos degnen, Lars eller ikke tilhørte den rigtige filosofiske observans, så var du på røven. Indret dig eller dø af sult. Og dette leder os til Vanopslaghs ideer om dannelse, hvor du bare har at indrette dig på fællesskabets præmisser.
Det er selvfølgelig dejligt at Vanopslagh ikke ser et problem med homoseksuelle eller etniske minoriteter, men hans medborgere som ikke deler hans snævre syn på politik og kultur er ikke helt så heldige. Som beskrevet oven for, ser Vanopslagh disse personer værende af ringere intellektuel og moralsk karakter end de liberalt sindede. Og i sin gennemgang af dannelsesbegrebet, kommer Vanopslagh også ind på hvordan denne mangel på dannelse ikke bare skader de individuelle personer, men også er skadeligt for det danske civilsamfund i sin helhed. Historien melder intet om, hvad Vanopslagh mener løsninger er på personer, som allerede har tanker som er skadelige for civilsamfundet, men jeg er da interesseret i hvad Vanopslagh mener her.
Jeg ved ikke helt hvad Vanopslagh ønsker at opnå med den galle, som han lukker ud omkring socialt progressive bevægelser. Om du kalder det krænkelseskultur, ”woke” eller noget helt tredje, så ender du altid med at lyde som en Boomer, der skriger af et opslag på Facebook. Og Vanopslagh falder for nøjagtigt den samme metodiske fejlslutning, som de gamle der ikke kan tænde for deres telefon uden hjælp.
Når Vanopslagh vælger at smide mikrofonen med en replik om, at ikke alle kan være lige i et meritokrati, og at unge mennesker bare skal lære det, så er Vanopslagh uvidende om at han vil være enig med langt de fleste af de mennesker han kritiserer. Diskussionen er ikke om alle mennesker skal være lige eller ej. Det handler i stedet for om vi rent faktisk lever i det meritokrati som Liberalismen har lovet os. Når Vanopslagh bare konstaterer at vi lever i en verden af lige muligheder, så ignorerer han dybest set bare den diskussion, som han selv har valgt at engagerer sig i.
Jeg er ved at løbe tør for karakterer, så jeg vil afslutte lidt brat. Det er nok ikke en overraskelse, men jeg kunne virkelig ikke lide Vanopslaghs politiske manifest. De bedste passager er fuld af ideologiske floskler, lister af problemer uden løsninger og anekdoter fra Vanopslaghs liv. Når bogen er værst, er den direkte dum at læse, og virker til at være skrevet af en 16-årig som er sur over, at hans mor ikke ville lade ham drikke øl med vennerne.
Jeg begyndte denne anmeldelse med en reference til selvtilfredsstillelse, og jeg tvivler ikke at Vejen til ansvar var en onanistisk øvelse for Vanopslagh, men for læserne har bogen mere karakter af pornografi. Det er en tom type underholdning, som alene tjener det formål at få læseren til at se sig selv som bedre end de i virkeligheden er. Formålet er at naturaliserer de ideer som læseren allerede har, og give dem nogle overfladiske argumenter som de kan fyre af på deres omgivelser. Jeg kan dog allerede føle Fremdschämen for den dag, hvor Vanopslaghs publikum møder en person, som kender egen politiske fundering.
Jeg tænker måske at den reelle afslutning skulle være et punkt, hvor jeg er enig med Vanopslagh. Det er helt korrekt, at en stor del af den klimapolitik rammer ved siden af sit formål. Taget den økonomiske overklasses overforbrug med både, fly og elektricitet i betragtning, har det næppe den store effekt at fordyrer den almindelige danskers bilrejse.
Da Vanopslagh løst tilkendegiver, at han også er bekymret for klimaet, ser jeg derfor frem til at Liberal Alliance fremsætter et lovforslag som vil begrænse brugen af yachter, privatfly og skibstransport.
Jeg vil starte med at sige, at jeg tror Vanopslagh skal tjekke om han kan få sine skolepenge tilbage. Det lyder som om, at Vanopslagh ikke rigtigt har fået noget ud af statskundskabsstudiet på Syddansk Universitet. Og der er potentielt også penge at hente fra gymnasiet, fordi Vanopslaghs evner til at forstå basale tekster er mildest talt manglende. Vi kan f.eks. starte med Søren Kierkegaard, som Vanopslagh nævner som et forbillede for hans ideer om frihed. Altså den Kierkegaard der skrev:
”En maadelig Regent er en meget bedre Forfatning end dette Abstractum, 100.000 brummende U-Mennesker.”
om Junigrundloven.
Der er nok ikke tvivl om at Kierkegaard kunne anses som borgerlig, men at kalde Kierkegaard en fortaler for liberale friheder er en fejltolkning af dimensioner. Jeg kan dog godt se hvordan Liberal Alliances vælgere kan identificere sig med Kierkegaard, da Kierkegaard også kun kunne se sig selv som bedre end andre mennesker, fordi han havde arvet alle sine penge fra sin far.
Fejltolkningerne i første kapitel stopper ikke der, da Vanopslaghs udlægning af Friedrich A. Hayek politiske tanker er mildest talt manglende. Om end Vanopslaghs udlægning ikke er unik, da han deler den med mange neoliberale tænkere og politikkerer. Vanopslagh ser Hayek som en stor fortaler for personlig frihed, og personlig frihed er da også nævnt i Hayeks værker, men hvis Vanopslagh faktiske satte sig for at læse og forstå the The Road to Serfdom, ville Vanopslagh måske se at personlig frihed, som er det Vanopslagh snakker om, ikke spiller en rolle i Hayaks filosofi. Personlig frihed er blot et teoretisk resultat af det frie marked, som Hayak virkelig er fortaler for. Hvilket også er hvorfor Hayaks tanker har kunnet inspirerer politistatsprædikanter som Margaret Thatcher til totalitære fascister som Augusto Pinochet Ugarte.
Allerede inden boger er kommet rigtigt i gang, har Vanopslagh altså lagt stilen. Enten kan Vanopslagh ikke forstå hvad han læser, eller også er det slet ikke personlig, liberal frihed som bogen skal handle om. I stedet skal Vanopslaghs filosofi forstås som gammeldags borgerlighed i en neoliberal udklædning. Din personlige frihed er mindre vigtig end din mulighed for at udleve en abstrakt ideologi.
Men hvad er det Vanopslagh gerne vil med Vejen til ansvar? Vanopslagh vil gerne have det liberale projekt tilbage på sporet. Han vil have retorikken væk fra skattelettelser og forgudelse af de rige, og over til et borgerligt verdenssyn, hvor samfundet atomiseres til individer som skal kunne og ville tage ansvar for deres eget liv, og som dermed kan se den folkelige værdi i Liberalismen.
Ydermere er ”ansvar” for Vanopslagh ikke bare et politisk-ideologisk mål, men også et moralsk og intellektuelt standpunkt. Ansvar og det liberale verdenssyn er hos Vanopslagh både et udtryk for hvor moralsk du er som menneske og hvor intellektuel du er. Jeg kan derfor kun antage, at Vanopslagh anser dem han er uenig med om Liberalismen er både umoralske og onde. Vanopslagh skriver naturligvis ikke dette direkte, men hvad anden grund skulle der være for, at Vanopslagh vælger at udvide hans politik til også at dække moral, epistemologi og ontologi? Og hvis I mener at jeg tager munden lidt for fuld her, så beskriver Vanopslagh flere gange i løbet af bogen sine ideologiske modstandere som ”onde,” og hele den sidste del af bogen bliver brugt på et argument om, hvorfor dannelse og lærdom vil føre danskerne tilbage til de borgerlige dyder.
Til sidst definerer Vanopslagh Liberalismens idealer som værende metafysisk sande, uden at dette relaterer sig til nogen form for materiel virkelighed. Verden kunne gå under og menneskeheden blive udryddet, og Vanopslagh ville stadig vælge at være liberal. Liberalismen er sand fordi den bekræfter sig selv, og dets betydning for mennesker er irrelevant. Vanopslagh ser derfor den antihumanistiske tendens i neoliberalismen og accepterer den fuldkommen. Liberalismen er hos Vanopslagh klart inden for det som Slavoj Žižek kalder ”pure ideology” og Mark Fisher kaldte ”capitalist realism.” Mennesker skal tjene Liberalisme, og, som Thatcher sagde det, ”there is no alternative.”
Det er er netop denne ideologiske udlægning, at Vanopslaghs politiske metode begynder at krakelerer. Hvordan Liberalismen være folkelig og til gavn for alle, hvis Vanopslagh hellere ser jorden gå under, end han ser at Liberalismen ikke længere bliver udlevet. Vanopslagh har allerede indrømmet at han ville være liberal, selvom det betød at livet ville blive dårligere for alle.
Vanopslaghs historiske udlægning af Liberalismen som en folkelig bevægelse er ironisk nok ganske historieløs. Det er naturligvis korrekt at de liberale (Bondevennerne, senere Venstre) spillede en stor rolle som fortaler for både bønderne og hos borgerskabet før og efter Junigrundloven blev underskrevet. Men Bondevennerne repræsenterede ikke den brede folkelighed, da folket ved Junigrundloven ikke kunne være politisk repræsenteret. Det var kun ca. 15% af befolkningen (mænd over tredive med egen husstand) som kunne stemme og vælges, og de 15% var fordelt mellem Bondevennerne og den borgerlige fløj (Høire, senere det Konservative Folkeparti). Karle, arbejdere, kvinder og fattige var derfor ikke en del af det liberale projekt ved indførelsen af Junigrundloven, og at påstå andet vil være det rene vanvid. De liberale talte ved Junigrundloven til en smal, privilegeret klasse af ikke-aristokratiske landejere, tidlige industrialister og det akademiske borgerskab. Jeg vil derfor betvivle Vanopslaghs udlægning af hans egen ideologi, da den næppe kan anses som en tilbagevenden til gammeldags Liberale dyder. Vanopslaghs ideologi er snarer et udtryk for et sammensurium af moderne politiske strømninger, som skal bringe Vanopslagh og Liberal Alliance ind i et 21. århundrede.
Det er også et mærkeligt valg, at Vanopslagh vælger at gå tilbage til netop 1849. Jeg er med på, at Vanopslagh ønsker at male Liberalismen som ideologien som gav os Junigrundloven, men der er en vis ironi i at bruge begrebet ”borgerlig-liberale” igennem hele bogen, og så bruge et historisk eksempel fra en tid hvor de borgerlige og de liberale ikke var en samlet blok. For at uddybe ironien, så går historikken også imod Vanopslaghs populisme, da ideen om at være borgerlig-liberal opstod i Danmark som et modsvar på arbejderbevægelsen, hvor adlen og bønderne stod sammen mod dem som talte de undertryktes sag.
Det er her et lille sidespring, men det et noget som virkelig nager mig. Tror Vanopslagh at FOA står for ”Fagforeningen for Offentligt Ansatte?” Ikke nok med at Vanopslagh skriver dette næsten ordret, men Vanopslagh bliver også ved med at referere til den offentlige sektor som ”FOA-købing.” Jeg er ked af at sige det, men FOA står for ”Fag Og Arbejde,” og er en fagforening og A-kasse for personer ansat i både den offentlige og private sektor. Ansatte som oftest ikke har en videregående uddannelse. Det vil derfor nok komme bag på mange af FOA’s medlemmer, at netop de skulle danne en magtelite, som suger skattepengene ud danskerne som arbejder hårdt i den private sektor.
I forlængelse af dette vil jeg også nævne, at Vanopslaghs anti-elitære populisme runger meget hult, da der aldrig i bogen bliver peget på en elite andre end en diffus gestikuleren til det offentlige. Om Vanopslagh mener politikere, offentligt ansatte og/eller noget helt tredje melder historien intet om. Vanopslaghs populisme tangerer derfor det konspiratoriske, hvor det ham og hans følgere mod en fjendtlig ”anden.”
Men lad os da snakke om den offentlige sektor en smule. Hvad der skal ske med den offentlige sektor, og hvordan man ser på velfærdsstaten, er en grundlæggende uinteressant og ideologisk præget diskussion. Men jeg tænker alligevel at Vanopslaghs logik skal udfordres, især når han vælger at modsige sig selv på én side.
Et af Vanopslaghs fokusområderne er det offentlige sygehusvæsen, som Vanopslagh ser som ineffektivt og menneskefjernt. Som et alternativt ser Vanopslagh hellere, at sygehusvæsenet privatiseres og dækkes igennem en pligtig sundhedsforsikring. Et sundhedssystem som er lig det i Schweiz. Dette baserer Vanopslagh på, at borgerne i Schweiz er markant gladere for deres sundhedssystem, end danskerne er for deres. Hvis vi kigger på statistikkerne, er dette da også sandt. Men Vanopslaghs konklusion om, at denne forskel skyldes forskellen i systemerne. Denne konklusion falder dog til jorden med et brag, når nr. 2 på statistikken er Holland, et land med et sundhedssystem der er lig det danske. Hollænderne er næsten lige så glade for deres sundhedssystem som schweizerne, men med et offentligt sundhedssystem. Det virker derfor ikke til, at det er systemet som der er noget galt med. Jeg ligger ikke umiddelbart inde med et svar på hvad løsningen for det danske sundhedssystem så er, men Vanopslagh ved det åbenlyst heller ikke.
Der er også en grundlæggende problematik i at Vanopslagh mener at sundheds- og plejesektoren kan oversættes en-til-en til kapitalismens frie marked dynamikker. Som en fan af Adam Smith og hans usynlige hånd, tænker jeg at Vanopslagh nemt kan svare på hvordan udbud og efterspørgsel fungere i relation til pleje og sundhed. Hvis jeg eller den obligatoriske sundhedsforsikring mener at priserne på hospitalspleje er for dyr, hvordan sørge vi så for at sænke efterspørgslen? Skal vi bare lade vær med at få kræft, blive gamle eller på anden måde lade vær med at naturen slår os ihjel?
Den oven for omtalte selvmodsigelse kommer netop i Vanopslaghs fortale for the schweiziske sundhedsvæsen, som Vanopslagh retmæssigt påpeger er langt dyre end det danske sundhedsvæsen. Og på siden for Vanopslagh starter sit argument for denne model, skriver han også at politikere ikke bør fråse med skatteborgernes penge. Så hvordan hænger det sammen med, at Vanopslagh er fortaler for et system der er dyre end det nuværende for den samme ydelse?
Vanopslaghs pointe omkring det civile kontra offentlige velfærdssystem er meget unuanceret. Det er korrekt at der i Danmark var et veludviklet civilt velfærdssystem, inden velfærdsstaten begyndte sin udvikling i det 19. og 20. århundrede. Men en af konsekvenser ved dette system var netop, at ikke alle var lige for systemet. Hvis du ikke lige var i kridthuset hos degnen, Lars eller ikke tilhørte den rigtige filosofiske observans, så var du på røven. Indret dig eller dø af sult. Og dette leder os til Vanopslaghs ideer om dannelse, hvor du bare har at indrette dig på fællesskabets præmisser.
Det er selvfølgelig dejligt at Vanopslagh ikke ser et problem med homoseksuelle eller etniske minoriteter, men hans medborgere som ikke deler hans snævre syn på politik og kultur er ikke helt så heldige. Som beskrevet oven for, ser Vanopslagh disse personer værende af ringere intellektuel og moralsk karakter end de liberalt sindede. Og i sin gennemgang af dannelsesbegrebet, kommer Vanopslagh også ind på hvordan denne mangel på dannelse ikke bare skader de individuelle personer, men også er skadeligt for det danske civilsamfund i sin helhed. Historien melder intet om, hvad Vanopslagh mener løsninger er på personer, som allerede har tanker som er skadelige for civilsamfundet, men jeg er da interesseret i hvad Vanopslagh mener her.
Jeg ved ikke helt hvad Vanopslagh ønsker at opnå med den galle, som han lukker ud omkring socialt progressive bevægelser. Om du kalder det krænkelseskultur, ”woke” eller noget helt tredje, så ender du altid med at lyde som en Boomer, der skriger af et opslag på Facebook. Og Vanopslagh falder for nøjagtigt den samme metodiske fejlslutning, som de gamle der ikke kan tænde for deres telefon uden hjælp.
Når Vanopslagh vælger at smide mikrofonen med en replik om, at ikke alle kan være lige i et meritokrati, og at unge mennesker bare skal lære det, så er Vanopslagh uvidende om at han vil være enig med langt de fleste af de mennesker han kritiserer. Diskussionen er ikke om alle mennesker skal være lige eller ej. Det handler i stedet for om vi rent faktisk lever i det meritokrati som Liberalismen har lovet os. Når Vanopslagh bare konstaterer at vi lever i en verden af lige muligheder, så ignorerer han dybest set bare den diskussion, som han selv har valgt at engagerer sig i.
Jeg er ved at løbe tør for karakterer, så jeg vil afslutte lidt brat. Det er nok ikke en overraskelse, men jeg kunne virkelig ikke lide Vanopslaghs politiske manifest. De bedste passager er fuld af ideologiske floskler, lister af problemer uden løsninger og anekdoter fra Vanopslaghs liv. Når bogen er værst, er den direkte dum at læse, og virker til at være skrevet af en 16-årig som er sur over, at hans mor ikke ville lade ham drikke øl med vennerne.
Jeg begyndte denne anmeldelse med en reference til selvtilfredsstillelse, og jeg tvivler ikke at Vejen til ansvar var en onanistisk øvelse for Vanopslagh, men for læserne har bogen mere karakter af pornografi. Det er en tom type underholdning, som alene tjener det formål at få læseren til at se sig selv som bedre end de i virkeligheden er. Formålet er at naturaliserer de ideer som læseren allerede har, og give dem nogle overfladiske argumenter som de kan fyre af på deres omgivelser. Jeg kan dog allerede føle Fremdschämen for den dag, hvor Vanopslaghs publikum møder en person, som kender egen politiske fundering.
Jeg tænker måske at den reelle afslutning skulle være et punkt, hvor jeg er enig med Vanopslagh. Det er helt korrekt, at en stor del af den klimapolitik rammer ved siden af sit formål. Taget den økonomiske overklasses overforbrug med både, fly og elektricitet i betragtning, har det næppe den store effekt at fordyrer den almindelige danskers bilrejse.
Da Vanopslagh løst tilkendegiver, at han også er bekymret for klimaet, ser jeg derfor frem til at Liberal Alliance fremsætter et lovforslag som vil begrænse brugen af yachter, privatfly og skibstransport.
August 27, 2023
Jeg synes denne bog giver en meget at tænke over uanset om man deler hans holdninger eller ej, og så er den utrolig velskrevet. Jeg anbefaler den uanset ens politiske ståsted. Det er også spændende og høre om hans personlige liv og hans tid med Angst.
June 20, 2023
Disclaimer: Personligt er jeg enig med Alex V.s politik.
Derfor skulle jeg da også eje og læse denne bog. Som skrevet - enig i mange af hans pointer.
Bogen er stærk, når frihedsbegrebet og liberalismen i Alex’ perspektiv bliver foldet ud til at være mere end en simpel “egen lykkes smed-liberalisme”.
Sproget i bogen er godt. Så plus her.
Jeg havde forventet noget mere af opbygningen, så jeg som læser ville blive fanget mere og så pointerne ville stå mere klart. Derudover var der dele af bogen som jeg ikke kunne se meningen med i det store billede.
Afslutningsvis skal det nævnes at jeg også oplever bogen som rammende ærlig om politik, hvad det er sket de senere år, og spillet i politik. Plus her.
Alt i alt en ok bog.
Skal læses hvis du er enig med Alex.
Skal læses hvis du er uenig. Måske bliver du forarget og måske rykker han ved nogle af dine perspektiver.
Derfor skulle jeg da også eje og læse denne bog. Som skrevet - enig i mange af hans pointer.
Bogen er stærk, når frihedsbegrebet og liberalismen i Alex’ perspektiv bliver foldet ud til at være mere end en simpel “egen lykkes smed-liberalisme”.
Sproget i bogen er godt. Så plus her.
Jeg havde forventet noget mere af opbygningen, så jeg som læser ville blive fanget mere og så pointerne ville stå mere klart. Derudover var der dele af bogen som jeg ikke kunne se meningen med i det store billede.
Afslutningsvis skal det nævnes at jeg også oplever bogen som rammende ærlig om politik, hvad det er sket de senere år, og spillet i politik. Plus her.
Alt i alt en ok bog.
Skal læses hvis du er enig med Alex.
Skal læses hvis du er uenig. Måske bliver du forarget og måske rykker han ved nogle af dine perspektiver.
February 6, 2024
Alex viderebringer desværre 80 års historieforvridning i sin bog!
Tilfældigvis kom jeg til at tabe hans bog på gulvet - den slags sker. Og med mærkelig præcision landede den opslået på side 153, hvor han skriver om lige præcis det eneste emne, som jeg er ekspert i:
"Eller tag huslejereguleringen. Den blev indført i årene omkring Anden Verdenskrig. Først skulle den være midlertidig og afhjælpe de umiddelbare og negative konsekvenser af boligmangel på kort sigt, nemlig huslejer på himmelflugt og udlejers ret til frit at opsige lejerne."
Men det udsagn er simpelthen ikke rigtigt. Det er en sejlivet myte - og mange ringere sjæle end Alex er hoppet på den.
Sagen er, at da man i oktober 1939 indførte huslejeregulering var der ingen huslejer på himmelflugt! De følgende år er der ligefrem tegn på at huslejerne faldt - altså det stik modsatte.
Huslejer på himmelflugt var helt urealistisk i oktober 1939. Levestandarden var som følge af stigninger i energipriserne i frit fald. Alt hvad normale mennesker kunne tjene af penge gik til at betale for højere varmeregninger. Og det kunne enhver udlejer mærke på sin egen krop. Hvis han havde udsendt varselsskrivelser om huslejeforhøjelser, så ville lejerne have sendt ham opsigelser retur. Lejerne kunne ganske enkelt ikke betale højere husleje, hvis de fortsat ville have et varmt bad om lørdagen.
Og det skete faktisk, at folk sagde op. De følgende år steg antallet af ledige lejligheder. Der var folk som rykkede til noget billigere for at kunne give deres børn tøj på kroppen og mad i maven, og det var sikkert ikke spor rart for dem. Men sådan var det altså.
Man kan faktisk argumentere for, at huslejereguleringen indledningsvis var med til at holde lejeniveauet oppe, til skade for lejerne!
Huslejereguleringen blev indført at 2 grunde:
a) man frygtede, at huslejerne fremover ville komme til at stige, og det ville man forhindre på forhånd, fordi
b) de stakkels lejere allerede var blevet belastet af stigninger i priserne på alt muligt andet - primært udløst af energiprisernes stigning.
Så huslejeregulering blev indført, fordi man var bange for skyggen af et spøgelse. Men spøgelset dukkede aldrig op!
At politikere laver dårlige ordninger, fordi de er tvunget til det af omstændighederne, er til at leve med. Men at de laver overflødige, dårlige ordninger, og så endda ikke kan finde ud af at afskaffe dem igen, det er rigtig skidt. Og de var endda enige om det, helt fra de klassiske borgerlige og ud på den kommunistiske fløj.
Bortset fra dette mindre afsnit glæder jeg mig til resten.
Tilfældigvis kom jeg til at tabe hans bog på gulvet - den slags sker. Og med mærkelig præcision landede den opslået på side 153, hvor han skriver om lige præcis det eneste emne, som jeg er ekspert i:
"Eller tag huslejereguleringen. Den blev indført i årene omkring Anden Verdenskrig. Først skulle den være midlertidig og afhjælpe de umiddelbare og negative konsekvenser af boligmangel på kort sigt, nemlig huslejer på himmelflugt og udlejers ret til frit at opsige lejerne."
Men det udsagn er simpelthen ikke rigtigt. Det er en sejlivet myte - og mange ringere sjæle end Alex er hoppet på den.
Sagen er, at da man i oktober 1939 indførte huslejeregulering var der ingen huslejer på himmelflugt! De følgende år er der ligefrem tegn på at huslejerne faldt - altså det stik modsatte.
Huslejer på himmelflugt var helt urealistisk i oktober 1939. Levestandarden var som følge af stigninger i energipriserne i frit fald. Alt hvad normale mennesker kunne tjene af penge gik til at betale for højere varmeregninger. Og det kunne enhver udlejer mærke på sin egen krop. Hvis han havde udsendt varselsskrivelser om huslejeforhøjelser, så ville lejerne have sendt ham opsigelser retur. Lejerne kunne ganske enkelt ikke betale højere husleje, hvis de fortsat ville have et varmt bad om lørdagen.
Og det skete faktisk, at folk sagde op. De følgende år steg antallet af ledige lejligheder. Der var folk som rykkede til noget billigere for at kunne give deres børn tøj på kroppen og mad i maven, og det var sikkert ikke spor rart for dem. Men sådan var det altså.
Man kan faktisk argumentere for, at huslejereguleringen indledningsvis var med til at holde lejeniveauet oppe, til skade for lejerne!
Huslejereguleringen blev indført at 2 grunde:
a) man frygtede, at huslejerne fremover ville komme til at stige, og det ville man forhindre på forhånd, fordi
b) de stakkels lejere allerede var blevet belastet af stigninger i priserne på alt muligt andet - primært udløst af energiprisernes stigning.
Så huslejeregulering blev indført, fordi man var bange for skyggen af et spøgelse. Men spøgelset dukkede aldrig op!
At politikere laver dårlige ordninger, fordi de er tvunget til det af omstændighederne, er til at leve med. Men at de laver overflødige, dårlige ordninger, og så endda ikke kan finde ud af at afskaffe dem igen, det er rigtig skidt. Og de var endda enige om det, helt fra de klassiske borgerlige og ud på den kommunistiske fløj.
Bortset fra dette mindre afsnit glæder jeg mig til resten.
Read
February 19, 2025fuld disclaimer: læste denne bog, som kildemateriale til min større skriftlige opgave, som jeg skal skrive i forbindelse med afslutning af min gymnasielle uddannelse.
Har ikke lyst til at bedømme denne bog, da den er af politisk karakter, og skrevet af en mand af en ideologi jeg ikke identificerer mig med.
Ikke desto mindre, synes jeg oprigtig den er godt skrevet. Cadeau til Alex for at have skrevet en bog, som selv en med et andet politisk standpunkt kan finde interessant.
Jeg elsker hvor ærlig, han formår at være, og måden han formidler politik på, gør det nemt for læseren at følge tankerne bag hans holdninger (selvom jeg vil påpege, at han er en smule selvmodsigende til tider - men det kan selvfølgelig også komme af, at jeg som læser kan have svært ved at forholde mig helt neutralt)
overall sidder skrivet lige i skabet, synes dog den sidste dem af bogen bliver lidt tung, men det kan også hænge sammen med, at klokken var mange og jeg havde en deadline til morgenen efter, da jeg læste det stykke ;)
Har ikke lyst til at bedømme denne bog, da den er af politisk karakter, og skrevet af en mand af en ideologi jeg ikke identificerer mig med.
Ikke desto mindre, synes jeg oprigtig den er godt skrevet. Cadeau til Alex for at have skrevet en bog, som selv en med et andet politisk standpunkt kan finde interessant.
Jeg elsker hvor ærlig, han formår at være, og måden han formidler politik på, gør det nemt for læseren at følge tankerne bag hans holdninger (selvom jeg vil påpege, at han er en smule selvmodsigende til tider - men det kan selvfølgelig også komme af, at jeg som læser kan have svært ved at forholde mig helt neutralt)
overall sidder skrivet lige i skabet, synes dog den sidste dem af bogen bliver lidt tung, men det kan også hænge sammen med, at klokken var mange og jeg havde en deadline til morgenen efter, da jeg læste det stykke ;)
July 8, 2024
Disclaimer: Politik interesserer mig generelt ikke, hvilket nok afspejler sig i ratingen. Jeg læste kun bogen, idet jeg havde modtaget den gratis.
I bogen udfolder Vanopslagh sit syn på liberalisme, som han ser som meget mere end blot at være sin egen lykkes smed. Han fletter dette budskab ind i sine personlige erindringer fra barndom, ungdom, voksenliv og sin periode med stress, hvilket giver bogen et personligt præg.
Sproget er velskrevet og påstande er underbygget, hvilket jeg også havde forventet fra en så dygtig debattør. Dog savnede jeg en klar rød tråd i kompositionen, da kapitlernes indhold kunne virke rodet og usammenhængende. Jeg havde forventet en bedre opbygning, som ville fange læseren mere og gøre pointerne klarere. Nogle dele af bogen virkede meningsløse i det store billede, og jeg synes generelt ikke, at han er tilstrækkeligt specifik i sine løsninger på de mange udfordringer han ser i nutidens Danmark.
I bogen udfolder Vanopslagh sit syn på liberalisme, som han ser som meget mere end blot at være sin egen lykkes smed. Han fletter dette budskab ind i sine personlige erindringer fra barndom, ungdom, voksenliv og sin periode med stress, hvilket giver bogen et personligt præg.
Sproget er velskrevet og påstande er underbygget, hvilket jeg også havde forventet fra en så dygtig debattør. Dog savnede jeg en klar rød tråd i kompositionen, da kapitlernes indhold kunne virke rodet og usammenhængende. Jeg havde forventet en bedre opbygning, som ville fange læseren mere og gøre pointerne klarere. Nogle dele af bogen virkede meningsløse i det store billede, og jeg synes generelt ikke, at han er tilstrækkeligt specifik i sine løsninger på de mange udfordringer han ser i nutidens Danmark.
November 22, 2024
Alex Vanopslaghs bog er ikke revolutionerende, men den formidler grundtankerne bag liberalismen i det 21. århundrede på en udmærket måde, samtidig med at den integrerer borgerlighedens dyder.
Bogen er velargumenteret og ærlig i sin opbygning, men hvis der skal fremhæves en negativ side, er det, at argumenterne spænder fra meget simple – rettet mod læsere, der sjældent læser bøger – til pludselig at inddrage komplekse teorier fra teoretikere, som Alex tydeligvis har stiftet bekendtskab med under sin uddannelse i statskundskab. Derudover virker det, som om bogen er skrevet med skriftstørrelse 16, hvilket næsten må betegnes som en dødssynd.
Vanopslagh signerede dog min bog, hvilket må give en stjerne ekstra. Alt i alt 4 stjerner.
Bogen er velargumenteret og ærlig i sin opbygning, men hvis der skal fremhæves en negativ side, er det, at argumenterne spænder fra meget simple – rettet mod læsere, der sjældent læser bøger – til pludselig at inddrage komplekse teorier fra teoretikere, som Alex tydeligvis har stiftet bekendtskab med under sin uddannelse i statskundskab. Derudover virker det, som om bogen er skrevet med skriftstørrelse 16, hvilket næsten må betegnes som en dødssynd.
Vanopslagh signerede dog min bog, hvilket må give en stjerne ekstra. Alt i alt 4 stjerner.
June 17, 2025
Endnu en af de bøger jeg har læst, fordi jeg tænkte at vi grundlæggende er uenige og det er godt at læse bøger fra folk man ikke er enig med.
Alex og jeg er dog enige om flere ting end jeg forventede. Det var en glædelig overraskelse. På den anden side er vi også uenige om en del ting. Mange af de ting, er fordi han ser verden igennem brillerne af en priviligeret hvid mand fra en n middelklasse familie. Og jeg mener ikke at hans syn på verden er det rigtige. (Det må man bare ikke sige, for så er man krænkelsesparat).
Han går til det nogenlunde anstændigt, men f.eks at dømme en hel klasse baseret på Dovne Robert og “Carina” er naivt. Ikke alle fattige er rygere med spillegæld.
Velskrevet bog og klar et læs værd. Kan godt lide hans idé om at vi alle har et ansvar for fællesskabet.
Alex og jeg er dog enige om flere ting end jeg forventede. Det var en glædelig overraskelse. På den anden side er vi også uenige om en del ting. Mange af de ting, er fordi han ser verden igennem brillerne af en priviligeret hvid mand fra en n middelklasse familie. Og jeg mener ikke at hans syn på verden er det rigtige. (Det må man bare ikke sige, for så er man krænkelsesparat).
Han går til det nogenlunde anstændigt, men f.eks at dømme en hel klasse baseret på Dovne Robert og “Carina” er naivt. Ikke alle fattige er rygere med spillegæld.
Velskrevet bog og klar et læs værd. Kan godt lide hans idé om at vi alle har et ansvar for fællesskabet.
January 24, 2024
Den giver et godt indblik i Alex's tilgang til hans virkelighed og et indblik i hvad det vil sige at være leder.
Denne åbner øjet for angst og stress og det systemiske problem problem i samfund såvel som det individuelle hus
Uden tvivl velovervejet og gennemarbejdet med materiale der underbygger påstand
4 ud af 5
Denne åbner øjet for angst og stress og det systemiske problem problem i samfund såvel som det individuelle hus
Uden tvivl velovervejet og gennemarbejdet med materiale der underbygger påstand
4 ud af 5
December 26, 2024
Jeg bryder mig ikke rigtig om opbygningen i bogen. Det er mærkelig blanding af en personlig kronologisk beretning og mere samfundsfilosofiske tanker. Men tankerne er ekstremt interessante. Økonomi fylder nærmest ingenting. Fokus er på samfundets svageste - med udgangspunkt i fx Joachim B. Olsens Fattig-Carina debat og "Du kan godt" kampagnen. Og hvordan frivillighed er bedre end statens tvang.
March 16, 2025
Generelt set en god bog med Alex Vanopslaghs syn på liberalismen og dets fædre. Hvorvidt jeg har den nødvendige viden til at vurdere om de nævnte personer, herunder Grundtvig, prædkede liberalismens idealer, ved jeg ikke.
Dog vil jeg mene at bogen er værd at læse, hvis man ønsker et dybere kendskab til Hr. Vanopslaghs holdning til dansk liberalisme og politik.
Dog vil jeg mene at bogen er værd at læse, hvis man ønsker et dybere kendskab til Hr. Vanopslaghs holdning til dansk liberalisme og politik.
This entire review has been hidden because of spoilers.
June 20, 2023
Jeg er virkelig positivt overrasket over denne bog. Han skriver godt og fortæller om både politik, filosofi og privatliv.
August 12, 2023
Du kan godt.
February 6, 2024
En must read for alle borgerlige. En must must read for alle socialister
October 22, 2025
I mean he had the ideas and I was a well written book Men det der med biblioteket var dårligt i mine øjnene og andre ting men han er klog mand man kan håbe han kan blive endnu klogere måske hvem ved
Displaying 1 - 19 of 19 reviews