I Dansk kunst giver Nørregård-Nielsen et overblik over dansk kunst gennem tusind år. Bogen har store sider (ca. 23 × 27,5 cm) med tekstspalter på 11 cm og en stor skriftstørrelse. Det muliggør, at illustrationerne kan få god plads.
Illustrationerne er grundlæggende af en høj kvalitet; nogle få er dog dårlige. Man kan altid ønske sig flere, men der er mange. Og farvegengivelsen, der jo er afgørende i sådan et værk, ser ud til at være god.
Nørregård-Nielsen skriver godt, og man får gennemgående god besked.
Alligevel er bogen ikke uden skønhedsfejl. Jeg har nævnt, at nogle af billederne, fx en fra Slesvig Domkirke (s. 104), er i en (for) dårlig kvalitet.
Generelt forekommer det mig, at Nørregård-Nielsen skriver lidt for indforstået; det er for svingende, hvornår begreber m.m. forklares. Man skal have diverse opslagsbøger i nærheden for at få det fulde udbytte.
I den sidste del af bogen, De abstrakte (s. 514ff) og De nye (s. 554ff), må jeg beundre Nørregård-Nielsen for hans tolkninger af værkerne, men jeg kan ikke altid helt gennemskue, hvordan han når frem til det. Det kan skyldes manglende kompetencer hos mig; eller det kan skyldes, at Nørregård-Nielsen lever op til det ønske, en del kunstnere har om, at værket først bliver (helt) til i fortolkningen. Men Nørregård-Nielsen skriver godt.
Her og der er der fejl i typografien, men de heldigvis få. Det er en smuk bog.
Jeg kan ikke vurdere, om Nørregård-Nielsen har udvalgt de rigtige værker, men til gengæld synes jeg nok, at den kunst, der ikke er billedkunst, har fået alt for lidt opmærksomhed. Der er først og fremmest tale om tusind års dansk billedkunsthistorie. Personligt synes jeg, guldalderen får den bedste og udførligste behandling, hvilket er ok.
Side 577-647 er kunstnerbiografier, mens resten af 671/672 sider er diverse registre, dog desværre ikke noget værkregister.