I Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler (eller Girls of Dust) følger vi på skift svigerinderne Valborg og Johanne på en lang decemberdag kort før jul i 1958; alle deres tanker og følelser om tilværelsen, om kvinders og mødres lod i livet, om skjult begær og skjulte skuffelser, der begge må ædes, om venskab og den særlige alliance, kvinder kan finde i hinanden, om dem der stikker ud og har andre drømme og ønsker, om forståelse og misforståelse. Det er intenst og menneskeligt og befriende og knusende på én gang. Det prikker til den latente kvindelige vrede og forargelse over både de skrevne regler og uskrevne normer i vores patriarkalske samfund, dengang og i dag.
Jeg mistænker, at første kapitel er skrevet på bagkant, at det egentlig ikke var en del af forfatterens oprindelige vision, men at det blev nødvendigt med en slags prolog for at give kontekst til resten af historien. Uanset om jeg har ret eller ej, så er første kapitel i hvert fald markant anderledes end resten, men ikke umiddelbart på baggrund af et bevidst stilistisk valg – det føles tvungent, besværet, stift, akavet. Som om det prøver for meget. Og det gjorde mig en anelse nervøs. Men heldigvis(!) gælder det slet ikke resten af romanen, som har et poetisk og naturligt flow, de fleste forfattere kun kan drømme om. På alle måder en fantastisk læseoplevelse.