Da tre otteårige drenge findes dræbt i en plantage i Pandrup, kaldes NEC-holdet straks til assistance. Men de opdager hurtigt, at det ikke er det lokale politi, der har bedt om deres hjælp. For Pandrup Politi arbejder videre, som om NEC-holdet ikke er ankommet, og snart har de foretaget en anholdelse, der bringer hele Danmark er i lynch-stemning. Kriminalassistent Liv Moretti - som er blevet efterforskningsleder i Rolands fravær - har nok at gøre med at dæmpe gemytterne, men bliver snart klar over, at anholdelsen er et vildspor. Det er dog først, da Roland melder sig med overraskende oplysninger fra sit FBI-kursus i USA, at det går op for hende, at hele forløbet har været en del af morderens meget udspekulerede plan, og at han langtfra er færdig med at dræbe.
Dette er mit første møde med Therese Philipsen, det blev en blandet fornøjelse.
Efter min overbevisning skal der 3 hovedingredienser i en rigtig solid krimi: Politiarbejdet skal være i orden, jeg skal ind under huden på personerne i bogen og slutteligt skal plottet holde hele vejen gennem bogen. Ingen af disse tre blev helt opfyldt her:
Bogen er kort, letlæselig da sproget flyder og opdelt i små kapitler. Som hovedregel er dialogerne okay.
Jeg må melde mig under fanerne hos de anmeldere, der ikke finder politi-delen troværdig. At sende et specialkorps med de begrundelser holder ikke, og specielt stritter alt omkring samarbejdet mellem de to afdelinger på mig. Ingen chef i politiet vil glimre ved sit fravær i sager om mord på børn, og samtidig er det skildrede modarbejde så langt ude, at det nærmer sig det pinlige. At en kollega sært nok er i USA, hvor sagen helt ”tilfældigt” har forgreninger, og det er denne, der får så stor en betydning, er altså fór søgt. Fiktion eller virkelighed, dette er utopia!
Jeg tror jeg egentlig godt kan lide persongalleriet, men jeg ved det desværre ikke med sikkerhed, for en anden af de store mangler her, er det massive fravær af personliggørelse af figurerne. Flere gange bliver der antydet en årsag til handlinger / sindsstemninger, men der kommer aldrig en forklaring. Det betyder at der aldrig opstår et nært forhold til nogen af dem, vi kommer slet ikke i nærheden af at være inde under huden på dem, og det ødelægger oplevelsen af borgen – og handlingen.
Plottet holder, med det yderste af fingerneglene, der er bare for mange tilfældigheder, der går den rigtige vej, for lidt indsigt i handlingerne og derfor en noget løs oplevelse af, at spændingen kan fastholdes.
Alt i alt: en hurtigt læst krimi, uden de store behov for at fordybe sig i handlingen og uden at få læserens puls opad på noget tidspunkt. Den lover en del, har klart potentiale, men evner ikke at leve op til det.
Så snart jeg startede på "Tre små cyklister" var der ikke ro, før sidste side var vendt. Jeg skulle ikke læse ret mange sider, før spændingen tog til og nysgerrigheden var skabt.
Bogen er virkelig velskrevet i et letlæst sprog og inden jeg fik set mig om, var jeg færdig.
Det er dog en meget grum og barsk historie, som tager en uventet drejning og giver hele fortællingen et twist af amerikansk action.
Jeg er imponeret ovet, at Therese Philipsen kan tage et lille nordjysk lokalsamfund, som Løkken og alligevel bygge en god og troværdig krimi op omkring stedet, uden at det bliver kedeligt. Jeg var slet ikke klar over, at vi kunne være værd at skrive om :-)Løkken er i mit nærområde og jeg kender udemærket byen, så det gjorde det endnu mere spændende at læse bogen og genkende de forskellige steder.